Vi lever i en tid, hvor autoritære strømninger vinder frem globalt – og også herhjemme ser vi en voksende flirten med nye autoritetsidealer, ikke mindst i vores syn på børn, et syn der potentielt vil forme kommende generationer. I skolen bliver lydighed og disciplinering genoplivet som idealer, mens kritisk tænkning skubbes i baggrunden.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye har udtalt til Berlingske Tidende, at folkeskolen er blevet for “slatten” i sin pædagogik, og han ønsker at genskabe lærernes autoritet, hvilket allerede har medført skærpede ordensbekendtgørelser. [1]
En af Danmarks mest citerede eksperter [2], forskningschef Andreas Rasch Christensen mener, at lærerens autoritet er en af flere afgørende faktorer, hvis utilbørlig opførsel skal til livs. Der skal være mulighed for sanktioner, når nogen bryder rammerne.[3] Der er brug for mere disciplin [4] og uddannelse starter allerede i vuggestuen [5] siger han.
Samtidig forveksler vi ofte politisk ondskab med noget fremmedartet og sygeligt. Når Trump kaldes narcissist, eller jihadistiske terrorister beskrives som djævle, placerer vi ondskaben udenfor os selv – som noget dæmonisk og utilnærmeligt. Men netop derfor overser vi måske den virkelige fare: den banale, institutionelle ondskab, som vokser frem i det stille og inde i os selv. Den ondskab, der lever af tilpasning, automatisering og fraværet af refleksion. Vi risikerer at overse den politiske ondskabs egentlige karakter i det 21. århundrede.
Den politiske filosof Hannah Arendt – en af det 20. århundredes mest skarpe og udfordrende tænkere – gav os to begreber, der stadig er uhyggeligt aktuelle: totalitarisme og ondskabens banalitet. De er ikke modsætninger, men to sider af samme fænomen. Sammen viser de, hvordan almindelige mennesker, der ellers aldrig ville gøre ondt, alligevel ender med at gøre det.
Totalitarisme er, som ordet antyder, altomfattende. Det omfatter alt inden for dets grænser: samfundets produkter, kulturen, borgernes krop og sjæl. Det kontrollerer uddannelse, medier, teknologi og industri – ikke for kontrollens egen skyld, men for at forme mennesker på en måde, som intet tidligere politisk system har formået. I den totalitære struktur bliver mennesket reduceret til et redskab – en tom skal – i stedet for et helt, levende individ.
“What totalitarian ideologies therefore aim at is not the transformation of the outside world….but the transformation of human nature itself.” – Arendt, The Origins of Totalitarianism“
For Arendt antager den totalitære ondskab en destruktiv form. Den er radikal – ikke kun fordi den dræber, men fordi den nedbryder selve grundlaget for menneskelig sameksistens. Den tilintetgør både det politiske fællesskab og individets integritet. Det uhyggelige er, at menneskers psyke kan ødelægges længe før kroppen bliver det. Mennesker kan nå et punkt, hvor de ikke blot underkaster sig destruktive ideologier, men begynder at ønske deres egen tilintetgørelse. De kan forvandles til zombier.
Det 20. århundredes mest uhyggelige opdagelse er måske, hvor plastiske mennesker egentlig er. Borgerne i en totalitær stat forvandles til robotter – til tomme beholdere, som uden modstand ødelægger sig selv og hinanden i tjeneste for en abstrakt, totalitær idé.
Cirka ti år efter Arendt udgav The Origins of Totalitarianism, overværede hun retssagen mod Adolf Eichmann – en nøglefigur i nazisternes Holocaust-maskineri. Hun skrev senere bogen Eichmann i Jerusalem. Hvad hun så, var ikke en dæmon eller en sadist, men en bureaukrat med briller. En mand i skjorte, der arbejdede på kontor. Effektiv. Systematisk. Loyal. Den ondskab, Arendt mødte i Eichmann, var ikke djævelsk – den var banal.
Det fik hende til at stille spørgsmålet: Har vi overhovedet et sprog til at beskrive, hvad Holocaust egentlig var? Og kan vi forstå, hvordan det kunne retfærdiggøres af dem, der deltog?
Det mente Arendt ikke, vi havde. Og at udvikle et sådant sprog – et vokabular for denne slags ondskab – er afgørende, hvis vi vil forhindre, at noget lignende sker igen.
Hun pegede på to sammenvævede fænomener. Det ene er, at moralske forandringer kan vride og forvrænge sig på samfundsniveau. Det andet er, at denne forvrængning bliver mulig, fordi de fleste mennesker har en overfladisk moralsk karakter – de reflekterer ikke dybt over deres handlinger. De følger med.
Det, Arendt så hos Eichmann, var, at han ikke blot betragtede sig selv som en, der adlød ordrer – han så sig selv som en, der gjorde sin pligt. Han fulgte loven med samvittighedsfuld iver. Han havde læst Kant og ønskede ikke blot at adlyde, men at ophøje sin handling til en moralsk forpligtelse. Det, han gjorde, gjorde han ikke af had til jøderne, men i pligtens navn. Det var hans samvittighed, der ledte ham til at medvirke til deres udslettelse.
Ifølge Arendt var det, der fandt sted, en moralsk omvending, hvor sproget for ære, pligt og samvittighed blev vendt på hovedet. Vi går i dag ud fra, at vores samvittighed altid vil guide os til at kende forskel på rigtigt og forkert. Men det, Arendt påpegede, var, at når verden forandrer sig fundamentalt – som i en totalitær stat – forandres også individets moralske kompas. I et system, hvor hele samfundets normer og sprog er blevet forvredet, bliver det næsten umuligt at handle anderledes. De fleste overgiver sig – ikke af ond vilje, men fordi deres samvittighed er blevet tilpasset systemet.
Normalt er vores samvittighed og loven tæt forbundne. Vi føler ubehag, når vi bryder loven – og en indre retfærdighedsfølelse, når vi følger den. Men i en totalitær virkelighed bliver loven amoralsk, og dermed også samvittigheden. I Det Tredje Rige blev fristelsen til at modsætte sig – til ikke at myrde, ikke at udplyndre – oplevet som det forkerte. Som synd. For de havde lært, at fristelsen skal modstås. Og fristelsen var netop: ikke at deltage
Eichmann nød ikke at slå jøder ihjel. Han følte blot, at han skulle adlyde loven. De fleste af dem, der deltog i Holocaust, var ikke djævle. At kalde dem djævle ville, i Arendts optik, være at give dem en form for særstatus – en slags dæmonisk storhed – og samtidig give os andre en form for lettelse. Det bliver et makabert kompliment, fordi det tilskriver gerningsmændene en exceptionel kvalitet, og det trøster os, fordi det skaber en klar forståelsesramme: at onde mennesker gør onde ting.
Men den ramme er, ifølge Arendt, vildledende. Den forfører os til at tro, at vi forstår ondskab, og at den er noget, der ligger uden for os selv. Arendt insisterede derimod på, at ondskaben i Det Tredje Rige ikke udsprang af dæmoniske individer, der koordinerede deres gerninger med sadistisk glæde. I stedet var det hele samfundet, der blev skørt og stuporøst. Og netop derfor er ondskaben banal: fordi den bliver almindelig, upersonlig og uhyggeligt effektiv i vores moderne verden.
Ikke al ondskab er banal. Der findes sadister og brutale mennesker. Men disse kategorier er utilstrækkelige, når vi står over for en serie af fænomener, der i tiltagende grad er normalt i vores verden. De forklarer ikke, hvordan ganske almindelige mennesker bliver medløbere i et system, der ødelægger mennesker psykisk længe før kroppen bliver ødelagt. Den slags ondskab opstår ikke fra individets indre mørke alene, men fra bureaukrati, lydighed og systemer, der gør tænkning overflødig.
Holocaust var ikke en konspiration af satanistiske supermænd med gedulgte agendaer. Det var i høj grad et bureaukratisk fænomen.
Hvordan kunne en bureaukrat, der stod i spidsen for Holocaust, ikke vide, hvad han gjorde? Fordi han aldrig så effekten af sine handlinger. Eichmann besøgte Auschwitz én enkelt gang, men lod ikke til at forstå, hvad der foregik. Den ondskab, han bar, var hverken overmenneskelig eller triviel – men banal. Banal forstået på den måde, at den er overfladisk.
Hvis vi vil genkende ondskabens banalitet i vores egen samtid, skal vi ikke kun holde udkig efter satanister og tyranner. Nej, dem vi virkelig skal være på vagt over for, er bureaukrater og regelryttere.
Den lektie, Arendt mener vi må lære, er, at hvis vi tror, vi skal lede efter ondskab som en karakteregenskab – noget dæmonisk eller sygeligt – så misforstår vi den moderne politiske ondskab. Den opstår ikke nødvendigvis i ekstreme mennesker, men i almindelige mennesker som du og jeg, der undlader at tænke.
Hvis Arendt har ret, må en naturlig følge være at identificere de banaliteter, vi selv omgiver os med. Det er en smertefuld, men nødvendig øvelse at spørge sig selv: Kan jeg genkende den onde banalitet i mig selv eller blandt de mennesker, jeg har nær? Hvor gør vi som samfund det, Arendt advarer imod – når vi handler uden at tænke? Når vi følger regler og normer uden at spørge, om de virkelig tjener dem reglerne gælder for?
Et oplagt sted at lede efter disse banaliteter er i de systemer, vi har opbygget – især de systemer, der prioriterer lydighed, pligtfølelse og stærk fællesskabsfølelse over kritisk tænkning.: I hvilke miljøer er det i dag blevet normen ikke at stille spørgsmål? Hvor reglerne ikke alene er håndhævet, men også internaliseret, så ingen tænker på, hvad de egentlig betyder for dem, de gælder for.
Skolesystemet står som et af de mest markante eksempler på et sådant system. Her har vi skabt en institution, hvor børn i stor udstrækning forventes at rette sig efter regler og strukturer, som er så indlejret i systemet, at de fremstår som naturlige og neutrale. Ikke fordi der står en tyran ved katederet og råber – men netop fordi ingen gør det! Systemet er selvopretholdende. Reglerne er blevet så indgroet, at vi ikke længere ser dem som noget, der kunne stilles spørgsmål ved. Tests, ensretning og standardisering er blevet til selvfølgeligheder. Lærere og pædagoger fungerer som administratorer af normer og regelsæt, som de ikke nødvendigvis har valgt, men som de bliver ansporet til at videreføre. Forældrene, ligeledes, er forpligtede til at bakke op. Skolesystemet lægger pres på dem, der færdes i det. Skolen opererer i dag i høj grad efter systemverdenens logik: målstyring, outputmåling og effektivitet. Problemet er ikke, at mennesker i systemet mangler vilje til at handle menneskeligt – men at systemets struktur gør det svært – selv for dem, der prøver at stå imod.
Det er her, Arendts pointe virkelig træder ind i et skræmmende lys: Når vi handler ud fra et system, uden at tænke på, hvad vi gør – når vi bare følger reglerne, fordi vi har fået at vide, at det er sådan, det skal være – risikerer vi at blive medløbere i noget destruktivt, uden at nogen har haft til hensigt at skade. Det er ikke ond vilje, der driver systemet. Ingen handler ud fra et ønske om at skade børnene. Det, der bliver gjort, gøres med gode intentioner. Men det er netop derfor, det er så farligt. Når vi handler uden at stille spørgsmål, kan vi blive en del af noget, der skader – selv uden at vi har bevidst ondt i sinde.
Skolesystemet er ét stort socialt eksperiment, hvor vi år efter år tryktester, hvor meget kontrol og standardisering børn kan tåle, før deres nysgerrighed, kreativitet og selvfølelse går tabt. Når børn så spræller, bliver forklaringen fundet i børnene selv: diagnoser, deres hjemmemiljø, deres egne problemer. Men vi ser sjældent på normerne og spørger: Er det system, vi har opbygget, egentlig gavnligt for børnene? Er det sundt at tvinge børn ind i et system, der belønner dem for at tilpasse sig regler og normer, som de ikke selv har valgt?
Når børnene prøver at protestere – gennem små oprør, frustration eller simpelthen ved at “falde udenfor” systemet – bliver de enten sanktioneret eller “hjulpet tilbage på sporet”. Sporet, som vi har defineret for dem. Det er ikke dæmonisk ondskab, det er ikke sadisme, det er banalitet – systemisk banalitet. Det er et system, der opretholder sig selv, fordi ingen stiller spørgsmål, og fordi det føles som det eneste rigtige.
Men der, hvor børn får mulighed for at stille spørgsmål til etablerede sandheder, modsige autoriteter og tænke selv – dér spirer den modstand, som Arendt mente var nøglen til at bevare menneskelighed i en umenneskelig verden. Modstand er ikke en trussel, men et af de dannelsesidealer, vores liberale demokratier har allermest brug for. Netop derfor må vi insistere på at holde rum åbne for undren og kritik – ikke lukke dem med nye autoritetsidealer.