De sidste 30 års skolehistorie er én lang bevægelse væk fra tillid og hen imod kontrol. Lag på lag af reformer, målstyring, centraliseringer og styringsværktøjer er blevet lagt ned over folkeskolen — altid ledsaget af løfter om kvalitet, faglighed og modernisering. Men også med en stadig mere tydelig mistillid til både børn og lærere.
En ubrudt kæde af reformer og indgreb, hvor skiftende regeringer — både til højre og venstre — i fællesskab har lagt folkeskolen i ruiner.
1990: Bertel Haarder nedlagde Lærerrådene
00’erne: PISA-chokket
2003: Anders Fogh Rasmussen varslede opgør med den slappe rundkredspædagogik. Der skulle stilles krav og vises konsekvens.
2003: VK- regeringen indførte Fælles Mål med bindende nationale trinmål på bestemte klassetrin.
2006: VK-regeringen -ændring af Folkeskolens formålsparagraf. Folkeskolen skal nu forberede eleverne til videre uddannelse.
2006: VK- regeringen – folkeskolereform indførte flere timer, kanon, nationale tests og elevplaner.
2007: VK- regeringen vedtog Strukturreformen. Der skulle centraliseres med store konsekvenser for folkeskolen. En bølge af skolelukninger til fordel for stordriftfordele. Hver femte folkeskole forsvandt.
2008: VK-regeringen nedlagde lærerseminarerne og erstattede dem med professionshøjskoler i beton
2011: VK- regeringen lancerede den nationale strategi “ En digital folkeskole”. Tavler blev revet ned og istedet indkøbte man smartboards, computere og ipads for milliarder af kroner.
2012: SRSF. Inklusionsloven, der betød at elever fra specialklasser blev flyttet til folkeskolen
Katastrofeåret 2013:
2013: SRSF – regeringen fjernede pædagogik som selvstændigt fag fra læreruddannelsen
2013: SRSF – regeringen. Massive ændringer hvor elevernes undervisningstid blev sat markant op, der kom endnu mere ekstrem målstyring med Fælles Faglige Mål med tusindvis af specifikke, målbare kompetence- og færdighedsmål, som læreren skulle styre og dokumentere undervisningen ud fra.
2013: Lærernes arbejdstidsaftale. Lock-out og lovindgreb. Lærernes forberedelsestid forsvandt og skulle være fuldt tilstede på skolen i 37 timer samt skolelederne fik suveræn magt til at bestemme.
Børn er på mange måder et slags hverdagsobjekt, vi alle sammen ser på — men vi ser noget meget forskelligt. Og det, vi ser, afhænger af de forestillinger, vi har om menneskets natur.
Ligesom mennesker gennem historien har kigget på stjernehimlen og set forskellige ting. Da William Herschel i 1700-tallet rettede blikket mod himlen, så han nogle diffuse, ringformede stjernetåger. Men da Lord Rosse i 1845 rettede sit enorme teleskop mod de samme himmelobjekter, trådte en spiralstruktur frem i de såkaldte “spiral nebulae” — det, vi i dag ved er galakser.
Det samme himmelobjekt trådte frem på forskellige måder afhængigt af menneskets blik. Hvor Herschel så diffuse ringe, så Lord Rosse spiraler.
Det, vi kan få øje på, hænger ikke kun sammen med det, vi kigger på, men også med de forestillinger og teorier, vi ser med.
Særligt forestillingen om, at børn af natur er egoistiske og impulsstyrede — og derfor behøver streng voksenstyring og ekstern kontrol for at blive ordentlige mennesker. Eller idéen om, at børn først gør det rigtige, når de bliver motiveret gennem ros, belønning og sanktioner.
I et sådant perspektiv bliver opdragelse og karakterdannelse nødvendige, netop fordi menneskets natur antages som grundlæggende utilstrækkelig og forkert.
Historisk er det formuleret af blandt andre biskop Augustin i forestillingen om arvesynden, hvor selv små børn forstås som bærere af en grundlæggende tilbøjelighed til det onde — ikke som individets skyld, men som menneskets vilkår.
“Selv små børn er syndere fra fødslen, ikke personligt, men på grund af deres oprindelse”.[1]
Og det er her dydstænkningen finder sin berettigelse som en disciplinering af barnets svage og mangelfulde natur.
Det er en måde at tænke lavt om børn på — og at møde dem med mistillid allerede inden de har smidt bleen.
Ser man børn gennem dét blik, kommer man også lettere til at opfatte frihed som noget farligt, og kontrol som noget nødvendigt.
Men ser man i stedet børn som mennesker med en iboende lyst til at lære, forbinde sig med andre og tage del i verden, så begynder andre muligheder at træde frem.
Klimaforskere siger, at det der sker i Arktis, ikke bliver i Arktis. Det samme kunne man sige om folkeskolen.
