Klimaforskere siger, at det der sker i Arktis, ikke bliver i Arktis. Det samme kunne man sige om folkeskolen.
Vi har religionsfrihed i Danmark. Vi har også skolefrihed gennem Friskoleloven, hvor man i vid udstrækning kan drive skole efter egne overbevisninger.
Men folkeskolen er ikke et privat projekt. Den er et fælles anliggende, der præger hele samfundet – og dermed også et politisk og værdimæssigt spørgsmål, der angår os alle.
Derfor er der grund til at interessere sig for de tilnærmelser, karakterdannelsesbevægelsen gør sig til en sekulariseret folkeskole – herunder ambitionen om at genindføre karakterdannelse i folkeskolens formålsparagraf.
Og derfor bør man læse det med småt. Se de diskurser, der udgår fra Center for Karakterdannelse og dets fageksperter, efter i sømmene.
Når man for eksempel læser antologien Karakterdannelse – højnelse til humanitet (2025), skrevet af en række fageksperter tilknyttet Center for Karakterdannelse, præsenteres man for karakter og dyder som noget nær universelt og almenmenneskeligt med rødder i græsk filosofi.
Men det er værd at have in mente, at centret er støttet af Samfonden, som arbejder for at fremme kristne værdier i samfundet, – ikke kristne værdier fra den mere moderate folkekirkekristendom vel at mærke. Stifter af Samfonden, Søren Toft Jensen, er knyttet til Luthersk mission [1]. Luthersk Mission er ifølge historikeren Jes Fabricius Møller noget af det nærmeste, man kommer en kristen fundamentalistisk bevægelse i Danmark. [2]
Det er også værd at bemærke, at karakterdannelse ikke kun er et dansk projekt. I England er en pendant, Jubilee Centre for Character and Virtues, der arbejder med samme idé og efter samme skabelon – støttet af Templeton Foundation. Også her præsenteres ‘dyder’ som universelle, selvom de udspringer af bestemte værdigrundlag. [3] Begge centre arbejder med at udbrede, hvilke moralske egenskaber skoler skal indprente i børn.
Jerry A. Coyne peger på, at Templeton Foundation er en ekstremt velhavende organisation, der udspringer af en ambition om at finde videnskabelig støtte for religiøse forestillinger om Gud. Ifølge Coyne kan denne form for finansiering bidrage til det, han kalder “accommodationism” – altså en bevægelse, hvor videnskabelige spørgsmål gradvist formuleres i retning af religiøse tolkninger.
Tilbage til antologien.
Blandt bidragyderne er Ove Korsgaard, professor emeritus i pædagogik ved DPU, der i sit bidrag “At blive et menneske man kan regne med – dydsetikkens pædagogiske tradition og relevans i dag” forenkler dydsetikkens idéhistorie ved at samle forskellige traditioner til én “klassisk dydsetik udgået fra Aristoteles”. Korsgaard omtaler Aristoteles som dydsetikkens fader.- At fremhæve Aristoteles som dydsetikkens fader er i sig selv uproblematisk. Problemet opstår, når han uden videre kobles til de såkaldte kardinaldyder. Den struktur stammer ikke fra Aristoteles, men forbindes historisk med Thomas Aquinas, der integrerede dydsetikken i en kristen teologisk ramme med begreber som arvesynd og nåde.
I Korsgaards fremstilling nedtones de senere religiøse og disciplinære aspekter, og han får dermed dydsetik og karakterdannelse til at fremstå mere neutrale og sekulære, end de historisk set er.
Denne betoning bliver endnu tydeligere i Korsgaards valg af historiske forbilleder. Her fremhæves blandt andre Ove Malling, Johan Friedrich Herbart og Thomas Arnold som eksempler på, hvordan dyder kan indarbejdes i karakteren.
Ove Malling var en embedsmand, der i 1777 udgav Store og gode handlinger af danske, norske og holstenere – et værk centreret om 18 borgerdyder med det klare formål at styrke nationalfølelsen og understøtte den enevældige stat.
Denne politiske og ideologiske ramme træder imidlertid i baggrunden hos Korsgaard, der i stedet betegner værket som et identitetspolitisk skrift. Men hos Malling står religion øverst i et dydshierarki. Allerførste dyd er netop religion – beskrevet som “moderen til al dyd” og som forudsætningen for moral, lykke og menneskelig stræben. Uden lydighed mod Guds vilje fremstilles mennesket som retningsløst og ude af stand til at udøve sand dyd.
Et andet eksempel er Johan Friedrich Herbart. I Korsgaards tekst fremhæves han som grundlæggeren af moderne pædagogik som videnskab, men uden at det børnesyn, hans pædagogik hviler på, foldes ud. Hos Herbart er opdragelse selve kernen. Barnet forstås som et væsen, der skal formes gennem disciplin, undervisning og moralsk påvirkning.
“Viljeløst kommer barnet til verden”, skriver Herbart – og opdragelsens opgave er at bringe barnets vildskab og begær under kontrol gennem konsekvent påvirkning og tvang, indtil det udvikler en vilje i overensstemmelse med samfundets normer.
Et tredje eksempel er den britiske skoleleder Thomas Arnold, rektor for Rugby School. Hos Korsgaard fremstår Arnold som en pædagog, der satte karakter over kundskaber og brugte sport som et middel til karakterdannelse.
Men også her forbliver det underliggende børnesyn usagt.I Visions of Childhood beskriver John Cleverley og D. C. Phillips Thomas Arnolds syn på drenge som grundlæggende tilbøjelige til moralsk forfald. Skolen skulle fungere som en rensende institution, der kunne modvirke denne tendens. Frihed og uafhængighed blev ikke betragtet som mål, men som risici – noget, der kunne føre til forfald, hvis det ikke blev holdt i ave.
Fælles for disse forbilleder er ikke blot ‘karakter’, men en pædagogik, hvor mennesket formes efter bestemte idealer – i et tæt samspil mellem religion, disciplin og statens behov.
Fortællingen om ‘karakterdannelse’ præsenteres af Ove Korsgaard i en mere sekulær og socialt acceptabel form, end dens idéhistoriske rødder tilsiger. Bag snakken om karakterdannelse ligger et bestemt børnesyn: at barnet skal formes – og at nogen allerede ved, hvad det skal formes til.
Dét er præmissen.
Barnet er ikke nok i sig selv. Derfor er der brug for autoritet og derfor er der brug for opdragelse. Nogen’ – altså lærerne ved, hvad et ‘godt menneske’ er, og derfor bliver skolen det sted, hvor det sker.
Derfor bør man læse det med småt: Hvor kommer begreberne fra, hvem har defineret dem – og hvorfor skal de gælde i dag? Hvem bestemmer egentlig, hvad et ‘godt menneske’ er?
Webkilder
[1]https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/til-kamp-mod-middelmaadigheden-i-kirke-og-samfund
[3]https://www.jubileecentre.ac.uk/about/2022-the-jubilee-centres-10th-anniversary-year/
Litteratur
- Faith vs. Fact, Jerry A. Coyne, 2015
- Karakterdannelse – højnelse til humanitet, 2025
- Visions of Childhood: Influential Models from Locke to Spock, John Cleverley & D. C. Phillips,
- Den skjulte læreplan, Mette Bauer
- Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, Ove Malling, 1992