Til dem, der ikke ved, hvad jeg taler om, når jeg siger “en vild offentlig debat,” som jeg som hjemmeunderviser føler mig pikeret af, er her en lille potpourri.
Nedenstående udtalelser er rettet mod Maj My Humaidan, der med sine bøger og holdninger har rejst en række dagsordener, som samtidig har trukket hele debatten om hjemmeskoling med sig. Retorikken afslører en dyb uvidenhed om, hvad det vil sige at hjemmeskole, og afslører en bredere samfundsopfattelse, hvor det at træde ud af hamsterhjulet – eller det etablerede skolesystem – betragtes som usolidarisk eller endda truende for velfærdssamfundet.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan så mange magtfulde stemmer – fra toppolitikere og forskere til præster og økonomer – nærmest har indledt et koordineret angreb mod en lille minoritet, der tør vælge en anden vej. På trods af at de udgør en forsvindende lille del af befolkningen, bliver de mødt med en så massiv modstand og fordømmelse, ikke for at diskutere om hjemmeundervisning fungerer, men for at dømme det som moralsk forkasteligt.
Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg: Er bekymret over den uheldige tendens med borgere, der hopper af hamsterhjulet.[1]
Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen: Der er en generel debat, som forherliger det at være mindre på arbejdsmarkedet, end man kan. Men det er et helt forkert ideal. Fordi det er et ideal, som undergraver vores velfærdssamfund. [2]
Kaare Dybvad: Beskylder i sin bog Arbejdets Land familier som Maj My Humaidans for at være “velfærdssamfundets gratister” og påstår, at andre skatteborgere må “arbejde hårdere for at lappe det hul”, de efterlader.
Statsminister Mette Frederiksen: “Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, ja, så holder vores velfærdsmodel ikke. [3] Ideen om at droppe hamsterhjulet skal man passe på med [4]
Skoleforsker Andreas Rasch-Christensen: Antallet af hjemmeunderviste børn er tredoblet. Han hejser et advarselsflag.[5]
Sognepræst Marie Høgh: “Kom dog i gang, menneske,” tænkte jeg – og jeg må sige, at jeg deler bekymringen over den kreative klasse, der melder sig ud af samfundet og klynker over, hvor hårdt det er at være børnefamilie i dagens Danmark.” [6]
Økonom Nina Smith: Velfærdsegoismen er den største trussel mod vores samfund. [7]
Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen: Men sagen er den, at hun [Maj My] i sin essens gengav et kvinde- og familiesyn, der nok ville ræsonnere bedre i Grimhøjmoskeen, end det burde gøre i et moderne demokratisk samfund. Og et usolidarisk blik på den fælles velfærd. [8]
Udtalelserne peger på en klar tendens: Når nogen vælger en anden vej end den fastlagte – hvad enten det handler om at arbejde mindre eller hjemmeskole sine børn – bliver det hurtigt stemplet som usolidarisk eller endda egoistisk. Ingen af disse stemmer diskuterer, om hjemmeskole fungerer, hvordan det fungerer, eller hvorfor flere familier vælger det. I stedet ser vi en moralsk dom over selve retten til at træffe dette valg.
Den implicitte antagelse er, at velfærdssamfundet hviler på, at alle følger den samme fastlagte skabelon fra vugge til grav. Men hvorfor ses alternative livsformer som en trussel snarere end en berigelse? Hvorfor antager man, at børn ikke kan lære og trives uden for skolens fire vægge? Hvem tjener egentlig på, at debatten handler om, hvorvidt man bør hjemmeskole, i stedet for hvordan vi sikrer de bedste vilkår for alle børn – også dem uden for det etablerede system?
Måske er det ikke hjemmeskolere, der bør forsvare deres valg – men systemet, der bør forklare, hvorfor flere og flere vælger at forlade det.
[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]