Vi tror på, at børn er født med naturlige anlæg for at lære. De undersøger, spørger, bygger, øver sig og forsøger igen – ikke fordi nogen har sat et mål op foran dem, men fordi de er drevet af en nysgerrighed, der allerede er i dem. De er fra naturens side sultne på verden – ustoppelige som solsorte i et kirsebærtræ.
Når små børn lærer at gå, tale eller cykle, sker det ikke på grund af karakterer eller evalueringer. De lærer, fordi de er drevet af en indre trang til at mestre verden og blive en del af den. Den kraft ønsker vi at værne om, ikke pine ud af dem.
Barndommen er ikke et venteværelse til voksenlivet. Den er livet selv. Børn får ikke først værdi den dag, de består en eksamen eller bliver nyttige på arbejdsmarkedet. De er mennesker her og nu med ret til et rigt og meningsfuldt liv.
Det er i sig selv myndiggørende at give et barn ansvar her og nu. Når børn får reelt ansvar, vokser deres dømmekraft og deres oplevelse af at kunne handle i verden. Det er i den sammenhæng, vi ser læring som noget, der udspringer af deltagelse – ikke af tvang og kontrol. Samtidig er det et fattigt menneskesyn at antage, at mennesker kun handler, hvis der er pisk og gulerod. Vi ser snarere, at mennesker naturligt ønsker at bidrage, forstå og mestre, når de bliver mødt med tillid og reelt ansvar.
Det betyder ikke at vores børn altid er drevet af lyst. De kender til overspringshandlinger, er nogle gange imod, mangler energi og vælger nogle gange den lette vej, præcis som alle andre mennesker. Men det er netop her vi vender tilbage til det samme spørgsmål: Hvor meget tvang er vi villige til at bruge for at skabe mulighed for den læringsglæde, vi ønsker? Det er netop på regnvejrsdage – en given tirsdag i november, at det er vigtigt at kende sit ståsted.
Derfor forsøger vi at bevare lysten til at lære uden prøver og eksamener. Ikke fordi viden er uvigtig, men fordi vi ønsker at værne om lyset i øjnene – det blik hvor verden stadig er åben og endnu ikke reduceret til et tal på en karakterskala.
Prøver og eksamener kan naturligvis måle noget. Men det, der er lettest at måle, er ikke nødvendigvis det vigtigste. Nysgerrighed, fantasi, vedholdenhed, dømmekraft, kreativitet og kærlighed til læring lader sig vanskeligt sætte på en skala. Alligevel er det netop disse egenskaber, der bærer et menneske gennem livet.
Når læring kobles tæt sammen med bedømmelse, risikerer fokus at flytte sig fra selve sagen til præstationen. Fra spørgsmålet: “Hvad kan jeg lære?” til spørgsmålet: “Hvordan bliver jeg vurderet ?” Vi ønsker, at læring først og fremmest skal være en udforskning af verden – ikke en konstant vurdering af barnet.
Det betyder ikke, at vores børn ikke møder krav, udfordringer eller skal gøre sig umage. Tværtimod. Men indsatsen giver mening, fordi den udspringer af virkelige interesser og projekter, som de selv er engagerede i – ikke fordi de skal måles i dem. Det er ikke et nyt påfund, men formuleret selv af Grundtvig for 200 år siden:
“Hvad man kun lærer for eksamens og et levebrøds skyld, det skynder man sig naturligvis at glemme, når eksamen er overstået og levebrødet opnået, og gør det med så meget bedre samvittighed, som man ser, det ingenlunde oplyser eller forsøder, men fordunkler og forbitrer livet; men hvad man kun lærer, fordi man har lyst dertil, det glemmer man i grunden aldrig, og det stræber man des ivrigere at forplante, jo tydeligere man af erfaring overbevises om, at det fører til en sand og munter livsanskuelse, gør os dygtigere til vor gerning og mere tilfreds med vor stilling, end vi ellers ville have været.” . N.F.S. Grundtvig [1]
Den tanke er i høj grad blevet pakket væk i vores tid. Eksamensfri læring er i dag en sjældenhed – også blandt friskoler.
Skolen forventes i stigende grad at dokumentere resultater og levere målbare kompetencer til et fremtidigt arbejdsmarked. Når læring gøres til noget, der skal måles, dokumenteres, sammenlignes og bedømmes, træder det enkle udgangspunkt i baggrunden: at mennesker lærer bedst, når de er levende engagerede i det, de gør.
Vores udgangspunkt er derfor ikke at opfinde noget nyt, men at insistere på at beholde noget gammelt og enkelt: at læring i sin kerne er menneskelig nysgerrighed i bevægelse. I tråd med Grundtvigs tankegods: Hjemmeskole for livet.
Kilde:
[1] Grundtvig – visioner og vanvid, Asser Amdisen