Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker. – Den Blå Betænkning
Den Blå Betænkning er betegnelsen for en undervisningsvejledning, der blev skrevet i 1960 og 1961. Den gjorde op med den sorte skole – en skoleform, der var præget af udenadslære, disciplin og autoritære strukturer. Vejledningen blev trykt med et blåt omslag, og derfor blev den kendt som Den Blå Betænkning. Bag den stod hundredvis af skolefolk, heraf mange reformpædagoger, som ønskede en anden vej for skolen og dens elever.
Det centrale i Den Blå Betænkning var et skifte i formålet med undervisningen. Skolens opgave blev beskrevet som mere end blot at lære eleverne endeløse rækker af fakta; den skulle også skabe harmoniske og lykkelige mennesker. En ambition, der uden tvivl kan diskuteres – kan en skole virkelig gøre mennesker lykkelige? Og hvad betyder det overhovedet at være harmonisk?
Men uanset hvordan vi forholder os til det ideal, så repræsenterer det en filosofisk tanke: at børnene skulle være et mål i sig selv, ikke blot midler til opfyldelse af samfundsmæssige målsætninger.
UDENADSLÆRE OG LYDIGHED – FARERNE VED EN ENSPORET TILGANG
Den sorte skole var kendetegnet ved terperi og en streng disciplin, hvor elever blev opdraget til blind lydighed. Efterkrigstiden bragte en dybere forståelse af de farer, der lurer i en sådan tilgang. Totalitarismens fremmarch i det 20. århundrede viste, hvor galt det kan gå, når kritisk tænkning undertrykkes, og mennesker reduceres til lydige redskaber.
Hannah Arendt belyser netop den problemstilling i sine værker, blandt andet Eichmann i Jerusalem og Menneskets vilkår. Hun argumenterer for, at evnen til at tænke selvstændigt og stille spørgsmål er afgørende for at undgå dehumanisering. Uden denne evne risikerer vi, at individer blindt følger ordrer – selv når disse ordrer er dybt umenneskelige.
Denne indsigt ligger tæt op ad Den Blå Betænkning, som insisterede på, at skolen skulle være mere end en fabrik, der masseproducerede arbejdskraft. Skolen skulle være et sted, hvor børn udvikledes som hele mennesker – med selvvirksomhed og kapacitet til at bidrage til et sundt demokrati.
Fra harmoniske mennesker til “møtrikker i maskineriet“
Vi forlod visionen om børn som mål i sig selv omkring 00èrne, hvor skolen i stedet blev en del af konkurrencestatens maskineri. Børn blev møtrikker, der skulle opfylde økonomiske og politiske målsætninger. De første PISA test i 2000 og 2003 udløste en krise, fordi man politisk fik en oplevelse af at skolen var i en faglig krise. Særligt blev der fra borgerlige kredse ført en kritik af den slappe skole, men kritikken blev siden også delt af Socialdemokratiet. I 2013 kom også Radikale Venstre og SF med på vognen. (Thomas Rømer, 2022)
Anders Fogh Rasmussen gjorde op med det han døbte “rundkredspædagogik” i sin åbningstale i Folketinget i 2003:
“Der har i nogle årtier været tilbageholdenhed med at stille krav og vise konsekvens.
I skolerne er de faglige krav blevet slækket. Måske af frygt for, at kontante faglige krav ville være til ugunst for de svageste. Men skadevirkningen er alvorlig. De svageste elever er blevet ladt i stikken. Og danske skoleelever klarer sig dårligere end elever i andre lande på en række afgørende punkter.
Der er kun én vej fremad. Vi skal til at oppe os. Vi skal simpelt hen være endnu dygtigere. Vi skal højne de faglige krav over alt i uddannelsessystemet.
Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi.
Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?””
Man anså altså reformpædagogik ikke alene som modsætning til faglige færdigheder, men som selve årsagen til at skolen var blevet for slap. Nu måtte der igen stilles krav, strammes op og indføres konsekvens!
Men ved at frigøre skolen fra reformpædagogik blev skolen ikke befriet, tværtimod blev den lagt i nogle endnu mere skrækindjagende lænker. Skolen blev en del af konkurrencestaten, hvilket endeligt blev cementeret med folkeskolereformen og mistede dermed sin humanistiske vision.
