I Danmark har vi religionsfrihed, men når folkeskolen forsøges indrettet efter et kristent børnesyn, hvor barnet forstås som syndigt eller farligt, bliver tro til pædagogik. Det er ikke længere en privat sag, men en religiøst farvet fortælling, der potentielt former skolens praksis, kommende generationer og hele samfundet.
Det er vigtigt at understrege, at kristendom ikke er én ting. Der findes kristne traditioner, som lægger vægt på tillid og frihed – og som har præget både dansk pædagogik og skolehistorie. Men der findes også en autoritets- og syndebaseret tradition, som ser barnet som moralsk mangelfuldt og derfor med behov for disciplin og lydighedstræning. Det er denne fortolkning, jeg retter kritikken imod.
Jeg vil vove den påstand, at Merete Riisager er en af de helt centrale diskurssættere for netop denne dagsorden. I årevis har hun talt for en skole med stærkere autoriteter, tydelig disciplin og en tilbagevenden til et kristent dannelsesideal. Når Tesfaye i dag argumenterer for øgede magtbeføjelser til lærerne, er det ikke et isoleret udspil, men kan ses som en videreførelse af en retorik og et menneskesyn, som allerede har vundet fodfæste i debatten.
Merete Riisager har gennem flere år været en tungtvejende stemme i debatten om folkeskolen, men hun står som en del af en bredere bevægelse mod mere autoritære strømninger i Danmark og internationalt, hvor “klassiske værdier” igen får fornyet vægt. I dag er hun politisk seniorkonsulent hos Liberal Alliance. Hendes baggrund i pædagogik, forfatterskab til Selvbyggerbørn og tidligere rolle som undervisningsminister gør hende i stand til at præge den offentlige debat. Medier som Berlingske giver hende stor taletid, og hun bruger sociale medier til at videreføre sine ideer, hvilket illustrerer, hvordan individuelle stemmer kan sprede bredere ideologiske tendenser.
Allerede som undervisningsminister kaldte Riisager opgøret med den sorte skole en fejl.[3] Hun nedsatte en arbejdsgruppe med det formål at revitalisere kristendomsfaget i folkeskolen – et initiativ, der kun midlertidigt blev sat i bero, da Pernille Rosenkrantz-Theil tiltrådte, men hurtigt blev genoptaget, da Samfonden trådte til med finansiering.[5] Dermed blev der sat en direkte forbindelse mellem folkeskolens indretning og et kristent livs- og menneskesyn, sådan som Samfonden eksplicit bekender sig til. De støtter i øvrigt også Center for Karakterdannelse.[4]
Efter sin ministertid fortsatte Riisager denne linje i sit forfatterskab. Hun udgav Selvbyggerbørn på Kristeligt Dagblad Forlag. Ifølge Riisager er trivselskrisen og vold i skolerne en konsekvens af, at kristendommen er blevet forvist – og derfor er kristendommen og dens morallære også løsningen. Her citat fra Berlingske:
“Hun vil have dannelsen tilbage i fokus, og det skal ske ved at bringe kristendommen i centrum for en gennemgribende overhaling af folkets skole. En ny fortælling om den danske folkeskole. En genskabelsesberetning, om man vil.
»Dannelse er, når vi beslutter os til, hvad der er vigtigst for vores børn at vide. Vi skal turde prioritere. Dannelse er både kundskaber, det faglige indhold og vores normer for det gode, det onde og vores adfærd. Fælles for alt det er, at kristendommen leverer et svar på, hvordan vi gør det bedre,« siger hun.”[1]
I Selvbyggerbørn, i kapitlet Læren om det gode og det onde, beskriver Riisager, hvordan et møde med en kristen friskole blev skelsættende for hende: “Det gik lige i maven”, skriver hun. Hun kommer til den erkendelse, at “kristendommen og den kristne etik og forståelse af mennesket må fylde mere”.
