Hvis der er noget, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig i disse tider, hvor demokratiske samfund bevæger sig i en stadig mere autoritær retning, så er det efterspørgslen på netop dét: autoritet – fra meningsdannere, politikere og ja, også blandt fraktioner af lærerstanden og i befolkningen generelt.
Børn udnævnes til PDO’er. Der tales om manglende respekt. Om børn, der ifølge folkeskolelærer Maja Rømer “driver læreren rundt i manegen og derved reelt spolerer undervisningen”.[1]
Det er værd at understrege, at det ofte er skolelærere, der i ren afmagt argumenterer sig selv ind i en åleruse. Presset af urealistiske forventninger, kæmpestore klassekvotienter og et udsultet skolesystem med minimal handlefrihed, får ideen om mere kontrol og autoritet til at fremstå som den eneste løsning – som om skolen konstant befinder sig i undtagelsestilstand.
Men det er også en opfattelse, der gør børn til problemet – og autoritær styring til løsningen. Sproget legitimerer øget kontrol, sanktioner og indgreb – ikke fordi børn har gjort noget strafbart, men fordi de ikke lever op til normerne.
Der er mange, der taler om, hvad børn i skolen ‘skal’:
- De skal tie stille.
- De skal sidde ned.
- De skal gøre, som de voksne siger.
- De skal engagere sig.
- De skal deltage.
- De skal møde op.
- De skal læse 20 minutter om dagen.
Men kigger man i folkeskolens formålsparagraf, er det ikke børnene, der ‘skal’ noget – det er folkeskolen.
Det er skolen, der skal give kundskaber og færdigheder. Det er skolen, der skal give eleverne lyst til at lære mere. Det er skolen, der skal fremme den enkelte elevs alsidige udvikling, fantasi og virkelyst – og forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.
Spørgsmålet er derfor ikke, om børnene lever op til skolens krav, men om skolen lever op til sit formål: om den skaber rammer, hvor børn kan udvikle dømmekraft, nysgerrighed og lyst til at tage ansvar – eller om den i praksis først og fremmest træner lydighed og et fastlåst adfærdskodeks.
Alligevel er det børnene, der i praksis bærer byrden. De underlægges et voksenstyret system af uendelige krav og kontrol, som ville være fuldstændig utænkeligt, hvis det gjaldt voksne.
Som psykolog og forsker Peter Gray peger på, indebærer tvungen skolegang en systematisk fornægtelse af børns frihed – uden begrundelse og uden retssikkerhed. I et demokratisk samfund er det et grundprincip, at man ikke må fratage et menneske friheden uden tungtvejende grunde og en retfærdig proces. En voksen kan kun frihedsberøves, hvis det kan bevises ved en domstol, at vedkommende har begået en forbrydelse eller udgør en alvorlig fare for sig selv eller andre.
Alligevel frihedsberøver vi børn. Ikke fordi de har gjort noget, men fordi de er børn.
Op mod 27.000 timer af deres barndom tilbringes i institution, før de bliver ‘frie’ – først i daginstitution, siden i skolen. Vi gør det kollektivt og på forhånd, uden videnskabelig dokumentation for, at børn som gruppe udgør en fare, hvis de ikke indespærres i børnehaver med hegn og senere i skolesystemet.
En sådan dokumentation findes ikke. Tværtimod peger betydelig evidens på det modsatte: at børn er i stand til at lære, udvikle sig og tage ansvar uden tvang, når de har frihed og adgang til meningsfulde fællesskaber.
Professor i statskundskab Agustina Paglayan beskriver i Raised to Obey, at masseuddannelse oprindeligt blev udviklet som et redskab til at disciplinere og kontrollere børn, så de blev lydige borgere – ikke primært for at fremme frihed eller lighed. Hendes forskning viser, at dette oprindelige formål om kontrol stadig præger mange uddannelsessystemer i dag, og understøtter dermed, hvorfor børn fortsat systematisk underlægges regler, rutiner og autoritet frem for at opnå reel autonomi.
Bør det ikke være et ideal for skolen at gøre børn i stand til at leve autonome liv? Hvis ikke, hvad er alternativet? At opdrage mennesker til afhængighed, tilpasning og ydre styring? Det harmonerer dårligt med et samfund, der samtidig siger, at det bygger på frihed, demokrati og personligt ansvar.
Autonomi betyder ikke grænseløshed eller fravær af fællesskab. Det betyder evnen til at tænke selv, træffe valg, tage ansvar for egne handlinger og indgå i sociale sammenhænge som et myndigt menneske. Hvis skolen ifølge formålsparagraffen skal forberede børn til deltagelse i et samfund med frihed og folkestyre, må den understøtte netop disse evner.
Problemet opstår, når midlerne med magtanvendelse står i modsætning til målet om frihed. Når børn systematisk fratages indflydelse over deres egen tid og læring, mens de samtidig forventes at udvikle ansvar, dømmekraft og demokratisk sindelag. Man kan ikke øve autonomi uden frihed – ligesom man ikke kan lære demokrati uden reel deltagelse.
De 10.000 små veje mod diktatur starter ikke med én magtsyg, narcissistisk politisk leder. De starter med de tusind små beslutninger, der langsomt skubber et samfund væk fra frihed og demokrati:
- Hver gang vi taler mere om tryghed end frihed.
- Hver gang vi sætter fællesskabets behov over det enkelte individs ret.
- Hver gang hensynet til flertallet bruges til at køre et mindretal over.
- Hver gang voksnes magtbeføjelser udvides, mens børns retssikkerhed indskrænkes.
Vejen mod demokrati går gennem frihed, ansvar og deltagelse. Den starter med børnene. Den starter i skolen.
Hvis vi systematisk fratager børn deres frihed, lærer dem at underordne sig uden spørgsmål og belønner lydighed frem for dømmekraft, planter vi kimen til et samfund, hvor autoritet og kontrol bliver normen – og hvor demokrati og frihed bliver undtagelsen.
Set i det lys bliver spørgsmålet ikke, om børn kan håndtere autonomi, men hvorfor vi er så villige til at fratage dem den. Og hvad det siger om vores tillid til børn – og til demokratiet selv.
Referencer
- Gray, P. (2013). Free to Learn.
- Paglayan, A. S. (2021). Raised to Obey.