Når man følger debatten om børn, ser man nogle overordnede syn, der går igen. Løsninger på børneproblemer præsenteres som originale og nytænkende, men er i virkeligheden afkog af gammelt tankegods. Der er tre overordnede positioner, der er gavnlige at kende til for at kunne genkende argumenterne i debatten. Positioner, der kan føres tilbage til kirkens børnesyn og ideer fra oplysningstidens tænkere som John Locke og Jean Jacques Rousseau. De færreste er bevidste om barnesynets rødder; men vi skal længere tilbage i historien end til 1968 – oprøret (hvor arven fra Rousseau havde en opblomstring) for overhovedet at forstå nutidens tovtrækkeri om hvad børn er.
Synet på børn afhænger af øjet der ser, men øjet kan trænes. Vi kigger alle på børn, men vi ser forskellige ting. En videnskabsmand lærer at se en celle i et mikroskop eller et himmellegeme i en stjernekikkert. Den teoretiske forståelse guider hans blik. Det utrænede øje vil måske slet ikke genkende cellen i mikroskopet, mens en biolog vil se en kompleks struktur. På samme måde kan man se på børn som objekter.
Men det er ikke kun den teoretiske forståelse man kigger med; der er også en forforståelse , der går forud for den teoretiske ramme. Forforståelsen ligger som en farve på den linse, man kigger med. Måske vil den sløre ens blik.
Forforståelsen udspringer ikke af videnskab, tværtimod er det en førvidenskabelig arv. Forforståelsen er det paradigme, der påvirker vores opmærksomhed, og tvinger vores fokus i en bestemt retning. Ligesom Thomas Kuhn påpegede med sin teori om paradigmer i videnskaben, så vil forskere arbejde indenfor en bestemt ramme af forståelse, som så bestemmer, hvad man overhovedet opfatter som relevant, sandt eller vigtigt.
Kirken – Det onde barn
I Visions of childhood tager forfatterne Cleverly og Philips os tilbage til det 19. århundrede, hvor det kristne børnesyn stadig hvilede tungt på børneopdragelsen. Arvesynden gjorde sin indflydelse, og man mente, at barnet er født syndigt og ondt. De citerer dr. Thomas Arnold (1795 –1842) en engelsk pædagog og historiker, der indførte flere reformer, der blev bredt kopieret af anerkendte offentlige skoler.
“ evil being unavoidable we are not a jail to keep it in, but a place of education where we must cast it out, to prevent its taint from spreading”.
Om det kristne børnesyn skriver Cleverly og Philips videre:
honest punishment seeks to establish habits of obedience, self-control, and discipline and is the most positive and best method of child rearing. Parents should never attempt to reason with children or shame them into good behavior – correctly used, “spanking guides and controls initiative, inventiveness and self-reliance”, and will instill a deep sense of respect, discipline, self-control, and a settled, orderly appreciation of loving authority”.
Det var opdragelsens ærinde at tvinge det onde ud af barnet med disciplin, afstraffelse og lydighedstræning. De voksne skulle være en kærlig autoritet, der gjorde børn til gode mennesker. Gode vaner udvikledes gennem kontrollerede regimer med ro, renlighed og regelmæssighed. Et barn, der ikke adlyder, må straffes, enten med fysisk afstraffelse eller ved sociale sanktioner med isolation, eksempelvis ved at blive sat udenfor døren. Alle børn gennemgår, ifølge dette børnesyn, stadier med egoisme, men kan trænes til at være lydige, elskelige, selvhjulpne og ikke mindst respektfulde overfor autoriteter.
John Locke – Det tomme barn
Det kristne børnesyn blev udfordret af oplysningstidens tænkere som John Locke, der formulerede et nyt børnesyn. Han så hverken børnene som gode eller onde:
“I think I may say that of all the men we meet with, nine parts of ten are what they are, good or evil, useful or not, by their education.”
Lockes børnesyn markerede et brud med den kristne forståelse af barnet som syndigt og med behov for benhård disciplinering. I stedet for at være iboende onde eller gode, var børn neutrale – en formbar masse, der kunne udvikles i enhver retning afhængig af deres miljø og opdragelse (ni ud af ti).
Locke anså børn som en “tabula rasa”, en blank tavle eller en tom beholder, om man vil, hvorpå samfundet skriver og fylder i. Det betyder, at barnet formes næsten helt og holdent af sine omgivelser. Det har potentiale til at blive hvad som helst. Locke skrev:
“Let us suppose the mind to be, as we say, white paper void of all characters, without any ideas. How comes it to be furnished? Whence comes it by that vast store which the busy and boundless fancy of man has painted on it with an almost endless variety? Whence has it all the materials of reason and knowledge?”
