Når man følger debatten om tidens disciplinærproblemer i folkeskolen – fortællingerne om vold, uro og respektløshed, som søges løst med stærkere autoritetstro, øgede magtbeføjelser og en genoplivning af børnesyn præget af kristen arvesynd – så er det måske ikke helt tilfældigt.
I hvert fald ikke, hvis man ser på skolens historie.
De fleste går nok rundt og tror, at skolen er et moderne, demokratisk projekt – kulminationen og kronjuvelen på det sekulære oplysningsideal.
Det moderne samfunds stolthed, med fødderne solidt begravet i rationalitet og videnskab.
Men det er ikke tilfældet. Skolen er et barn af kirken. Grundstrukturen og den pædagogiske kultur blev formet i en tid, hvor lydighed og autoritetstro var bærende idealer – både i kirken og i samfundet.
Den amerikanske professor i psykologi, Peter Gray, beskriver i sin bog Free to Learn, hvordan skolen er dybt forankret i kristendommen. Hvordan protestantismen – langt mere end katolicismen – fremmede idéen om almen og universel uddannelse. Martin Luther mente jo, at sjælens frelse afhang af, at alle lærte at læse og forstå Bibelen selv.
Pietismen tog Luthers idé om tro og universel skolelæring skridtet videre. Bevægelsen opstod i 1700-tallet som en kristen vækkelse sideløbende med oplysningstiden – og som en reaktion mod dens fokus på fornuft. Kong Christian den 6. var pietist, og under hans regeringstid blev pietismen statsreligion.
Hvor Luther mente, at troen alene kunne frelse sjælen, mente pietisterne, at troen også måtte vise sig i handling. Det var ikke nok at tro, man skulle også leve et fromt og helligt liv.
I 1739 indførte Christian den 6. skolepligt (ganske vist ikke for alle) med skoleforordningen, primært for at forberede børnene til den obligatoriske konfirmation. Skolelovens pietistiske formål var altså først og fremmest religiøst.
Med forordningen blev skolehold et statsligt projekt, men undervisningen blev indlejret i landets kirkeorganisationer, og skolen blev drevet af præster, der også havde tilsyn med lærerne.
Med Almueskolevæsenet i 1814 overtog den enevældige stat ansvaret. Skolegangen blev nu obligatorisk for alle børn, omend forskelligt i by og land. Formålet var at opdrage børn til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den kristne lære, samtidig med at de tilegnede sig de kundskaber og færdigheder, der var nødvendige for at blive nyttige borgere i staten.[2]
Da Danmark indførte Almueskolevæsenet var inspirationen fra Preussen tydelig. Det preussiske skolesystem blev betragtet som en efterstræbelsesværdig model. Den preussiske stat var kendt for sin disciplin, orden og stærke centralmagt. Undervisningen blev et redskab til at forme lydige og gudsfrygtige borgere, som kunne tjene både kirken og staten. Man kan sige at skolen blev børnenes kirke:
“I den forstand var skolen børnenes kirke, en opfattelse, der ikke mindst prægede konservative kredse i Preussen (…). Derfor spillede kirken i såvel Danmark som Preussen også en central rolle i skolevæsenet helt ned i den enkelte skole, hvor undervisningen blev nøje overvåget af den lokale præst, der skulle sikre, at eleverne blev undervist i den rette lære.” [1]
Selvom oplysningstiden havde vundet indpas, forblev skolens format præget af pietismens og den preussiske ånd. En kombination af kristen moral og statslig kontrol. Skolen blev et statsligt projekt – ikke længere alene for sjælens frelse, men hele nationens. Det skulle gå helt til 1975, før teologien officielt blev fjernet fra folkeskolens formålsparagraf, og skolen dermed formelt blev sekulær.
Man bør vide at skolesystemet ikke er et produkt af videnskab og logik; det er et produkt af historien. En historie der med tiden har skabt en række vedtagne “sandheder”, som gennemsyrer hele samfundet. Som at børn skal belæres af vidende voksne, i ensartede grupper, siddende stille, og at egentlig læring kun sker i skolen.
Dette system af “sandheder” kan måske virke lidt karikeret, men vi genkender det alle fra skolelivet.
Måske overser vi, at skolen er et barn af kirken, fordi vi går og fortæller os selv – og hinanden – at skolen er et moderne oplysnings- og frigørende projekt. Det er den delvist også, men det er ikke sådan, skolen blev født. Skolen er i sit væsen, dengang som nu, en disciplinerende institution.
Den franske filosof Michel Foucault skrev i Overvågning og Straf, at skolen kan forstås som mere end et sted, hvor der sker undervisning. Den former også børn. Gennem normer, rutiner, tidsstyring, regler og hierarkier lærer børnene ikke bare, hvad de skal lære, men også hvordan de skal opføre sig.
Børn i skolen har ikke frihed til at bestemme, hvor de skal være, hvad de skal lære, hvornår de må tale, hvornår de må spise eller lege. De er underlagt et system af disciplinærmagt – med voksenkontrol, overvågning, sanktioner og vurderinger.
Børnene styres og formes efter en forudbestemt kollektiv orden, så reglerne gradvist internaliseres. Over tid akkumuleres ikke bare viden og kompetencer, men også et net af sociale regler for, hvordan man opfører sig i et hierarkisk, normstyret fællesskab.
I kirken stod præsten ved alteret og prædikede, som læreren i dag står ved katederet og belærer sine elever. I datidens skole med Guds ord, overvåget af præster for at tilse den rette kristne lære, i dag med faglig viden, overvåget af staten for at sikre det rette politisk bestemte lærestof. Strukturen er den samme, én præst til et kirkerum, én lærer til et klasserum.
Skolens design er støbt i kristendommens form. Den blev født ind i et hierarkisk system, og meget af datidens lydighedspædagogik lever lystigt videre under nye sekulære former.
Måske er den største illusion, vi lever med, troen på, at skolen eksisterer for børnenes skyld – at den blev skabt for at fremme deres trivsel, nysgerrighed og udvikling. Men skolen blev aldrig til, fordi man så barnet som mål i sig selv. Den blev skabt i kirkens billede og for at tjene statens behov.
Måske er det derfor, konflikterne i dag føles så uløselige. Vi forsøger stadig at få en institution, der blev bygget til kontrol, til at fungere som et sted for frihed.
Så de jubelglade, der tror, de har fundet løsningen på uro og disciplinærproblemer, bør spørge sig selv, om konflikten i virkeligheden handler om børnene – eller om skolen stadig er låst fast i sit kristne, autoritære ophav?
[1] https://uddannelseshistorie.dk/wp-content/uploads/2020/08/kim-furdal-2016.pdf