Når man følger den højspændte debat om folkeskolen, får man let det indtryk, at eleverne styrer slagets gang, og at lærere konstant må stå på tæer for at tilfredsstille børnenes luner. Men det billede har meget lidt med virkeligheden at gøre. Forskningen viser nemlig det stik modsatte: I klasselokalet er det læreren, der fylder det meste – både i tale og i beslutninger. Ifølge undervisningsforsker Tina Høgh er det kun en lille håndfuld elever, der reelt kommer til orde. Resten bruger kræfterne på at regne ud, hvad læreren vil høre, ikke på at udtrykke sig selv. Nogle melder sig helt ud. [1]
Folkeskolen er bygget på traditioner, ikke på viden. Man holder hårdnakket fast i arbejdsformer, der blev udviklet længe før vi vidste noget som helst om motivation, læringsmiljøer eller børns trivsel. Verden forandrer sig, men skolen står stille. Og i den stilstand er det læreren, der bestemmer alt: Hvad der skal læres, hvordan det skal læres, og hvornår. Børnene har stort set ingen indflydelse på deres egen dag.
Det er ikke forskningen, der mangler. Men det er ikke den, der bliver praktiseret.
Børn bliver nemlig ikke lyttet til – hverken i praksis eller på papiret. Som Børnerådet konkluderer i en nylig rapport, svigter folkeskolen systematisk børns ret til selvbestemmelse.[2] Det er en bemærkelsesværdig konklusion i et land, der ellers ynder at se sig selv som et demokrati. Demokrati for voksne, vel at mærke. For børn gælder helt andre spilleregler.
I folkeskolen er det læreren, der taler, og børnene, der tier. De skal ikke bidrage, men indordne sig. De skal ikke tænke selv, men lære at give de rigtige svar. Man kan kalde det meget, men det er svært at kalde det børneinddragelse – eller demokrati som livsform.
[2]https://www.boerneraadet.dk/vi-arbejder-for/aktuelle-projekter/medbestemmelse-i-undervisningen/