Hvis barnet kommer til verden med et sind som et blankt papir, en tabula rasa, hvor kommer sindets indhold så fra? Locke svarede med et ord: erfaring. Erfaringen, mente Locke, kom gennem sansning og refleksion.
Men når barnet næsten helt og holdent formes af sine omgivelser, bliver de også set som overvejende passive og formbare væsener, der kun reagerer på stimuli udefra. Barnet fødes ikke med en selvstændig drivkraft, og i den forstand havde Locke et mekanistisk syn på barnet, idet det afventer stimuli for at kunne generere et respons. Locke lagde det filosofiske fundament for behaviorismen, en psykologisk retning, der ser menneskets adfærd som et produkt af ydre stimuli og træning.
B.F. Skinner og Ivan Pavlov videreudviklede idéen om mennesket som et formbart væsen, men de så bort fra Lockes idé om barnets indre tankeprocesser og så al adfærd som resultat af ydre påvirkninger. En instrumentel tankegang, hvor man betragter barnet som et objekt, der med den rette træningsmetode kan manipuleres efter de voksnes ønske. Uønsket adfærd kan trænes bort med belønning eller straf. Barnet er en tom beholder, der venter på at blive fyldt med indhold og blive lært adfærdsmønstre og vaner, som omgivelserne pålægger det.
Jean Jacques Rousseau – Det frie barn
I kontrast til det kristne børnesyn om børn som født onde og syndige og Lockes mekanistiske børnesyn kom oplysningstænkeren Jean Jaques Rosseau og sagde, at børn er født gode:
“Let us lay it down as an incontrovertible rule that the first impulses of nature are always right; there is no original sin in the human heart, the how and why of the entrance of every vice can be traced”.
Hvor de kristne sagde, at børn var født syndige og derfor skulle disciplineres, lagde Rousseau vægt på frihed. Og hvor Locke sagde, at børn formes af miljø og kom til verden som et tomt lærred, mente Rousseau, at børn havde naturlige og medfødte kræfter. “Follow your natural impulses”, var Rousseaus slogan.
Rousseau havde et organisk syn på børn, idet han så dem som naturligt motiverede til at udvikle sig og lære. Ifølge ham er børn født med en iboende kapacitet til at vokse og lære i deres eget tempo og på deres egne præmisser. For Rousseau er barnet en selvstændig organisme, der aktivt tilpasser sig sine omgivelser, ikke en passiv modtager. Det eneste barnet skal tvinges til, skal komme fra naturen selv:
Let him early find upon his proud neck, the heavy yoke which nature has imposed upon us, the heavy yoke of necessity, under which every finite being must bow. Let him find this necessity in things, not in caprices of man; let the curb be force, not authority”.
Hans tanke om, at barnet skulle lære gennem naturlige konsekvenser, snarere end ydre disciplin, er en skarp kontrast til den autoritære mekanistiske opdragelse. Han mente, at børn bør vokse op i frihed, og at deres erfaring kommer af en naturens nødvendighed, ikke gennem tvang, af samfundets vilkårlige regler eller strenge autoriteter.
Rousseau var en romantiker, hans ideer fragmenterede, endda også selvmodsigende, men hans ideer var alligevel revolutionerende, ikke til at komme udenom – og haft enorm indflydelse på pædagogiske strømninger siden da.
Hvilke fakler bærer vi videre?
Disse før-videnskabelige ideer fungerer stadig i dag som paradigmer. Paradigmer, der ligger i vores underbevidsthed og rumler, og styrer vores opfattelse af børn og opdragelse. De påvirker pædagogisk forskning, selv når den forsøger at præsentere sig som objektiv og evidensbaseret.
Børnesynet har bølget mellem disciplin og frihed, mellem ydre kontrol og indre drivkraft. Fra det kristne syn på barnet som syndigt, over Lockes idé om barnet som en tom tavle, til Rousseaus vision om barnet som et naturens væsen. Der er ikke den helt store nytænkning i den politiske samtale, men genbrug af idehistoriske efterladenskaber.
Børnesynet er ikke en objektiv sandhed, men et historisk og kulturelt fænomen, og spørgsmålet er hvilket børnesyn der dominerer i vores tid? Hvor er snakken henne om børns frihed? Og hvordan former det vores institutioner og vores måde at møde børn på?
Bærer vi stadig præstekappernes fakler videre, opdrager børnene som Pavlovs hunde eller ser vi på børn som naturligt gode væsener, der blot skal have plads til at udfolde sit potentiale?
Hvordan støtter vi bedst børns udvikling? Gennem frihed og med respekt for deres natur, disciplin og straf eller med adfærdstræning? I sidste ende er det et spørgsmål om værdier, tro og overbevisning.
Spørgsmålet er, om folk er klar over, hvilke overbevisninger, de er bannerfører for.