Vi har ikke en lidelseshistorie. Vi ser ikke os selv som ofre for systemet, og vores børn har hverken været i mistrivsel, haft skolevægring eller diagnoser. Vi har heller ikke været i konflikt med skolen. Vi hjemmeskoler ikke, fordi noget gik galt.
Vi hjemmeskoler ganske enkelt, fordi vi ikke kan få øje på fordelene ved at sende vores børn i skole.
Vi foretrækker at leve i frihed. Hjemmeundervisning er en frihedsrettighed. Vi er frie til at lære om det, vi vil, når vi vil, og på den måde, vi vil.
Det handler om retten til at forme sit eget liv og tage ansvar for at skabe sunde og respektfulde omgivelser for vores børn at vokse op i. Det handler om at tro på, at mennesker – også børn – er mere end modtagere af undervisning. De er aktive deltagere i deres eget liv og bør have indflydelse på deres egen læring og uddannelse.
Hjemmeundervisning er ikke bare en anden skoleform med nøje udvalgte undervisningsteknikker. Det er en livsform – og mere end det. Det er en idé. En idé, der rækker ud over vores egen lille familie. En idé, der taler til både fornuften og følelserne.
Det moderne skoleliv er, som mange andre dele af samfundet, præget af acceleration, som beskrevet af den tyske sociolog Hartmut Rosa. Alting skal effektiviseres, standardiseres og gøres hurtigere.
Men ikke alt bliver bedre af mere. Nogle gange bliver det bedre af mindre.