Vi har religionsfrihed i Danmark. Vi har også skolefrihed gennem Friskoleloven, hvor man i vid udstrækning kan drive skole efter egne overbevisninger.
Men folkeskolen er ikke et privat projekt. Den er et fælles anliggende, der præger hele samfundet – og dermed også et politisk og værdimæssigt spørgsmål, der angår os alle.
Derfor er der grund til at interessere sig for de tilnærmelser, karakterdannelsesbevægelsen gør sig til en sekulariseret folkeskole – herunder ambitionen om at genindføre karakterdannelse i folkeskolens formålsparagraf.
Og derfor bør man læse det med småt. Se de diskurser, der udgår fra Center for Karakterdannelse og dets fageksperter, efter i sømmene.
Når man for eksempel læser antologien Karakterdannelse – højnelse til humanitet (2025), skrevet af en række fageksperter tilknyttet Center for Karakterdannelse, præsenteres man for karakter og dyder som noget nær universelt og almenmenneskeligt med rødder i græsk filosofi.
Men det er værd at have in mente, at centret er støttet af Samfonden, som arbejder for at fremme kristne værdier i samfundet, – ikke kristne værdier fra den mere moderate folkekirkekristendom vel at mærke. Stifter af Samfonden, Søren Toft Jensen, er knyttet til Luthersk mission [1]. Luthersk Mission er ifølge historikeren Jes Fabricius Møller noget af det nærmeste, man kommer en kristen fundamentalistisk bevægelse i Danmark. [2]
Det er også værd at bemærke, at karakterdannelse ikke kun er et dansk projekt. I England er en pendant, Jubilee Centre for Character and Virtues, der arbejder med samme idé og efter samme skabelon – støttet af Templeton Foundation. Også her præsenteres ‘dyder’ som universelle, selvom de udspringer af bestemte værdigrundlag. [3] Begge centre arbejder med at udbrede, hvilke moralske egenskaber skoler skal indprente i børn.
Jerry A. Coyne peger på, at Templeton Foundation er en ekstremt velhavende organisation, der udspringer af en ambition om at finde videnskabelig støtte for religiøse forestillinger om Gud. Ifølge Coyne kan denne form for finansiering bidrage til det, han kalder “accommodationism” – altså en bevægelse, hvor videnskabelige spørgsmål gradvist formuleres i retning af religiøse tolkninger.
Tilbage til antologien.
Blandt bidragyderne er Ove Korsgaard, professor emeritus i pædagogik ved DPU, der i sit bidrag “At blive et menneske man kan regne med – dydsetikkens pædagogiske tradition og relevans i dag” forenkler dydsetikkens idéhistorie ved at samle forskellige traditioner til én “klassisk dydsetik udgået fra Aristoteles”. Korsgaard omtaler Aristoteles som dydsetikkens fader.- At fremhæve Aristoteles som dydsetikkens fader er i sig selv uproblematisk. Problemet opstår, når han uden videre kobles til de såkaldte kardinaldyder. Den struktur stammer ikke fra Aristoteles, men forbindes historisk med Thomas Aquinas, der integrerede dydsetikken i en kristen teologisk ramme med begreber som arvesynd og nåde.
I Korsgaards fremstilling nedtones de senere religiøse og disciplinære aspekter, og han får dermed dydsetik og karakterdannelse til at fremstå mere neutrale og sekulære, end de historisk set er.
Denne betoning bliver endnu tydeligere i Korsgaards valg af historiske forbilleder. Her fremhæves blandt andre Ove Malling, Johan Friedrich Herbart og Thomas Arnold som eksempler på, hvordan dyder kan indarbejdes i karakteren.
Ove Malling var en embedsmand, der i 1777 udgav Store og gode handlinger af danske, norske og holstenere – et værk centreret om 18 borgerdyder med det klare formål at styrke nationalfølelsen og understøtte den enevældige stat.
Denne politiske og ideologiske ramme træder imidlertid i baggrunden hos Korsgaard, der i stedet betegner værket som et identitetspolitisk skrift. Men hos Malling står religion øverst i et dydshierarki. Allerførste dyd er netop religion – beskrevet som “moderen til al dyd” og som forudsætningen for moral, lykke og menneskelig stræben. Uden lydighed mod Guds vilje fremstilles mennesket som retningsløst og ude af stand til at udøve sand dyd.
Et andet eksempel er Johan Friedrich Herbart. I Korsgaards tekst fremhæves han som grundlæggeren af moderne pædagogik som videnskab, men uden at det børnesyn, hans pædagogik hviler på, foldes ud. Hos Herbart er opdragelse selve kernen. Barnet forstås som et væsen, der skal formes gennem disciplin, undervisning og moralsk påvirkning.
“Viljeløst kommer barnet til verden”, skriver Herbart – og opdragelsens opgave er at bringe barnets vildskab og begær under kontrol gennem konsekvent påvirkning og tvang, indtil det udvikler en vilje i overensstemmelse med samfundets normer.
