Når man tænker på, hvordan børn og unge er blevet frarøvet deres tid, frihed og selvbestemmelse gennem årtier, studser jeg over det larmende fravær af et nyt ungdomsoprør. Hvorfor finder de sig i det?
Måske skyldes det, at der dengang under 68-oprøret fandtes tydelige autoriteter at protestere imod: De voksne, staten, kirken, paternalismen. I dag er magten mere usynlig, internaliseret og spredt ud i samfundet. Eller i systemerne, om man vil. Det er sværere at gøre oprør mod “systemet”, for hvem er det egentlig? Hvem helt konkret skal man opponere imod? En kultur, man selv er med til at opretholde?
Filosoffen Jeremy Bentham tegnede i slutningen af det 18. århundrede et panoptikon – en arkitektonisk model af det perfekte fængsel. Forestil dig en ringformet bygning med celler langs ydermurene og et vagttårn i midten. Hver celle er synlig fra tårnet, men de indsatte kan ikke se ind i det. De ved derfor ikke, om de bliver overvåget i dette øjeblik – og netop denne usikkerhed får dem til at opføre sig, som om de hele tiden er under opsyn. Vagten behøver i princippet slet ikke være til stede.
Den franske filosof Michel Foucault tog denne model og brugte den som metafor for det moderne samfund. Panoptikonet blev et billede på en ny type magt: usynlig, allestedsnærværende, indlejret i institutioner som skoler, hospitaler og fabrikker. Magten flyder ikke længere fra én bestemt autoritetsperson, men er gemt i processer, rutiner og relationer. Den er subtil og effektiv, fordi den får os til at deltage i vores egen overvågning og disciplinering.
Det er ikke længere nødvendigt med udkigsposter på hvert gadehjørne. Det er nok, at vi tror, vi bliver set. Nok, at vi er blevet vant til at se os selv udefra. Nok, at vi måler, vejer og regulerer os selv – konstant.
Det er på mange måder et perfekt fængsel. For hvordan gør man oprør mod noget, man ikke ved, man er fanget i? Tremmerne er usynlige. Og måske netop derfor så uendeligt effektive.
Hvor skal oprøret komme fra, når det ikke længere er læreren, præsten eller fangevogteren, der holder nøglen — men vi selv, hinanden og den kultur, vi er vævet ind i? Foucault ville nok sige, at vi ikke længere har en ydre undertrykkelse, men derimod en internaliseret disciplinering.
Vi er vores egne vogtere.