Jeg følger med i Berlingskes såkaldte afdækning af vold i skolerne. Det har egentlig ikke noget med mig at gøre. Jeg kunne egentlig være ligeglad, vende det blinde øje til.
Men jeg har et ømt punkt for dem, der ikke selv kan svare for sig og som vi burde passe på.
Og i dette tilfælde: for de børn, man giver skylden for systemiske problemer, uden at nogen har lyttet til deres stemme.
Giver det overhovedet mening at give enkelte børn skylden for det, de kalder en “forrået folkeskole”? Børns adfærd er udtryk for noget. Et barn reagerer. Et barn spejler sig. Det er skræmmende, at svaret på det er udstødelse, straf og stigmatisering.
Den fjerde statsmagt udnævner med stor retorisk snilde børn ned i indskolingsalderen til hårdkogte voldsmænd. Vi ved, at børns identitet tager form af de narrativer, omgivelserne giver dem. Voksnes vurderinger af børn former børnenes adfærd. Den såkaldte Pygmalion-effekt beskriver, hvordan andres opfattelse bliver en selvopfyldende profeti – barnet opfører sig derefter. Og enhver, der har arbejdet med børn, ved, at narrativer hurtigt løber løbsk.
Tænk på filmen Joker. En ekstrem og fiktiv film,ja – men den illustrerer noget dybt menneskeligt. Dens styrke ligger netop i at vise, hvordan et menneske – marginaliseret, ignoreret og latterliggjort – til sidst bryder sammen og vender sig mod det samfund, der svigtede ham. Joker blev ikke født som et monster. Han formes af sine omgivelser.
På samme måde risikerer vi, at børn i skolen stigmatiseres og udstødes på måder, der baner vejen for en kriminel løbebane. Ikke fordi de er onde. Men fordi de blev svigtet.
Sagen har hurtigt nået et politisk niveau, og politikerne står i kø for at gribe ind med øgede beføjelser for magtanvendelse over for børnene. Berlingske holder mikrofonen for traumatiserede skolelærere. Vi ser billeder af dem, grædende. Det er vigtigt, at skolelærernes stemme bliver hørt.
Men hvad med børnene? Dem, som nu omtales som afstumpede kriminelle?
Det må ikke ske på bekostning af børns retssikkerhed.
Systemet rykker hurtigt. Der skal skabes ro. Nogen skal være skurken og ekskluderes. Forældrene skal sikres tryghed. Ingen tager notits af det barn, der står som genstand for det hele. Måske et 8-årigt barn, måske 11, der nu omtales som voldsmand.
Hvem beskytter det barn?
Berlingske har bragt en hel artikelserie under titlen “forrået folkeskole”, men har kun givet spalteplads til én enkelt linje til familien, hvis barn det hele drejede sig om.
Det er disse linjer, man finder i bunden af én artikel ud af flere:
“Berlingske har været i kontakt med forældrene til den elev, der blev smidt ud af skolen. De fortæller, at hele forløbet har været hårdt for deres familie. De mener, at skolens reaktion med at udskrive deres barn uden partshøring var voldsom.” [1]
Det implicerede barn blev bortvist permanent som følge af episoden.
FN’s Børnekonvention slår fast, at alle børn har ret til at blive hørt i sager, der vedrører dem (artikel 12), og at barnets tarv altid skal komme i første række (artikel 3).
Men nu ser vi, at både medierne og politikere er i færd med at overrule disse rettigheder til fordel for hurtige løsninger, der tilfredsstiller flertallet.
Når voksne anklages for vold, har de rettigheder. De har krav på en advokat, på at blive hørt, på at få deres sag prøvet ved en uafhængig domstol. De må ikke dømmes uden beviser, og deres side af sagen skal altid frem.
Men når et barn anklages for vold, bliver skoleledelsen ofte både dommer og udførende magt. De træffer beslutninger uden uafhængig vurdering, og ofte er det ikke dem selv, men andre forældre, der har rejst anklagen.
Et andet barn har måske følt sig krænket – og det skal tages alvorligt. Men hvis skolen handler på baggrund af forældregruppens pres eller følelser, uden at den anklagede part bliver hørt, er vi langt fra retssikkerhed.
Et enkelt 8-årigt barn har ingen magt. Overfor de voksne har de ikke samme mulighed for at tale for sig og gøre modstand. Og værre endnu: Hvis barnet kommer fra en ressourcesvag familie – hvor forældrene måske ikke kender reglerne, ikke taler systemets sprog, eller selv har oplevet svigt og magtesløshed – så har barnet ingen, der kan tale dets sag. Forældrene er ofte barnets eneste værn. Og hvis de svigter eller ikke magter opgaven, falder barnet igennem sikkerhedsnettet.
Og den, der burde kæmpe barnets sag: skolen – er selv part i sagen. Og under politisk pres. Den presses til at have større fokus på tryghed for flertallet snarere end for minoriteters ret til at ytre sig.
Det er systemets blinde plet.
Skolelærerne har fagforeninger, arbejdsmiljølovgivning, et fagfællesskab, en ledelse til at bakke op ved problemer. Hvad har den enkelte elev til sammenligning?
Ingen fagforening. Ingen kollektiv interesseorganisation, der kan tale på deres vegne.
Ingen arbejdsmiljølovgivning – selvom de befinder sig i et miljø, der minder om en arbejdsplads.
Ingen ret til at vælge skolen fra, og i praksis ingen indflydelse på undervisningens form og indhold.
Så kan det godt være, at vi siger at børn har rettigheder.
Men hvad gør det, hvis der ikke er nogen til at håndhæve dem? Ingen uafhængig overvågning, der har myndighed til at gribe ind? Intet talerør.
Hvem holder øje? Børnerådet? Børnerådet har kun en rådgivende funktion.
I praksis er det forældre og civilsamfund. Og det betyder at barnets retssikkerhed afhænger 100% af forældrenes ressourcer.
Der findes ingen garant for barnets perspektiv, når familien er svag.
Og hvad stiller de op, når de er dømt på forhånd?
Dem, der har allermest brug for støtte, har ingen stemme.
Hvis vi mener, at børn skal lære ansvar, så må de også have ret til retfærdighed og respekt.
Ellers lærer de kun, at verden er vilkårlig, og at magt er vigtigere end sandhed.