Et tredje eksempel er den britiske skoleleder Thomas Arnold, rektor for Rugby School. Hos Korsgaard fremstår Arnold som en pædagog, der satte karakter over kundskaber og brugte sport som et middel til karakterdannelse.
Men også her forbliver det underliggende børnesyn usagt.I Visions of Childhood beskriver John Cleverley og D. C. Phillips Thomas Arnolds syn på drenge som grundlæggende tilbøjelige til moralsk forfald. Skolen skulle fungere som en rensende institution, der kunne modvirke denne tendens. Frihed og uafhængighed blev ikke betragtet som mål, men som risici – noget, der kunne føre til forfald, hvis det ikke blev holdt i ave.
Fælles for disse forbilleder er ikke blot ‘karakter’, men en pædagogik, hvor mennesket formes efter bestemte idealer – i et tæt samspil mellem religion, disciplin og statens behov.
Fortællingen om ‘karakterdannelse’ præsenteres af Ove Korsgaard i en mere sekulær og socialt acceptabel form, end dens idéhistoriske rødder tilsiger. Bag snakken om karakterdannelse ligger et bestemt børnesyn: at barnet skal formes – og at nogen allerede ved, hvad det skal formes til.
Dét er præmissen.
Barnet er ikke nok i sig selv. Derfor er der brug for autoritet og derfor er der brug for opdragelse. Nogen’ – altså lærerne ved, hvad et ‘godt menneske’ er, og derfor bliver skolen det sted, hvor det sker.
Derfor bør man læse det med småt: Hvor kommer begreberne fra, hvem har defineret dem – og hvorfor skal de gælde i dag? Hvem bestemmer egentlig, hvad et ‘godt menneske’ er?
Når man ser på samtlige partiers forslag til forbedringer af folkeskolen, kredser de om de samme greb: klassestørrelser, flere voksne, ændret brug af tests og karakterer, flere lektier, skolemad, længere læreruddannelse, flere midler til udsatte skoler, fysiske materialer og mulighed for niveauinddeling.
Det er med andre ord variationer over, hvordan skolen skal være – ikke hvor meget den skal fylde i børns liv.
På tværs af ideologiske skel er der et påfaldende fravær af partier som taler om at forkorte skoletiden eller give børn mere fritid.
Diskursanalytisk peger det på en fælles, underliggende antagelse om, at den udvidede skoletid, som blev indført med folkeskolereformen 2013, ikke blot er et politisk valg – men en nødvendighed.
Mængden af skole fremstår dermed som en naturgiven ramme. Noget, der ikke længere diskuteres, men tages for givet.
Den netop afgåede SVM-regering ændrede med deres storslåede “frisættelse af folkeskolen” kun skoletiden minimalt for de yngste elever. Tiden i klasselokalet er i praksis uændret. Tempoet er ikke sat ned. Kravene er ikke blevet færre. Blusset er stadig skruet helt op.
Man har diskuteret indhold (kernestofideologi), metoder (autoritet og disciplin) og organisering – men ikke selve omfanget.
Det mest indgribende greb – at give børn mere tid tilbage – er fortsat uden for det politisk tænkelige.
Men hvad hvis mere tid ikke giver mere læring?
Dermed bliver et centralt spørgsmål usynligt: Om mere tid i skolen faktisk er lig med mere læring – eller om det tværtimod kan være en del af problemet.
Det interessante er, at historien faktisk rummer eksempler, der udfordrer netop den antagelse.
I 2011 ramte et voldsomt jordskælv Christchurch i New Zealand. 163 folkeskoler og gymnasier blev påvirket, de fleste lukkede i flere uger, og undervisning foregik i telte og under markiser. Alligevel viste senere analyser, at eleverne ikke klarede sig dårligere i deres videre færd uddannelsessystemet. Selv med halve skoledage og et system i total opløsning klarede eleverne sig overraskende godt.[3]
Under lærerlockouten 2013 i Danmark blev undervisningen sat helt i stå. Alt det, vi normalt betragter som forudsætningen for læring, forsvandt midlertidigt. Alligevel steg karakterniveauet ved afgangseksamen.[1]
De to eksempler peger på det samme: At børn kan lære og udvikle sig, selv når skoletiden reduceres drastisk – eller forsvinder i en periode.
Men hvad sker der, hvis man ikke blot tvinges til det i en krise, men bevidst organiserer læring anderledes?
I 1929 gennemførte skoleinspektør L.P. Benezet et radikalt eksperiment. Han undlod at undervise i matematik i de første seks skoleår og erstattede det med læsning, samtale og praktisk erfaring med matematik. Først i syvende klasse blev formel matematik introduceret.
Resultatet var slående: Eleverne indhentede hurtigt deres jævnaldrende, der havde modtaget traditionel matematikundervisning – og overhalede dem endda i problemløsning og abstrakt tænkning. [2]
En blind vinkel i skoledebatten:
Fraværet af diskussion om skoletid afslører en dybt indgroet opfattelse af skolen som et uomgængeligt og altomsluttende rum.
