Når Tesfaye siger at vi skal have disciplin tilbage og mere autoritet, er det værd at minde om, hvordan det var i “gode gamle dage” under enevælden og før Grundloven. Det kan man få et levende indblik i ved at læse Knud Ottesens selvbiografi En landsbylærer ser tilbage. Her beskriver han både sin undervisning og det samfund, han boede i, herunder de vilkår han arbejdede under. Materiellet var i dårlig forfatning, og børnene ligeså. Magtstrukturen var stadig stærk selvom nye tanker spirede. Knud Ottesen kunne med sindsro svinge tampen over de uvorne lømler, der skabte uro i klasseværelset.
En dag i en læsetime, skriver han, var der vedvarende uro på den næstøverste drengebænk:
“Jeg måtte da helt standse og holde forhør og fik da ud, at dette kom fra en dreng, der sad midt på bænken med 2 udenfor og 2 indenfor sig, og stak de andre med knappenåle. Jeg bød ham da komme hen til mig i den hensigt, at jeg vilde give ham en mindre straf; men han vilde ikke komme. Jeg lod da de 2, som sad udenfor ham, gå af vejen, hvorefter jeg tog ham i kraven og trak ham fra bordet, i hvilket han havde taget fat med begge hænder, og gav ham et par slag med tampen over skuldrene.”
Knud Ottesen handlede ikke kun ud fra sin egen private pædagogik, men i overensstemmelse med samtidens normer og kultur. Han havde hjemmel i Anordningen for Almueskolevæsenet fra 1814, der udgjorde det juridiske grundlag for undervisningen, og vidste, at det kunne få alvorlige konsekvenser at udfordre autoriteter – i værste fald kunne modstand mod magthavere få fatale følger. Hans opgave var at lære drengene lydighed og få dem til at bøje hovedet – en rolle, som samtidens samfund betragtede som både nødvendig og legitim. Han beskriver også en henrettelse, der viser, hvor alvorligt autoritet og lydighed blev forstået i den tid.
En skildring der er så sanselig, at man næsten får fornemmelsen af selv at være til stede. Han troede han skulle se henrettelsen af en ond hekseagtig kvinde, men så en smuk, uskyldig udseende kvinde på næppe meget over 20 år. Præsten sang med bævende stemme salmeverset “når mit hoved sig skal bøje”.
“Præsten tog hende ved hånden og førte hende hen til skafottet, hvor skarpretteren, der var sortklædt som en af de andre herrer, med en saks gennemskar hendes kjole ned ad ryggen, blottede hendes hals og skuldre, bandt hende et hvidt tørklæde for øjnene og hjalp hende til rette med at lægge sig på blokken. Hurtigt vendte han sig derpå om, kastede det omtalte røde klæde til side, greb den derunder liggende økse og hævede den til dødshugget. I dette øjeblik kunde jeg ikke lade være med at lukke øjnene; men lyden af det faldende hug bragte mig til igen at åbne dem, så at jeg så det blodige hoved trille ned fra blokken, og ansigtsmusklerne i nogle øjeblikke bevæge sig. Derpå tog skarpretteren hovedet og, idet han drejede sig helt omkring, viste dets ansigt frem til alle sider”.
Sammenlignet med henrettelsen virker Ottesens pædagogik i skolen næsten blid. Men begge dele afspejler et samfund, hvor kontrol og lydighed blev betragtet som moralsk nødvendigt.
Når politikere i dag taler om behovet for disciplin, rammer og respekt for læreren kan man høre et ekko fra fortiden: At bøje hovedet er målet – friheden underordnet.
Ved at studere fortiden får vi perspektiv på nutidens skoledebat. Mange af de spørgsmål, der i dag formuleres som pædagogiske eller politiske, er bare gamle magtforhold i nye klæder. Vi lever i en tid, hvor autoritære og religiøse tendenser igen vinder frem – globalt og nationalt.
Skolens grundlæggende magtlogik har ikke ændret sig. Den former stadig børn i overensstemmelse med samfundets idealer. Spørgsmålet er bare, hvis idealer det er – og om børnene nogensinde får lov til at være andet end råmateriale for voksenbestemte formål.
Man kan måske godt skabe fred og ro i klasseværelset med hård magt.
Men fred og ro er ikke det samme som frihed.
Historien viser os, at lydighed kan sikre orden – men aldrig frihed.
Reformpædagogikken er efter en kort opblomstring på retur og den sidste rundkreds i børnehaven og skolen er brudt. Det kristne nationalkonservative børnesyn er på hastig fremmarch og tiden hvor skolen var til for barnets skyld er endegyldigt på vej væk og barnet som statens lydige værktøj er fuldbragt. De sidste 50 års reformer bliver endelig rullet tilbage.