Riisager kredser om et barnesyn præget af arvesynd og ondskabstematik: “Vi fødes ikke med en iboende evne til at skelne mellem det gode og det onde. Den er vi nødt til at opøve.” Og: “Alle mennesker bærer synden med sig.” Ifølge hende kan videnskaben ikke træde i kristendommens sted. Kristendommen er uerstattelig som moralsk rettesnor og skal fungere som både moralsk kompas og pædagogisk fundament. Fraværet af kristen morallære med tydelige voksne, der anviser ret og vrang, vil ifølge Riisager uundgåeligt føre til moralsk kollaps: “Fællesskabet opløses, og jungleloven råder.” Og: “Fællesskaber (kan) blive splintret i sekteriske grupper, der bekæmper hinanden.”
Indsatsen er høj. Vi taler ifølge Riisager om selve civilisationens overlevelse og samfundets potentielle sammenbrud. Hun skriver ligefrem, at hvis kristendommens dannelseslag hensygner, så “er det selve søjlerne i vores civilisation, der pakkes bort”.
Det kristne barnesyn, som Riisager trækker på, er historisk forankret i middelalderen. Ifølge den kristne lære blev barnet betragtet som syndigt fra fødslen, og opdragelsens opgave var at tvinge det onde ud gennem disciplin, afstraffelse og lydighedstræning. Autoriteten – de voksne, kirken og skolen – skulle forme barnet til et godt menneske. Et ulydigt barn måtte straffes, fysisk eller gennem social isolation. Riisager bløder dette syn op ved at hævde, at barnet både rummer godt og ondt, men hun fastholder, at barnet behøver autoritet, sanktioner og disciplin for at ledes på rette vej.
Det er netop det, Riisager efterlyser: autoritet og disciplin. Hun siger til Berlingske: “Hvis du har en skole, hvor miljøet er truende og forrået, så bliver man nødt til at gribe til nogle andre pædagogiske greb, som handler om autoritet og disciplin.” Og hun foreslår, at skoleledere skal have ret til at smide elever ud.[2]
Op gennem det 20. århundrede gennemgik skolen imidlertid en sekulariseringsproces. Som det er formuleret i Kristendomsfaget i folkeskolen:
“Skolen som kirkens barn kom i puberteten. Der foregik en ydre sekularisering, hvor folkeskolen blev frigjort fra en binding til kirken som institution, og der foregik en indre sekularisering, hvor folkeskolens livssyn og etik blev løsnet fra et kristent grundlag.” [6]
Merete Riisager argumenterer for at vende denne udvikling. Hun ønsker at bringe kristendommens moralske og etiske perspektiv tilbage som fundament for både pædagogik og dannelse – et spor, der dominerede skolen frem til 1930’erne og som først for alvor blev udfordret i 1970’ernes pædagogiske nybrud indtil kristendommen endeligt røg ud af folkeskolens formålsparagraf i 1975. Ifølge hende fungerer kristendommen som en uundværlig rettesnor for, hvad der er godt og ondt, og hvordan børn bør ledes – en tilgang, der tydeligt står i kontrast til skolens historiske sekularisering.
Set i det perspektiv er det ikke overraskende, at Riisager vender sig mod Rousseau, der radikalt brød med kirkens barnesyn ved at sige, at barnet er født frit, godt og som en del af naturen. Rousseaus ideer var fragmenterede og til tider selvmodsigende, men de markerede et historisk vendepunkt. Ideerne blev siden videnskabeligt videreudviklet af blandt andre Piaget, Vygotsky og nyere teorier som Self-Determination Theory. Alle bygger de på arven fra Rousseau, – et organismisk menneskesyn, der handler om at barnet udvikler sig i samspil med sine omgivelser og trives bedst, når det mødes med tillid, autonomi og mulighed for selvvirksomhed.
Riisagers ståsted bygger derimod på en religiøst forankret moraltradition, som Rousseaus idéer brød med – en tradition, der historisk har legitimeret disciplin, straf og lydighedstræning.
[3]https://www.folkeskolen.dk/riisager-det-fuldstaendige-opgoer-med-den-sorte-skole-var-en-fejl/
[4]https://www.folkeskolen.dk/center-for-karakterdannelse-saadan-haenger-det-sammen/
[6]https://kpi.dk/wp-content/uploads/2024/10/kristendomsfaget_i_folkeskolen.pdf