Kategorier
Hjemmeskole

Stå-mål-med hvad?

Grundloven

§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen

Hvis der er noget, der kan få folks øjenbryn til at vandre helt om i nakken, så er det, når man som hjemmeunderviser lader snakken falde på, hvad børnene egentlig skal lære – for i bund og grund er der ingen der ved det helt præcist. I Danmarks Riges Grundlov står der, at børn skal have en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Men hvordan man skal forstå begrebet ’stå mål med’ er ikke nærmere defineret. At stå mål med betyder ikke en kopi af folkeskolen, som identisk-med. Og forvirringen bliver ikke mindre af ordet ’almindeligvis’, som gør det hele endnu mere elastisk.

Hvad vil det helt konkret sige, at børn har ret til undervisning, der kan stå mål med folkeskolen? Nogle vil straks svare, at det handler om bestemte faglige resultater – det kan jo måles på barnet! Men her glemmer man flere vigtige ting: For det første er det forældrene (eller skolen), der har undervisningspligten. For det andet er der ikke læringspligt. For det tredje ved ingen præcis, hvad børnene skal lære. (det er et politisk valg) Og for det fjerde er det at bruge tests som mål for undervisningens kvalitet et surrogatmål. Test måler ikke selve forståelsen og er en begrænset indikator på, hvad børnene kan. Man kan altså ikke lade det, børnene har lært, være afgørende for, om undervisningen har været god nok.

Børnene skal lære noget. Men hvad?

Så kommer vi til det punkt, hvor folk får kaffen galt i halsen, for nu vender jeg blikket den anden vej og stiller et nyt spørgsmål: Hvorfor går vi egentlig rundt og tror, at skolen er normen for god undervisning og opdragelse? På mange måder er den jo alt andet. Men vi har vænnet os til det – sådan er det bare.

Hvorfor er logikken, at hjemmeundervisere per definition er ringere, mens folkeskolen pr. automatik er pålidelig og tilstrækkelig? Hvordan kan man forsvare at putte 27 elever ind i et dårligt ventileret klasselokale, bede dem om at kigge den samme vej på samme tid, og i praksis omdanne undervisningspligten til mødepligt, deltagelsespligt og endda læringspligt?

Man kan tvinge 27 børn ind i et lokale og bede dem sidde på en stol og kigge den samme vej, men man kan ikke tvinge dem til at kunne lide det eller til at lære noget bestemt. Børn kan lære uden undervisning, og de kan såmænd også forblive totalt upåvirkede af nok så mange anstrengelser og hoppen på tunge i forsøg på at lære dem noget.

I virkeligheden burde vi vende kravene på hovedet: Det burde være folkeskolens undervisning, der skulle stå mål med de frie skoler og os hjemmeundervisere.

En kommentar til “Stå-mål-med hvad?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *