Ideen om, at der eksisterer en essens eller et kernestof, som alle børn nødvendigvis må igennem, er et dybt ideologisk synspunkt. Når man taler om ting, “der bare skal læres”, fremstilles indholdet som en naturlig og uomgængelig nødvendighed – som noget, der findes i verden uafhængigt af menneskelige valg.
Men i virkeligheden er kernestof altid udvalgt. Og det udvalg er aldrig neutralt. Det er historisk, kulturelt og politisk betinget og afspejler forudbestemte forestillinger om, hvad viden er og hvad et barn er.
Forestillingen om kernestof kobles samtidig med idéen om, at denne udvalgte viden skal tilegnes i en bestemt rækkefølge. Læring tænkes som en trinvis, progredierende proces, hvor alle børn forventes at bevæge sig fremad i samme tempo og i samme orden. Man ser for sig en lineær udvikling, hvor A nødvendigvis må komme før B, og hvor afvigelser forstås som problemer, der skal rettes.
Men børn udvikler sig ikke nødvendigvis lineært. Læring følger ikke én naturlig orden, der kan planlægges centralt. Interesse, nysgerrighed og forståelse opstår ofte springvis, uforudsigeligt og i sammenhænge, der ikke lader sig indpasse i et skema. Hvad, der giver mening for ét barn på ét tidspunkt, kan være uinteressant eller ubegribeligt for et andet.
Hvis et barn for eksempel virkelig interesserer sig for hvaler, hvorfor skal det så vente med at beskæftige sig med hvaler, til det passer ind i den planlagte læseplan? Hvaler rummer biologi, matematik, sprog, geografi, historie og etik. De rummer spørgsmål om liv, død, klima, menneskets ansvar og verdens sammenhænge. Alligevel tillader skolesystemet ofte først denne interesse, når den kan placeres korrekt på skemaet og i læseplanen.
Forestillingen om en kerne kræver konstant politisk og kulturel opdatering for overhovedet at kunne opretholde illusionen om uforgængelighed.
Paradoksalt nok gør det netop idéen om en kerne mere flydende end mange andre tilgange til læring – fordi det, der påstås at være uforanderligt, i praksis hele tiden må genforhandles.
Kernestof er ligeså flygtigt som røgen fra et bål.
En kommentar til “Illusionen om kernestof”
Igen en meget begavet kommentar fra Lotte von Cappelen. Oplysningstidens tanke om Skole er vi nødt til at udfordre, for vores samfund har ændret sig. Fra oplysningstiden, uddannelsen af almuen til at kunne blive demokratiske borgere, over modernitetens effektiviseringstænkning og til det senmoderne, hvor vi begynder at gøre op med tanken om det super effektive menneske.
Viden er ikke længere fast. Alle der har taget en akademisk uddannelse ved, at sandheder findes kun i bestemte perspektiver. Det der er sandt i et perspektiv, kan være forkert i et andet perspektiv. Metoden og teorien, som er humanvidenskabens og socialvidenskabens måleapparater, bestemmer resultatet.
Derfor er tilegnelse er bestemte typer af sandheder eller bestemt stof som er udvalgt af nogen som synes det er vigtigt ikke brugbart i dag.
Simpelthen fantastisk skriv i et sprog, som jeg tror en skolelærer også vil kunne forstå.