Børnesyn er først som sidst et spørgsmål om tro, værdier og overbevisning. Ikke et spørgsmål om evidens. Hvad tror du på?
Tror du, at børn er iboende syndige og derfor har brug for kæft, trit og retning? Eller tror du, at børn er født gode og frie – og derfor har brug for tid og ro til at vokse?
Hvilket børnesyn har retten til barnet?
A.S. Neill, grundlægger af Summerhillskolen, havde enorm indflydelse på den danske folkeskole frem til 1993, hvor den første læseundersøgelse fejede idéer om børns frihed af bordet og lagde reformpædagogikken i graven. Med PISA-undersøgelserne blev der drejet helt om på hælen. Ind kom systematisk læseundervisning, trinmål og garantier for læringsudbytte. I dag er den Rousseau-inspirerede skotte reduceret til et fortidslevn.
Neill så barnet som grundlæggende godt og kompetent – i stand til at udvikle sig selv, hvis bare det får lov. Opgaven som voksen er ikke at forme barnet, men at beskytte dets frihed. Det er et humanistisk børnesyn, båret af tillid til barnets iboende natur.
“The moulded, conditioned, disciplined, repressed child – the unfree child, whose name is Legion, lives in every corner of the world. He lives in our town just across the street. He sits at a dull desk in a dull school; and later, he sits at a duller desk in an office or on a factory bench. He is docile, prone to obey authority, fearful of criticism, and almost fanatical in his desire to be normal, conventional and correct.” – A.S. Neill
Neill beskriver her, hvordan den “ufrie” barndom former hele liv. Hvordan undertrykkelse og tilpasning skaber voksne, der ikke længere stiller spørgsmål. De bliver selv videreførere af de samme strukturer, fordi de aldrig har lært andet. Og netop dét ville Neill gøre op med: at give børn frihed til at føle, tænke og handle – uden at blive presset ind i en form.
På den anden side har vi det kristne børnesyn, her udfoldet af sognepræst Marie Høgh [1], som efterlyser mere kæft, trit og retning som løsning på en folkeskole i forfald. Der er ingen direkte varedeklaration, men børnesynet træder tydeligt frem. Det kristne børnesyn har historisk betragtet barnet som syndigt fra fødslen – med behov for opdragelse og disciplin for ikke at gå til grunde.
Marie Høgh taler om længslen efter stærke autoriteter, der gennem hierarki og konsekvenspædagogik skal genoprette den nødstedte skole.
Det er som at blive kastet tilbage til Fluernes herre – en fortælling, hvor en gruppe drenge, forladt på en øde ø, forfalder til barbari. Et mørkt menneskesyn, hvor civilisationen er en tynd fernis, og kun fast styring forhindrer kaos. Det er et børnesyn, der bygger på frygt. Frygten for, hvad der sker, hvis vi ikke styrer børn. En forestilling, der legitimerer autoritær pædagogik.
Men det her er ikke bare en diskussion om pattet børnehavepædagogik. Det er et spørgsmål om, hvilket menneskesyn – og hvilket samfund – vi ønsker at bygge. Skal det være bygget på tillid eller på kontrol? På tvang og autoritet – eller på frihed og demokrati som livsform?