Mens alle øjne er rettet mod verdens demagoger og vi globalt drives mod stadig mere autoritære tendenser [1] taler vi i Danmark om børns mistrivsel, og om at formulere et moderne autoritetsideal, som tidens bedste løsning på nutidige børneproblemer.
Mette Frederiksen udtalte til Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum; “at lærerne skal have autoriteten tilbage i klasselokalet.” [2] og Mattias Tesfaye vil danne børnene til patrioter. “Vi er nødt til at se os selv som en del af en kristen kulturhistorie”, siger han. [3]
Efter årtiers fejlslagen skolepolitik og stigende mistrivsel blandt børn har regeringen nedsat en Trivselskommission, der nu udsteder statslige råd om opdragelse. Budskabet synes klart: Hvis du som forælder troede, at skolen tog ansvar for dit barns ve og vel, må du tro om igen.
Skolesystemet har ikke din ryg.
Formanden for Trivselskommissionen, Rasmus Meyer, siger at opdragelse er en væsentlig årsag til vold i skolerne. Han forklarer, at forældre der forhandler for meget, vil få børn der udvikler et egocentrisk verdensbillede. Han siger:
“Når de så rammer skolebænken, er der regler, der skal følges. Ting der skal gøres, som man ikke har lyst til. Det kan føre til frustrationer, bekymring, uro og udadreagerende adfærd” [4]
Det er også i tråd med at Tesfaye allerede har strammet ordensreglerne i folkeskolen, så skolen kan sanktionere uordentlig adfærd med eftersidning og lignende. Nu er det forældrenes tur til at bakke op om skolens linje.
Det skorter ikke på pædagogisk lærde, der vil belære os om hvordan vi bør opdrage vores børn. Ikke mindst Dorte Ågård, ph.d. i klasseledelse, der i en kronik siger, at de unges mistrivsel dybest set handler om mangel på autoritet. Hun skriver:
“Autoritet er en mavefornemmelse af, at man har lov til at bestemme. Den mangler mange voksne i dag, og det overbelaster både børnene og dem selv. Derfor er der brug for, at vi formulerer et nyt moderne autoritetsideal.
Lad os først se på, hvordan vi kom hertil. Det er en lang historisk proces, som tog fart omkring 1968, da der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved voksnes ret til at bestemme.” [5]
De færreste er nok bevidste om, hvilke børnesyn, der bliver sendt i orbit i den offentlige samtale, og mange har sikkert overtaget et børnesyn fra sin samtid eller fra egen opdragelse.
Det lyder som om der er ved at forme sig en ny og banebrydende måde at se børn på. At der er én opdragelsesmetode, der er mere rigtig og sand. Men et blik tilbage på historien fortæller os, at diskussionen i virkeligheden drejer som om genbrug. Derivater af gammelt tankegods og nedarvede historiske strømninger af ideer.
Der findes ikke noget objektivt sandt syn på børn og børneopdragelse. Derfor kan det være gavnligt at kende til tre overordnede positioner inden for børnesyn, der har rødder til kirkens børnesyn og tankegods fra oplysningstænkerne John Locke og Jean Jacques Rousseau. Det kommer jeg ind på i næste blogindlæg.
Spørgsmålet er, hvordan de skal have lov at forme vores institutioner, i en tid, hvor autoritære regimer blomstrer frem i verden? Er det vi ser en tendens, hvor stat og institutioner genindfører en topstyret autoritet som løsning på nutidens børneproblemer – som om disciplin og lydighed kan rette op på den mistrivsel, vi ser i skolerne?
Når regeringen og dens eksperter taler om, at forældrene skal tage et større ansvar for opdragelsen, bliver det tydeligt, at skolen ikke kan løfte sin egen opgave. Børn mistrives i en institution, der kræver mere og mere disciplin, fordi den ikke formår at skabe en meningsfuld ramme for deres liv og læring. Og i stedet for at spørge, hvad det er ved skolen, der skaber mistrivsel, vælger man at rette blikket mod forældrene og stramme grebet om deres børns opdragelse.
Først kørte man en damptromle henover folkeskolen, nu smadrer man ungdomsuddannelserne med endnu en reform. Hvis man er ødelagt og forpint efter 10 års skolegang, kan man nu være sikker på aldrig at komme videre end til erhvervsuddannelser og måske de mellemlange professionsuddannelser. De velbjergede kan tage et år på efterskole og siden gymnasiet. De fattige, drengene og dem fra landets yderområder tvinges ind på EPX.