Frihed, fordybelse og autonomi for børn tænkes ikke som noget, der kan opstå uden for klasseværelset – men som noget, der skal skabes inde i det.
Og tænk engang: For at skabe frie, autonome og kloge børn må de nødvendigvis opholde sig i skole minimum 30 timer om ugen gennem hele deres barndom.
Danmark har verdensrekord i at putte børn i institution: fra de er så små, at de ikke engang kan gå, tale eller danne deres egen mening – og senere med timer i klasselokalet, kun overgået af Australien blandt OECD-landene [1]. Vi er ekstreme – og alligevel kommer der børn og unge ud i den anden ende af skolesamlebåndet, som ikke kan læse, skrive eller regne. Ja, man fristes til at spørge, om det måske er på grund af alle de timer?
Siden skolereformen i 2013 fik folkeskolen over 4.000 lærings- og kompetencemål. Ambitionen var klar: mere læring, bedre resultater – ellers ville kineserne overhale os. “Uddannelse starter allerede i vuggestuen”, sagde skoleforsker Andreas Rasch Christensen [2].
Chefideolog Niels Egelund sagde: “at selv vi i Grundtvigs fædreland kan indføre lidt kinesisk undervisningskultur, hvis vi altså vil, og hvis vi arbejder sammen med forældrene om det, og jeg er helt sikker på, at vi vil opleve, at såvel elever som lærere bliver gladere og mere tilfredse i deres dagligdag – og at vi faktisk kan nærme os den skole i verdensklasse, som danskerne fortjener”[3].
Men eleverne blev ikke dygtigere – de blev mere skoletrætte, begyndte at tisse i bukserne, græde, få skolevægring, og volden i skolerne steg.[4] Evalueringer fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd talte deres eget tydelige sprog: Den længere skoledag gjorde ikke eleverne fagligt stærkere [5]. Selv den seneste minimale reduktion af skoledagen for de yngste ændrer ikke nævneværdigt på vores enestående placering.
Det mest påfaldende er næsten, at i samme år som lærerlockouten i 2013, hvor eleverne slet ikke kunne komme i skole, steg elevernes eksamenskarakterer – en stigning, der vist ikke er set siden.[6]
Vi har stadig førertrøjen på, når det gælder institutionalisering – men det virker, som om folk har glemt det. Vi er institutionaliseringsekstremister.
Under den socialdemokratiske regering har vi igen og igen måttet høre om børn, der lider af PDO, og været vidner til lovforslag om skærpede ordensregler, akutskoler og øgede magtbeføjelser. Forslag, der i praksis giver mulighed for at trække børn hen over linoleumsgulvet ved armhulerne, hvis de ikke kan sidde stille og deltage i morgensalmesang.
Det er ekstremt – og det illustrerer, hvor langt man er villig til at gå for disciplin og kontrol, fremfor at se børn som legende, frie, snakkende mennesker med rettigheder og behov.
Jeg får lyst til at synge Natasja: “Hey, Danmark – hvad sker der for dig?”
Hvem har ansvaret for denne ubrudte kæde af elendige politiske beslutninger? Det er næppe børnene.
Hvis der er noget, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig i disse tider, hvor demokratiske samfund bevæger sig i en stadig mere autoritær retning, så er det efterspørgslen på netop dét: autoritet – fra meningsdannere, politikere og ja, også blandt fraktioner af lærerstanden og i befolkningen generelt.
Børn udnævnes til PDO’er. Der tales om manglende respekt. Om børn, der ifølge folkeskolelærer Maja Rømer “driver læreren rundt i manegen og derved reelt spolerer undervisningen”.[1]
Det er værd at understrege, at det ofte er skolelærere, der i ren afmagt argumenterer sig selv ind i en åleruse. Presset af urealistiske forventninger, kæmpestore klassekvotienter og et udsultet skolesystem med minimal handlefrihed, får ideen om mere kontrol og autoritet til at fremstå som den eneste løsning – som om skolen konstant befinder sig i undtagelsestilstand.
Men det er også en opfattelse, der gør børn til problemet – og autoritær styring til løsningen. Sproget legitimerer øget kontrol, sanktioner og indgreb – ikke fordi børn har gjort noget strafbart, men fordi de ikke lever op til normerne.
Der er mange, der taler om, hvad børn i skolen ‘skal’:
De skal tie stille.
De skal sidde ned.
De skal gøre, som de voksne siger.
De skal engagere sig.
De skal deltage.
De skal møde op.
De skal læse 20 minutter om dagen.
Men kigger man i folkeskolens formålsparagraf, er det ikke børnene, der ‘skal’ noget – det er folkeskolen. Det er skolen, der skal give kundskaber og færdigheder. Det er skolen, der skal give eleverne lyst til at lære mere. Det er skolen, der skal fremme den enkelte elevs alsidige udvikling, fantasi og virkelyst – og forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.
