Når man ser på samtlige partiers forslag til forbedringer af folkeskolen, kredser de om de samme greb: klassestørrelser, flere voksne, ændret brug af tests og karakterer, flere lektier, skolemad, længere læreruddannelse, flere midler til udsatte skoler, fysiske materialer og mulighed for niveauinddeling.
Det er med andre ord variationer over, hvordan skolen skal være – ikke hvor meget den skal fylde i børns liv.
På tværs af ideologiske skel er der et påfaldende fravær af partier som taler om at forkorte skoletiden eller give børn mere fritid.
Diskursanalytisk peger det på en fælles, underliggende antagelse om, at den udvidede skoletid, som blev indført med folkeskolereformen 2013, ikke blot er et politisk valg – men en nødvendighed.
Mængden af skole fremstår dermed som en naturgiven ramme. Noget, der ikke længere diskuteres, men tages for givet.
Den netop afgåede SVM-regering ændrede med deres storslåede “frisættelse af folkeskolen” kun skoletiden minimalt for de yngste elever.
Tiden i klasselokalet er i praksis uændret. Tempoet er ikke sat ned. Kravene er ikke blevet færre. Blusset er stadig skruet helt op.
Man har diskuteret indhold (kernestofideologi), metoder (autoritet og disciplin) og organisering – men ikke selve omfanget.
Det mest indgribende greb – at give børn mere tid tilbage – er fortsat uden for det politisk tænkelige.
Men hvad hvis mere tid ikke giver mere læring?
Dermed bliver et centralt spørgsmål usynligt:
Om mere tid i skolen faktisk er lig med mere læring – eller om det tværtimod kan være en del af problemet.
Det interessante er, at historien faktisk rummer eksempler, der udfordrer netop den antagelse.
I 2011 ramte et voldsomt jordskælv Christchurch i New Zealand. 163 folkeskoler og gymnasier blev påvirket, de fleste lukkede i flere uger, og undervisning foregik i telte og under markiser. Alligevel viste senere analyser, at eleverne ikke klarede sig dårligere i deres videre færd uddannelsessystemet. Selv med halve skoledage og et system i total opløsning klarede eleverne sig overraskende godt.[3]
Under lærerlockouten 2013 i Danmark blev undervisningen sat helt i stå. Alt det, vi normalt betragter som forudsætningen for læring, forsvandt midlertidigt. Alligevel steg karakterniveauet ved afgangseksamen.[1]
De to eksempler peger på det samme:
At børn kan lære og udvikle sig, selv når skoletiden reduceres drastisk – eller forsvinder i en periode.
Men hvad sker der, hvis man ikke blot tvinges til det i en krise, men bevidst organiserer læring anderledes?
I 1929 gennemførte skoleinspektør L.P. Benezet et radikalt eksperiment. Han undlod at undervise i matematik i de første seks skoleår og erstattede det med læsning, samtale og praktisk erfaring med matematik. Først i syvende klasse blev formel matematik introduceret.
Resultatet var slående: Eleverne indhentede hurtigt deres jævnaldrende, der havde modtaget traditionel matematikundervisning – og overhalede dem endda i problemløsning og abstrakt tænkning. [2]
En blind vinkel i skoledebatten:
Fraværet af diskussion om skoletid afslører en dybt indgroet opfattelse af skolen som et uomgængeligt og altomsluttende rum.
Frihed, fordybelse og autonomi for børn tænkes ikke som noget, der kan opstå uden for klasseværelset – men som noget, der skal skabes inde i det.
Og tænk engang:
For at skabe frie, autonome og kloge børn må de nødvendigvis opholde sig i skole minimum 30 timer om ugen gennem hele deres barndom.
Er det virkelig den eneste vej?
[1] https://www.dr.dk/nyheder/indland/hoejere-eksamenskarakterer-efter-laerer-lockout
[2] https://www.nytimes.com/1986/06/10/science/about-education-learning-math-by-thinking.html