Skolen fremhæves ofte for alt det positive, den tilfører børn.
Uden skolen forestiller mange sig nærmest et tomrum — et intet. Som om børn uden skole ikke lærer, udvikler sig eller lever rige liv. Det er så indgroet i vores kultur, at det næsten virker frækt at påpege det.
Der bliver talt åbent om skolens “gevinster” som fællesskab og faglighed, men sjældnere om omkostningerne — og endnu sjældnere om, hvad skolen tager fra børn.
Som spontanitet, frihed, tid til fordybelse, nysgerrighed, modet til at tænke anderledes, stilhed — og muligheden for at lære, at menneskelig værdi ikke kun afhænger af præstation.
Der bliver lagt ufatteligt mange kræfter i at forme børn til klasselokalet. Skolestrukturen er et hierarkisk system, der nødvendiggør bestemte adfærdsformer. I klasseværelset har læreren definitionsretten, og ve det barn, der ikke gør læreren tilpas.
Skolen underviser ikke kun i fag, men også i bestemte personligheds- og adfærdsmønstre.
Samtidig bygger skolesystemet på en omfattende overvågning af individuelle præstationer. Børn bliver konstant vurderet. Karakterer, målinger og rangeringer bliver tidligt en del af hverdagen.
Det tilskynder børn til at sammenligne sig med hinanden — og til at konkurrere. Som Peter Gray skriver:
“The forced competitiveness, the constant grading and ranking of students, contain the implicit lesson that each student’s job is to look out for himself or herself and to do better than others.”
Det kan endda fremme snobberi og en snæver meritokratisk forståelse, hvor menneskers værdi i stigende grad forbindes med præstation og status.
Det er en form for regulering, hvor det ydre system gradvist bliver til et indre.
Det 20. århundredes måske mest uhyggelige erkendelse er, at mennesker er langt mere plastiske, end vi bryder os om at tro.
Kilde: Peter Gray, Free to Learn