Spørgsmålet er derfor ikke, om børnene lever op til skolens krav, men om skolen lever op til sit formål: om den skaber rammer, hvor børn kan udvikle dømmekraft, nysgerrighed og lyst til at tage ansvar – eller om den i praksis først og fremmest træner lydighed og et fastlåst adfærdskodeks.
Alligevel er det børnene, der i praksis bærer byrden. De underlægges et voksenstyret system af uendelige krav og kontrol, som ville være fuldstændig utænkeligt, hvis det gjaldt voksne.
Som psykolog og forsker Peter Gray peger på, indebærer tvungen skolegang en systematisk fornægtelse af børns frihed – uden begrundelse og uden retssikkerhed. I et demokratisk samfund er det et grundprincip, at man ikke må fratage et menneske friheden uden tungtvejende grunde og en retfærdig proces. En voksen kan kun frihedsberøves, hvis det kan bevises ved en domstol, at vedkommende har begået en forbrydelse eller udgør en alvorlig fare for sig selv eller andre.
Alligevel frihedsberøver vi børn. Ikke fordi de har gjort noget, men fordi de er børn.
Op mod 27.000 timer af deres barndom tilbringes i institution, før de bliver ‘frie’ – først i daginstitution, siden i skolen. Vi gør det kollektivt og på forhånd, uden videnskabelig dokumentation for, at børn som gruppe udgør en fare, hvis de ikke indespærres i børnehaver med hegn og senere i skolesystemet.
En sådan dokumentation findes ikke. Tværtimod peger betydelig evidens på det modsatte: at børn er i stand til at lære, udvikle sig og tage ansvar uden tvang, når de har frihed og adgang til meningsfulde fællesskaber.
Professor i statskundskab Agustina Paglayan beskriver i Raised to Obey, at masseuddannelse oprindeligt blev udviklet som et redskab til at disciplinere og kontrollere børn, så de blev lydige borgere – ikke primært for at fremme frihed eller lighed. Hendes forskning viser, at dette oprindelige formål om kontrol stadig præger mange uddannelsessystemer i dag, og understøtter dermed, hvorfor børn fortsat systematisk underlægges regler, rutiner og autoritet frem for at opnå reel autonomi.
Bør det ikke være et ideal for skolen at gøre børn i stand til at leve autonome liv? Hvis ikke, hvad er alternativet? At opdrage mennesker til afhængighed, tilpasning og ydre styring? Det harmonerer dårligt med et samfund, der samtidig siger, at det bygger på frihed, demokrati og personligt ansvar.
Autonomi betyder ikke grænseløshed eller fravær af fællesskab. Det betyder evnen til at tænke selv, træffe valg, tage ansvar for egne handlinger og indgå i sociale sammenhænge som et myndigt menneske. Hvis skolen ifølge formålsparagraffen skal forberede børn til deltagelse i et samfund med frihed og folkestyre, må den understøtte netop disse evner.
Problemet opstår, når midlerne med magtanvendelse står i modsætning til målet om frihed. Når børn systematisk fratages indflydelse over deres egen tid og læring, mens de samtidig forventes at udvikle ansvar, dømmekraft og demokratisk sindelag. Man kan ikke øve autonomi uden frihed – ligesom man ikke kan lære demokrati uden reel deltagelse.
De 10.000 små veje mod diktatur starter ikke med én magtsyg, narcissistisk politisk leder. De starter med de tusind små beslutninger, der langsomt skubber et samfund væk fra frihed og demokrati:
Hver gang vi taler mere om tryghed end frihed.
Hver gang vi sætter fællesskabets behov over det enkelte individs ret.
Hver gang hensynet til flertallet bruges til at køre et mindretal over.
Hver gang voksnes magtbeføjelser udvides, mens børns retssikkerhed indskrænkes.
Vejen mod demokrati går gennem frihed, ansvar og deltagelse. Den starter med børnene. Den starter i skolen.
Hvis vi systematisk fratager børn deres frihed, lærer dem at underordne sig uden spørgsmål og belønner lydighed frem for dømmekraft, planter vi kimen til et samfund, hvor autoritet og kontrol bliver normen – og hvor demokrati og frihed bliver undtagelsen.
Set i det lys bliver spørgsmålet ikke, om børn kan håndtere autonomi, men hvorfor vi er så villige til at fratage dem den. Og hvad det siger om vores tillid til børn – og til demokratiet selv.
Nu, hvor verden forandrer sig hurtigere, end vi kan begribe, hvor verdensordenen er i opløsning, og magtbalancer forskydes, hvor Trump planlægger at invadere Grønland og hvor pædagogiske brigader køres frem med ideer om én vej frem – gennem stærkere autoritet og mere disciplin som redning til de fortabte børn i en urolig verden. Når fortællingen lyder, at børn har fået for meget frihed og for lidt retning, og at folkeskolen derfor må strammes op for at levere “kerneopgaven”, er det værd at huske, at fortællingen ikke er ny.
