Når man afkobler læring fra skole, åbner sig et helt univers af muligheder.
Det lyder måske provokerende.
I et samfund, hvor skole og læring nærmest er synonymer, kan det virke uforståeligt, at børn kan lære “alt det vigtige” – uden nogensinde at sætte deres ben i et klasselokale.
Men det er netop, hvad vi har oplevet.
Vi har hjemmeundervist vores børn i otte år. Og en af de første erkendelser jeg gjorde var at undervisning og læring ikke er det samme.
Undervisning er noget, man gør ved nogen.
Læring er noget, der sker i nogen.
Man kan undervise uden, at nogen lærer noget.
Og man kan lære noget uden, at nogen underviser.
Det betyder ikke, at undervisning er overflødig.
Men det betyder, at vi må forstå, hvad der gør læring mulig – og at undervisning er mere og andet end en lærer ved et kateder, der planmæssigt og trinvist overfører viden til 20 elever.
Undervisning i sin mest frugtbare form handler ikke om at fylde på med et stadigt større og mere omfattende pensum, men som jeg ser det, om at vække noget. Om at give plads til gode snakke, tid til at læse en bog i hængekøjen, ved vandkanten,- uden at klokken ringer, om at få lov at skabe og lege med sine hænder og meget andet.
Det kan ske i klasselokaler – men i lige så høj grad ved et køkkenbord, på en vandretur under stjernehimlen ved Brorfelde, på et billedkunstkursus, i et værksted eller midt i en passioneret diskussion om retfærdighed eller rumfart.
Læring kan sagtens opstå gennem instruktion, struktur og lærebøger, – og det har vi da også brugt flittigt. Men, kan jeg godt afsløre, ikke ret mange timer. Det har været efter devisen: Less is more.
Og når jeg ser tilbage, er jeg ærligt i tvivl:
Hvor har mine børn egentlig lært mest?
Var det i arbejdet med systematiske materialer – eller i det, der opstod mere spontant?
Var det i timerne ved skrivebordet – eller i de samtaler, der startede med et “Mor, hvorfor…?”
Læring opstår, når noget giver mening
Når der er nysgerrighed.
Når der er behov eller lyst.
Når barnet føler ejerskab og ikke blot er passager i en andens plan.
Læring kan finde sted hvor som helst:
Ved køkkenbordet, i skoven, i en krise, i en leg, i en konflikt, på en rejse eller foran en skærm.
Jeg har set mine børn bruge dage på at fordybe sig i emner, jeg aldrig ville have fundet på at præsentere for dem. Japansk, rollespil, mekanik. Ikke fordi de skulle, men fordi de ville.
Psykologen Lev Vygotsky talte om, hvordan læring opstår i barnets “zone for nærmeste udvikling” – altså i det felt, hvor barnet lige er på tærsklen til at kunne selv. Jeg har ofte oplevet, at det felt opstår spontant, ikke fordi jeg har planlagt det, men fordi de selv opsøger det eller bliver sat i en kontekst hvor det bliver gjort muligt.
Undervisning kan stimulere, men ikke styre læring
Undervisningens væsen er forsøget på at få nogen til at lære.
Men det er barnet selv, der – med sin opmærksomhed og perception – må tage læringen til sig.
Uden en vis indre aktivitet, uden en villighed til at engagere sig, er al undervisning frugtesløs.
Derfor er det mere frugtbart at spørge:
Hvordan skaber vi rammerne for, at læring kan opstå?
Hvad får læring til at blomstre?
Her er, hvad jeg har lært at værdsætte højt, efter otte år med hjemmeundervisning:
Et stimulerende miljø, hvor børn har adgang til bøger, redskaber, natur, værksteder, museer, workshops og fritidsaktiviteter – steder og situationer, hvor viden ikke er noget, der leveres færdigpakket, men noget, der vokser frem gennem oplevelse og deltagelse.
Frihed til at lære det, man vil. Ikke det, andre har bestemt, man skal lære i en bestemt rækkefølge. Når barnet får lov at følge sin egen nysgerrighed, opstår der en anden form for engagement – en villighed til at gå i dybden.
Tid til fordybelse. Ikke bare 45 minutter, men timer, dage, uger. Det tager tid at komme dybt. At udforske noget, vende tilbage til det, så rodfæster det sig i kroppen.
Plads til at fejle. Og til at prøve igen. Når børn ved, at de ikke bliver bedømt, målt og rettet hele tiden, tør de eksperimentere. Og netop her – i eksperimentet – sker læringen. Psykologen Jean Piaget talte om, hvordan børn selv konstruerer viden gennem handling. Det forudsætter, at de tør handle frit.
Tillid til barnet. Læring kræver ikke kontrol, men tillid. Når vi tror på, at børn vil lære, og at de kan lære, bliver vi også i stand til at skabe rammer, hvor læring faktisk kan opstå.
Og – ikke mindst – voksne, der faciliterer, samtaler og deltager. Voksne, der lytter mere end de forklarer, og som ikke nødvendigvis står med svarene, men stiller de spørgsmål, der åbner.
Når disse betingelser er til stede, sker det ofte, at læring opstår helt af sig selv – som en naturlig følge af barnets væren i verden. Som Ivan Illich skrev:
“Most learning is not the result of instruction. It is rather the result of unhampered participation in a meaningful setting.”
Ikke al læring kan omsættes til et produkt
Noget af det sværeste har været at forstå og stole på, at den vigtigste læring ikke altid kan ses.
Den larmer ikke.
Den kan ikke nødvendigvis vises frem i en bog, i en test eller i et produkt.
Nogle gange sker læring i det stille.
Inde i barnet. I forståelser og erkendelser, som først senere viser sig i handling eller sprog.
Her tænker jeg ofte på den stoiske tanke, som vist tillægges Cato:
“Man er aldrig mere aktiv, end når man ingenting gør.”
Et paradoksalt udsagn, men det rummer noget vigtigt:
At ro og stilstand ikke er fravær af bevægelse –
men en anden form for bevægelse.
Vi lærer ikke nødvendigvis mest, når vi gør mest.
Nogle gange lærer vi allermest, når vi giver slip og tør have tillid.
Læring er en livsproces – ikke et produkt
Vi er blevet vant til at tænke læring for børn som et udbytte, noget, man kan planlægge, levere og kontrollere.
Men sådan fungerer det sjældent i virkeligheden.
Læring er ikke et produkt.
Det er en livsproces.
Og som alle livsprocesser næres den bedst i frihed – ikke under overvågning og styring.
Jeg siger ikke, at der ikke kan læres i skolen.
Jeg siger bare, at skolen ikke ejer læringen.
Når vi tør slippe idéen om, at læring kun sker inden for skolens mure, så åbner der sig et helt univers af muligheder.
(ved at mumificere en kylling)