Hvis du er hjemmeunderviser, er der én ting, du kan være stensikker på:
Spørgsmålet kommer. Hvad med det sociale?
Det er ikke så mærkeligt. Langt de fleste børn går i skole (over 99 procent), mens kun nogle promille undervises hjemme. For de fleste er skolen derfor ikke bare én mulighed blandt flere, men selve rammen om barndommen.
Vi lærer fra barnsben, at det er her socialiseringen finder sted.
Det er en altomfattende idé, at det er gennem skolen, man bliver et helt menneske.
Når noget bliver så selvfølgeligt, begynder det også at fremstå som nødvendigt.
Når en institution samtidig er så gennemgribende, bliver det svært at forestille sig at det kunne være anderledes.
Derfor er det hjemmeundervisere, der forventes at forklare og forsvare deres valg – ikke omvendt.
Det er imidlertid værd at vende perspektivet.
Skolen er ikke en neutral institution. Historisk har den rødder i Preussen og er udviklet i tæt samspil med statens behov for at skabe lydige borgere.
Forskning, blandt andet af Agustina S. Paglayan, peger på, at udbygningen af masseskolesystemet ikke kun handlede om oplysning, men også om at skabe disciplin og social orden:
“These systems sought to pacify the population by instilling in people the importance of behaving well and accepting their place in society.”
De træk er i vid udstrækning stadig genkendelige i dag.
Skolen er hierarkisk og lærercentreret.
Klasserummet organiseres omkring lærerens autoritet, og ro, orden og lydighed er fortsat centrale forudsætninger for, at undervisningen kan fungere.
Som Paglayan også peger på:
“Today, like in the nineteenth century, classrooms remain organized in similar ways — centered around the authority of the teacher rather than the interests of the child — with docility and obedience remaining important goals of mass schooling.”
Læreren skal have kontrol over klasserummet.
Det er nødvendigt, når mange børn skal være i samme rum og lære det samme på samme tid. Men det er også en form for tilpasning.
I praksis handler en stor del af det sociale i skolen om at lære at fungere i en bestemt struktur:
At være mange sammen på lidt plads.
At vente på tur.
At komme ind, når klokken ringer.
At sidde stille på en stol.
At tie stille.
At række hånden op.
At håndtere afbrydelser.
At arbejde under uro.
At modtage instruktioner.
At gøre som der bliver sagt.
Læreren er en autoritet, børnene indordner sig under – samtidig med at det beskrives som “demokratisk”.
Så når vi siger, at børn går i skole for “det sociale”, er det værd at spørge:
Er det sociale færdigheder i bred forstand – forstået som en menneskelig opgave, der varer livet igennem –
eller er det først og fremmest evnen til at indordne sig skolens måde at være sammen på?
Kilde:
Agustina S. Paglayan: Raised to Obey (2024).