Tilbage i slutningen af 1930’erne rettede den amerikanske pædagog William Bagley (1874–1946) et skarpt kritisk blik mod den progressive uddannelsesbevægelse i USA. Bagley var en central skikkelse inden for den såkaldt essentialistiske pædagogiske tradition og argumenterede for, at skolens primære opgave var at sikre faglig grundighed, autoritet og disciplin. Han forholdt sig stærkt kritisk til den progressive pædagogik – med dens vægt på elevcentreret læring og eksperimenterende undervisningsformer – som han anså for at være svækkende for både børn og samfund.
Ifølge Bagley bidrog denne pædagogiske retning til sociale problemer, herunder stigende kriminalitet, fordi den efter hans opfattelse indebar en udvanding af faglige krav og en nedtoning af disciplinens betydning.
Uddannelseshistorikeren Gerald L. Gutek, professor ved Loyola University Chicago, har gennem flere årtier beskæftiget sig med uddannelsessystemets idéhistorie og pædagogiske strømninger. Han har skrevet en række centrale værker om uddannelsens historie og filosofi og er kendt for sine analyser af, hvordan pædagogiske idéer gentagne gange genopstår i nye historiske sammenhænge – ofte som svar på samfundsmæssig uro.
I sin gennemgang af amerikansk skolehistorie refererer Gutek til Bagleys kritik af progressivismen og bemærker, at Bagley identificerede to hovedårsager til det, han beskrev som USA’s uddannelsesmæssige malaise: for det første dominerende pædagogiske teorier, herunder progressivismen, som han betegnede som “essentially enfeebling”, og for det andet en lempelse af de akademiske standarder i skolesystemet:
“Despite educational expenditures in the United States, there was a noticeable increase in the rates of crimes. Bagley identified two specific causes of America’s educational malaise; 1) dominant educational theories, such as Progressivism, were ‘essentialy enfeebling’, and 2) the relaxation of academic standards in many school systems.” [1]
Argumentet er siden blevet gentaget igen og igen: Når samfundet oplever uro, peges der på skolen – og især på børnene – og svaret bliver mere disciplin, mere autoritet, mindre frihed. Når Tesfaye taler om at gøre op med “blød og slatten pædagogik”, forveksler han kompleks samfundsudvikling med pædagogisk “svaghed” og bruger børn som kompensation for voksnes manglende evne til at håndtere forandring.
Historien viser, at lydighed og disciplin ikke rækker i en foranderlig verden; at skolen ikke kan forudse fremtiden; og at frihed for børn ikke er en luksus, men en nødvendighed, hvis man oprigtigt vil forsvare den frie verden.
Som A. S. Neill, grundlægger af Summerhillskolen, skrev i 1968 [2]:
Hvis vi virkelig ønsker at sikre et liberalt demokrati, er frihed vejen frem. Et liberalt demokrati bygger ikke på blind lydighed, men på mennesker, der kan tænke selv, tage ansvar, indgå i fællesskaber uden at blive opslugt af dem, og – ikke mindst – sige magten imod, når det er nødvendigt. Ellers ender vi med borgere, der pligtskyldigt går op i at følge togplanen til Auschwitz – uden at stille spørgsmål.
Hannah Arendt mindede os om, at det politiske system presser sine borgere og de fællesskaber, de færdes i. Det 20. århundredes mest uhyggelige opdagelse er, hvor plastiske mennesker er – langt mere, end vi forestiller os.
Hvis vi ønsker et samfund med frie borgere, må vi begynde med at tage børns frihed alvorligt. Ikke som noget, de får senere, når de er færdigformede, men som noget, der former dem her og nu.
Referencer:
[1] Gutek, G. L. Philosophical and Ideological Perspectives on Education.
Regeringens storstilede plan om frisættelse af folkeskolen er det rene blændværk. Det er muligt, at man løsner lærerne fra det bureaukratiske jerngreb med 4000 bindende læringsmål ved at reducere dem til 400, men man gør det ikke grundlæggende anderledes ved blot at kalde det kernestof. Læringen er fortsat topstyret, standardiseret og målbar.
Eleverne skal fortsat kunne de samme ting på samme tidspunkt, i en forudbestemt rækkefølge. Man forudsætter en lineær udvikling med ens progression: A før B. Lærerne er nu sat fri til selv at bestemme, om de vil hinke på højre eller venstre ben, når de underviser børnene i 5-tabellen – men genuint frie er de ikke.
Idéen om, at der findes et kernestof, er langt fra neutral. Den forudsætter, at der eksisterer viden, som kan udpeges som essentiel og stabil, og et politisk nedsat udvalg, der afgør, hvad der tæller. Det er udtryk for et bestemt menneske- og læringssyn.
