Nu, hvor verden forandrer sig hurtigere, end vi kan begribe, hvor verdensordenen er i opløsning, og magtbalancer forskydes, hvor Trump planlægger at invadere Grønland og hvor pædagogiske brigader køres frem med ideer om én vej frem – gennem stærkere autoritet og mere disciplin som redning til de fortabte børn i en urolig verden. Når fortællingen lyder, at børn har fået for meget frihed og for lidt retning, og at folkeskolen derfor må strammes op for at levere “kerneopgaven”, er det værd at huske, at fortællingen ikke er ny.
Tilbage i slutningen af 1930’erne rettede den amerikanske pædagog William Bagley (1874–1946) et skarpt kritisk blik mod den progressive uddannelsesbevægelse i USA. Bagley var en central skikkelse inden for den såkaldt essentialistiske pædagogiske tradition og argumenterede for, at skolens primære opgave var at sikre faglig grundighed, autoritet og disciplin. Han forholdt sig stærkt kritisk til den progressive pædagogik – med dens vægt på elevcentreret læring og eksperimenterende undervisningsformer – som han anså for at være svækkende for både børn og samfund.
Ifølge Bagley bidrog denne pædagogiske retning til sociale problemer, herunder stigende kriminalitet, fordi den efter hans opfattelse indebar en udvanding af faglige krav og en nedtoning af disciplinens betydning.
Uddannelseshistorikeren Gerald L. Gutek, professor ved Loyola University Chicago, har gennem flere årtier beskæftiget sig med uddannelsessystemets idéhistorie og pædagogiske strømninger. Han har skrevet en række centrale værker om uddannelsens historie og filosofi og er kendt for sine analyser af, hvordan pædagogiske idéer gentagne gange genopstår i nye historiske sammenhænge – ofte som svar på samfundsmæssig uro.
I sin gennemgang af amerikansk skolehistorie refererer Gutek til Bagleys kritik af progressivismen og bemærker, at Bagley identificerede to hovedårsager til det, han beskrev som USA’s uddannelsesmæssige malaise: for det første dominerende pædagogiske teorier, herunder progressivismen, som han betegnede som “essentially enfeebling”, og for det andet en lempelse af de akademiske standarder i skolesystemet:
“Despite educational expenditures in the United States, there was a noticeable increase in the rates of crimes. Bagley identified two specific causes of America’s educational malaise; 1) dominant educational theories, such as Progressivism, were ‘essentialy enfeebling’, and 2) the relaxation of academic standards in many school systems.” [1]
Argumentet er siden blevet gentaget igen og igen: Når samfundet oplever uro, peges der på skolen – og især på børnene – og svaret bliver mere disciplin, mere autoritet, mindre frihed. Når Tesfaye taler om at gøre op med “blød og slatten pædagogik”, forveksler han kompleks samfundsudvikling med pædagogisk “svaghed” og bruger børn som kompensation for voksnes manglende evne til at håndtere forandring.
Historien viser, at lydighed og disciplin ikke rækker i en foranderlig verden; at skolen ikke kan forudse fremtiden; og at frihed for børn ikke er en luksus, men en nødvendighed, hvis man oprigtigt vil forsvare den frie verden.
Som A. S. Neill, grundlægger af Summerhillskolen, skrev i 1968 [2]:
Hvis vi virkelig ønsker at sikre et liberalt demokrati, er frihed vejen frem. Et liberalt demokrati bygger ikke på blind lydighed, men på mennesker, der kan tænke selv, tage ansvar, indgå i fællesskaber uden at blive opslugt af dem, og – ikke mindst – sige magten imod, når det er nødvendigt. Ellers ender vi med borgere, der pligtskyldigt går op i at følge togplanen til Auschwitz – uden at stille spørgsmål.
Hannah Arendt mindede os om, at det politiske system presser sine borgere og de fællesskaber, de færdes i. Det 20. århundredes mest uhyggelige opdagelse er, hvor plastiske mennesker er – langt mere, end vi forestiller os.
Hvis vi ønsker et samfund med frie borgere, må vi begynde med at tage børns frihed alvorligt. Ikke som noget, de får senere, når de er færdigformede, men som noget, der former dem her og nu.
Referencer:
[1] Gutek, G. L. Philosophical and Ideological Perspectives on Education.
[2] Neill, A. S. Problemlæreren.