“mange børn trives i skolen”
“forskellige børn har brug for forskellige skoletilbud”
Udsagn jeg ofte hører, når snakken falder på hjemmeundervisning. Umiddelbart sande udsagn, hvis man anerkender skoleinstitutionen som en nødvendighed for vores moderne samfund. Men det gør jeg ikke.
Jeg anerkender IKKE skolen som en nødvendighed, hverken for at udvikle sig socialt eller for at lære.
Jeg anerkender slet ikke præmissen om, at det er nødvendigt at gruppere børn, sætte dem på et samlebånd i den ene ende og så kommer de ud i den anden ende, og undervejs hænger man etiketter om halsen på dem, værsgo’ ét med 0.klasse, ét med 3. klasse, ét med “dygtig til dansk” eller “dårlig til idræt”. Filtreringsmaskinen sørger for at sortere problematiske individer fra, og ud af samlebåndet i den anden ende efter endt skolegang er det færdige produkt.
Jeg anerkender ikke skolens definitionsret på passende social adfærd. Den socialisering der finder sted i skolen handler om en form for social træning, der passer til en skolekontekst, men ikke nødvendigvis i resten af samfundet.
Hvem har egentlig lov til at bestemme, hvad der er normal adfærd? Hvem definerer, hvad der er “særlige behov”?
En undersøgelse fra VIVE om særlige behov i skolen (2024) slår fast, at “der ikke findes én entydig og bredt anerkendt fælles definition og afgrænsning af særlige behov.”
Det er med andre ord et ekstremt fluffy begreb.
Jeg køber slet ikke idéen om skolen som et sted, der har patent på læring. Læring forekommer overalt. Læring er en menneskelig egenskab, der evolutionært har sikret en tilpasning til den kultur vi vokser op i. Ligeledes er uddannelse en kulturel transmission.
Hvordan lærer et barn at gå? Lærer et barn at gå på grund af vuggestuen? Nej vel? Alle lærer at klare sig uden for skolelivet. Vi lærer at tale, at tænke, at føle, at lege, uden at nogen blander sig. Uddannelsesforskning viser at børn lærer det meste af sine forældre, af jævnaldrende grupper, af at læse bøger, at observere andre og frem for alt ved praktisk erfaring. Ja, ofte forhindrer skolen børnene at lære om de emner, man i almindelighed beskæftiger sig med i skolen.
Undervejs, på skolens samlebånd, er der en del, der falder fra. Alle dem, der mister troen på deres personlige værd. Skolen har autoritet til at kulegrave elevernes privatliv og fælde dom over hvordan de udvikler sig som mennesker.
Personlige frihedsrettigheder bliver tilintetgjort. Det er mig en gåde, hvorfor vi romantiserer skolen som nødvendig institution, en slags magisk livmoder, i et liberalt demokrati.
Det deskriptive diagnosesystem er koordineret med skolekulturen og er baseret på en besættelse af at kategorisere mennesker og benytter et symbolsk spektrum til at beskrive deres adfærd. Denne besættelse med at anbringe mennesker i kategorier bringer mere furore end klarhed. I en videnskabelig leder i et nyligt nummer af Ugeskrift for Læger kan man for eksempel læse, at antallet af danskere med en ADHD-diagnose stiger og stiger, mens der fortsat er meget lidt viden om, hvad det egentlig er udtryk for.
Derfor anfægter jeg idéen om, at trivsel i skolen retfærdiggør skolens eksistens. At fordi nogle børn tilsyneladende trives, så må skolen i sin grundform være god nok – og derfor skal vi bare differentiere den lidt og tilbyde forskellige modeller inden for den samme ramme. Det er den præmis, jeg ønsker at rive op med rode.
Vi regner skolesystemet for en selvfølge, som en absolut nødvendighed for velstand og fremskridt, men det mener jeg er en social myte.