Så ja, lærerne bliver måske fri fra langt de mest specifikke læringsmål, men de bliver erstattet af kernestof, men lidt semantik gør ingen verden til forskel. De bliver fortsat ikke fri til at udfolde pædagogisk dømmekraft på filosofisk grundlag. Man kan kalde det meget, men frisættelse er det ikke. “Frisættelsen” er snarere en ny lænke til en anden ideologisk ramme.
Det er gammel vin på nye flasker.
Forestillingen om ét kernestof beror i virkeligheden på et normativt valg om, hvad der skal tælle som kernen. Men det ændrer sig over tid og er heftigt influeret af hvad der er politisk moderigtigt. Viden er relativ. Det, der fremstår logisk i én kultur eller i ét historisk øjeblik, er det ikke nødvendigvis i et andet.
Det handler ikke om, hvorvidt børn skal lære noget. Det handler om, hvem der har magten til at definere, hvad der er vigtig viden – og at dette valg fremstilles, som om det ikke kunne være anderledes.
Men idéen om kernestof er og bliver politisk.
Hvis man vil sætte lærerne reelt fri, må man give dem pædagogisk og filosofisk råderum – ikke blot udskifte sproget, mens styringen består. Problemet er, at frisættelsen præsenteres som et brud, når den i virkeligheden er en gentagelse. Målbarheden, standardiseringen og at det skal være ens overalt. Vi bliver forført af ordene, mens strukturen forbliver intakt. Gammel vin på nye flasker smager stadig af det samme.
Så er det den tid på året, hvor man gør status over det forgangne år. Altså ikke en opgørelse om økonomiske balancer, men om de erkendelser året har bragt – og de bøger, der har sat spor.
Sideløbende med at jeg for nu ni år siden kastede mig ud i at hjemmeundervise, har jeg knoklet for at forstå, hvad vi egentlig har haft gang i. Ikke kun i vores lille familie, men i en større sammenhæng: Hvad vil det sige at holde skole? Hvad er formålet? Hvad er læring? Hvad vil det sige at være et barn i denne verden? Hvilket menneskesyn ligger bag de skolestrukturer, vi tager for givet?
I år har mine tanker især kredset om læringsfilosofi. Om forholdet mellem frihed og tvang. Om hvem der bestemmer, hvad der er vigtigt at lære – og hvornår. Og om hvordan børn faktisk lærer, når vi ikke overvåger og detailstyrer børn hver eneste time af deres liv.
Når jeg forsøger at forstå, hvorfor vi i dag diskuterer disciplin, kontrol og faglige kriser, er det ret slående, at argumenterne ikke er nye. De går igen – det er genbrug. Når jeg retter blikket bagud for at se, hvor idéerne kommer fra, og hvad de udspringer af, er et af de klareste historiske spejle at finde i 1930’erne.
1930’erne var et vildt årti. Verden oplevede fascismen i Italien, nazismen i Tyskland og stalinismen i Sovjet. Forældrene til børnene under Den Store Depression tilhørte selv “den fortabte generation” – Lost Generation – en generation præget af krig, tab og desillusion. Inden for uddannelsesverdenen opstod på samme tid en ny ideologi: educational essentialism, som et svar på krise, frygt og bekymring for ungdommens faglige og moralske forfald.
Ved et konvent i National Education Association i 1938 fremsatte skolefolk en ny retning for den amerikanske folkeskole. Amerikanske børn kunne hverken læse, skrive eller regne tilstrækkeligt, og deres akademiske præstationer haltede bagefter i forhold til de lande, USA sammenlignede sig med. Samtidig blev der registreret en stigning i disciplinære problemer i skolen og kriminalitet i samfundet. Det var alt for galt, så der måtte andre boller på suppen.
Essentialisterne rettede en skarp kritik mod den progressivistiske pædagogik, som de mente havde gjort skolen for slap. Bevægelsen blev anført af William C. Bagley, professor ved Teachers College, Columbia University, og opstod som en direkte reaktion på progressivismen, der ifølge Bagley lagde for stor vægt på børns frihed, leg og interesser. Essentialisterne fastholdt, at læring uden faglige krav, disciplin og hårdt arbejde var en illusion.
Løsningen ifølge essentialisterne var at indføre et basis-curriculum, der på de yngste klassetrin lærte børnene ‘the essentials’ – grundlæggende færdigheder som læsning, skrivning og regning. På de ældre klassetrin fulgte et fast curriculum med fag som historie, naturvidenskabelige fag, matematik og sprog. Undervisningen var systematisk, trinvist opbygget og lineær, så eleverne kunne tilegne sig viden gradvist og målrettet. Forudsætningen for læring var disciplin, og tilegnelse af viden krævede anstrengelse og vedholdenhed. Respekt for autoriteter – både i skolen og i samfundet – blev betragtet som fuldstændig central, og undervisningen forudsatte veluddannede lærere med solid faglighed, der kunne formidle stoffet klart og struktureret.
