– om vold, autoritet og et forvrænget menneskesyn
Det er beskæmmende at være vidne til den ophedede debat om vold og øgede magtbeføjelser over børn i folkeskolen. Når man hører Mattias Tesfayes forslag om lærerne skal kunne gribe fysisk ind – ja, helt bogstaveligt trække børn i armhulerne hen over gulvet, hvis de saboterer undervisningen, så lyder skolen mere og mere som et fængsel, hvor de voksne forsøger at holde de oprørte indsatte nede. Hvordan er vi som samfund kommet dertil?
Som hjemmeunderviser ser jeg hver dag, hvordan børn lærer uden for skolens bygninger. Det foregår på alle mulige måder: under åben himmel, på rejser, i familiens samvær og i aldersblandede grupper. Jeg ser hver dag, hvordan børn trives uden for skolen. En virkelighed der står i skærende kontrast til Tesfayes fortælling. Læring er ikke afhængig af klasselokaler, timetal eller disciplinære tiltag.
Politik er en kampplads om narrativer – og i dette tilfælde om menneskesyn. Minister Tesfaye spytter enkle fortællinger ud om PDO, der lynhurtigt samles op, deles og gentages, indtil det står tilbage som en slags sandhed. Det er oneliners, der sælger godt på det politiske marked, men spørgsmålet er hvilket menneskesyn, der ligger bag. Lad os kigge lidt på det.
Hans fortælling er, at uden stærke autoriteter går børn til grunde i kaos. At børn uden voksenkontrol forvandles til en flok små vilde som i Fluernes Herre. Tesfaye siger, at hvis lærerne ikke tør at træde i karakter som autoritet, så går der Fluernes Herre i den.
Fluernes Herre er fiktion. Det er en roman, skrevet af William Golding i 1954, der handler om en gruppe drenge, der styrter ned på en øde ø og ender med at bekrige hinanden. Det er en fantasi om, at når voksne er væk, opløses børnegruppen i vold og kaos. Golding ville vise, hvordan menneskets mørke kan tage over, hvis der ikke er voksne til stede – men det er en litterær metafor, ikke virkelighed.
Men ikke nok med det. Fluer forbindes med ondskab, fordærv og dæmoni. Betegnelsen “Fluernes Herre” er også et navn for Satan, det stammer fra en forvrængning af termen Beel-zebub. Beelzebub er i Det Nye Testamente dæmonernes overherre. Det er netop denne symbolik Golding trækker på. Og det er den samme symbolik, Tesfaye henter frem, når han siger, at hvis de voksne træder et skridt tilbage, går der Fluernes Herre i den.
Mattias Tesfaye trækker dermed på en forestilling med rødder i kristendommen; at barnet fra naturens hånd er præget af synd og onde kræfter, som kun stærk voksenstyring kan holde i ave. Når han advarer mod, at der går Fluernes Herre i den uden autoriteter, viderefører han et menneskesyn, hvor børn i sig selv forstås som farlige, hvis de overlades til frihed.
Det er en forestilling om, at mennesket i sit inderste er voldeligt, egoistisk og kun stærke autoriteter kan holde dem i skak. En bibelsk idé om, at børn uden voksenkontrol falder tilbage i barbarisme og fortabes til dæmoniske kræfter.
Det er med denne fortælling i baggrunden, at øgede magtbeføjelser retfærdiggøres. Et kristent farvet menneskesyn, hvor barnet ses som syndigt og destruktivt, og som får meget konkrete pædagogiske konsekvenser: Skolen må disciplinere børn, ellers bliver de farlige. Denne fortælling er ikke ny. Merete Riisager har gennem flere år fremført et lignende menneskesyn, hvor barnet forstås som iboende syndigt med både godt og ondt, og hvor autoritet, disciplin og sanktioner anses som nødvendige for at lede børn på rette vej. Tesfayes advarsler om kaos uden voksenkontrol viderefører dermed en etableret diskurs, blot pakket ind i andre retoriske greb.
Men Fluernes Herre er fiktion. Tro hører til i kirken. En anden fortælling – den, jeg ser som hjemmeunderviser – er, at børn trives i frihed, når de får lov at udforske verden, danne relationer og indgå i fællesskaber på tværs af alder.
Så hvad siger det om vores menneskesyn, når vi kun kan forestille os børn som fanger, der skal holdes i ave med magt – i stedet for som hele mennesker, der lærer gennem tillid, nysgerrighed og fællesskab?