Jeg har været hjemmeunderviser i otte år. Først sent er det gået op for mig, at Grundlovens skoleparagraf, §76, i virkeligheden er en frihedsrettighed. Man skal dvæle lidt ved ordene for at forstå, hvorfor det er så afgørende.
Det er en frihedsrettighed på linje med ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Grundlovens frihedsrettigheder hænger uløseligt sammen, båret af tanke- og idéfriheden, som er selve værnet mod totalitarisme og autoritære kræfter.
Retten til at hjemmeundervise er derfor ikke en teknisk detalje, men et fundamentalt princip i et frit samfund. Mange misforstår skoleparagraffen som et krav om skolegang, men den handler i virkeligheden om retten til undervisning – og dermed om retten til at vælge en anden vej end den statslige.
I den frihed ligger en filosofisk og pædagogisk dimension, der sikrer mangfoldighed og beskytter mod ensretning. Når det får lov at bundfælde sig, bliver det tydeligt, at §76 ikke blot handler om børn og skole, men om frihedens væsen i et demokrati.
Under enevælden var undervisning det samme som indoktrinering. Staten – og kirken – definerede, hvad borgerne skulle tro, mene og vide. Men med frihedstankerne fra oplysningstiden, den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, som proklamerede menneskers umistelige rettigheder, blev det klart, at undervisning ikke kunne forblive et statsligt redskab til kontrol.
Da Grundloven blev til i 1849, satte disse frihedsidealer sig dybt i teksten. §76 blev ikke udformet som en tvang til skolegang, men som en rettighed.
Friheden er dog ikke grænseløs. Den er betinget af det såkaldte stå-mål-med-krav: at undervisningen “skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.” Men ingen kan præcist sige, hvad det betyder. Det er et gummibegreb. Der findes ingen facit. Altså alle kan blive enige om at børnene skal lære noget, særligt at læse, skrive og regne, men derudover ophører enigheden om hvad og til hvilket bestemt tidspunkt. Hvad skal man lære, og hvornår?
Det vigtige er, at den begrænsede frihed ikke påhviler barnet, men de voksne. Vi hører uendelige diskussioner om, hvad barnet skal. Men undervisningspligten er ikke barnets byrde – det er de voksnes ansvar.
For barnet er undervisning en rettighed.
Retten til undervisning er retten til at få hjælp til at lære det, som er nødvendigt for at kunne klare sig som voksen. Eftersom børn har forskellige forudsætninger og til enhver tid har forskellige planer med deres liv, vil de også have brug for forskellige ressourcer.
Når man forstår det, forstår man, at undervisningspligten i Grundloven ikke er et krav til barnet, men en forpligtelse for de voksne til at sørge for, at børn har de bedste betingelser for at lære det, de får brug for.