Det er uhyggeligt, hvordan historien gentager sig. Kritikken af “blød” pædagogik, manglende disciplin, stigning i kriminalitet og faldende faglige standarder, som essentialisterne rettede i 1930’erne, minder bemærkelsesværdigt meget om den debat, man ser i dag. Progressivismen blev dengang fremstillet som et radikalt eksperiment, der underminerede både faglighed og autoritet – og fungerer også i nutidens debat som syndebuk, nu ofte under betegnelsen “woke”. Samtidig bruges kritikken til at legitimere ønsket om en mere disciplinerende, standardiseret og kontrolorienteret skole.
Dengang som nu er kritikken af “blød” pædagogik og ønsket om mere disciplin født af krisestemning. Den opstår, fordi voksne bliver bange – bange for ungdommens forfald, faglige niveau og samfundets sammenhængskraft. Frygt bliver til kontrol, og kontrol bliver til autoritet og standardisering, som man håber kan genskabe tryghed, ro og orden.
Men frygt er en virkelig dårlig kompasnål.
Når vi lader krisenarrativer styre, forsvinder barnet som mål i sig selv mellem hænderne på os
Når samfundet opleves som i opløsning, bliver skolen et sted, hvor man vil genetablere orden. Nu skal børnene atter holde kæft, sidde stille og gøre som de voksne siger. Alle marcherer i takt. Alle opruster. Hvorfor går alle i den gale retning?
I mit sidste blogindlæg stillede jeg spørgsmålet: Hvorfor insisterer vi på, at læring kun kan ske indenfor klasselokalets fire vægge?
Det var der flere, der slog sig på. Men spørgsmålet trænger sig atter på, når man læser, at forkvinden for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, Regitze Flannov, advarer mod, at vi glemmer selve ”kernen” i folkeskolen: undervisningen i fagene.
Ifølge Flannov er det fagene, eleverne og lærerne, der er skolens centrum. Det er den treklang, alt andet vokser ud af. Ja, det er ifølge hende selve formålet med at holde skole.
Her bliver skolens nuværende struktur — klasselokalerne, fagopdelingen, den lærercentrerede undervisning — fremstillet som en naturtilstand. Som et uforanderligt grundstof, al pædagogik skal vokse fra. Læring forstås som noget, der formidles af særlig lærte voksne, systematisk og lineært, trin for trin.
Men det er jo netop problemet. For den idé får os til at tro, at der findes en særlig kerne, en rigtig måde at lære rigtigt fagligt stof på — og at den kerne er uløseligt bundet til skolens institutionelle form.
Men der findes ingen kerne. Det er en vildledende forestilling.
Fagene er ikke naturgivne. De er ikke hugget i sten. De er kultur — politiske, historiske og institutionelle valg, noget man vælge anderledes.
At lære er et menneskeligt grundvilkår. Verden er et stort klasserum.
Hvis skolens ”kerne” defineres som fagopdelt viden, kernestof og centraliserede læringsmål, bliver alt, der ikke passer ind, betragtet som mindre rigtigt.
Når vi fastholder idéen om en kerne, lukker vi samtidig blikket for alle de andre steder, hvor læring faktisk opstår: i skoven, på vejen, i samtaler, i fællesskaber, i projekter, i fordybelsen uden en klokke der ringer, i friheden til at lave ingenting, eller i friheden til at undersøge verden, fordi den er interessant — ikke fordi den står på en liste over kernestof. Læring opstår også spontant, uplanlagt og kaotisk.
Det gør det også tydeligt, hvorfor mit spørgsmål, jeg stillede, ikke bare hører hjemme i vores egen hjemmeskolefamilie, – det hører også hjemme i skoledebatten:
Læring er ikke bundet til klasselokalet. Det er klasselokalet, der er bundet til en bestemt idé om læring.
Hvis denne idé om en “kerne” er skolens primære formål, bliver skolen i realiteten en kulturel konserveringsfabrik — en ensartet og forenklet transmission af menneskelig kultur. Ideen om kernestof gør læring til noget statisk, noget der skal afleveres i rette afmålte doser, i en bestemt rækkefølge, af en bestemt type voksen. Eleverne gennem generationer skal gentage emner systematisk, lære forudbestemte færdigheder og reproducere en kanon, ikke fordi den nødvendigvis giver mening, men fordi nogen én gang har besluttet, at dette er kultur.
I dette ‘kerne’- perspektiv bliver læreren repræsentanten for den rigtige kultur, ikke som medmenneske, men som autoriseret formidler af det rigtige kernestof. Skolens opgave bliver at skabe borgere til arbejdsmarkedet og at bevare skolens akademiske funktion — koste hvad det vil. Frem for alt vil kernefortalerne under ingen omstændigheder imødekomme elevernes “barnlige luner”, deres interesser, skøre indfald, intuitioner eller manglende tidsfornemmelse. Børns egne bevægelser i verden afskrives som midlertidige diller, noget man retter til, ikke noget man lytter til.