De går imod bedre vidende
Danmarks Lærerforening har gentagne gange påpeget, at afgangsprøver ikke gør skolens undervisning bedre. Det vælger de at overhøre, og derimod stramme grebet og bruge afgangseksamen til at gøre det sværere at komme videre. Forkvinde for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg, Regitze Flannov, siger:
“Både forskning og praksiserfaring peger på, at afgangsprøver ikke gør skolens undervisning bedre. Uden afgangsprøver vil vi kunne koncentrere os om at lave den gode, varierede, motiverende undervisning.“
Desværre er der ikke mange, der lytter til fagekspertise. Lærerrådene, som tidligere havde høringsret og beslutningskompetence, blev nedlagt i 1990. Det betyder, at beslutninger truffet af politikere og embedsmænd sjældent har en solid pædagogisk forankring.
Skolen dræber lysten til at lære
En rapport fra Børns Vilkår viser, at hvert femte barn i 4. og 7. klasse sjældent eller aldrig har lyst til at gå i skole. Blandt 7.-klasserne stiger andelen til 25 %. Ifølge børnene skyldes det lange skoledage, kedelig undervisning, en oplevelse af ikke at kunne være sig selv og en frygt for at blive testet eller skulle fremlægge i klassen.
Som Grundtvig sagde ved åbningen af Marielyst Højskole i 1857:
“Lysten driver Værket, det er et gammelt og det er et sandt Ord, og der er ingensteds, hvor det er klarere end i Skolen (…)”
I dag ved vi også fra Ryan og Decis arbejde med Self-Determination Theory, at selvstyret læring og intrinsisk motivation skaber den bedste læring og livsglæde – både på kort og lang sigt.
Skolereformen og dens konsekvenser
Desværre blev både lærere, børn og forældre kørt over af skolereformen i 2013, der indførte 4.000 læringsmål og en rigid kompetencestyring. Konsekvenserne så vi tydeligt i årene efter – blandt andet beskrevet af børnelæge Karen Tilma:” De kom væltende i løbet af bare en måned. Det var så voldsomt. Henvist med tics og søvnproblemer, ondt i maven og hovedet, og de tissede i bukserne. Det var resultatet af skolereformen og de lange skoledage – og jeg så dem hver dag”
Regeringen taler om at frisætte folkeskolen fra de tusindvis af læringsmål, men det ideologiske rodnet er det samme. Målene er nu vejledende, men de er ikke fjernet. Børnene bliver stadig betragtet som tomme beholdere, der blot skal fyldes med et nyt indhold. De ses stadig ikke som mål i sig selv, men som midler til økonomisk maksimering. De generationer, der nu er kørt igennem møllen er dem, der nu får lukket deres fremtidsmuligheder.
Jeg undrer mig til stadighed over, hvordan vi forestiller os at kunne uddanne frie mennesker med tvang – og demokratisk sindede borgere i et udemokratisk skolesystem.
Da jeg i sin tid gik gennem skoleporten med vores barn, opdagede jeg at skolen, jeg huskede fra min egen barndom, ikke fandtes længere. Den havde ændret sig radikalt. Hvad var der sket? Den forandring fik mig til at tænke over hvordan skolens værdier har ændret sig over tid.
Skolen anses for at være en bærende institution i samfundet, der både sikrer og udvikler centrale værdier. De værdier, der praktiseres og formidles i skolen, skaber dønninger, der når langt ud over skoleinstitutionen selv. Men skolens rolle som en central institution i samfundet betyder ikke, at dens eksistens eller struktur er en naturlov. Den er hverken baseret på ubestridelig videnskab eller hugget i stentavler, men snarere et konglomerat af pædagogiske forestillinger, traditioner og skiftende politiske vinde.
Det er nok de færreste, der har taget sig tid til at granske skolens historiske udvikling og formål. Men det er en vigtig øvelse, ikke blot fordi det har almen interesse, men også fordi det er godt for hjemmeundervisere at kende til. Skolens formål afspejler de politiske ideologier og pædagogiske doktriner, enhver generation formes efter. Ved at forstå denne udvikling får man en mulighed for bevidst at tilslutte sig eller tage afstand fra den retning, skolesystemet har taget.
Ved at læse Thomas Rømers bog Skolens formål, kan man se de historiske linjer i folkeskolens formålsparagraffer fra 1814 til 1993. Disse linjer giver en værdifuld forståelse af, hvordan formålet har udviklet sig op til sidste reviderede formålsparagraf i 2006. Selvom mange komplekse strømninger farver lovteksterne, og ikke alle kan dækkes her, tjener denne fremstilling som et kort, historisk overblik.
Almueskolen1814: Et moralsk og nytteorienteret udgangspunkt
I 1814 indførtes skolepligt. Børnene skulle i skole for at lære at læse katekismus og være tro mod monarkiet. Formålet var en fusion af kristendommens fokus på retsskaffenhed og moral, enevældens behov for loyale og nyttige borgere og der er også et lille spor af oplysningstidens tro på viden og fornuft.
Denne tidlige udgave af skolen havde en tydelig funktion: at forme børn til lydige undersåtter og gode kristne.
Placeringen i Grundloven: En garanti for frihed
Med Grundloven blev skoletvang afskaffet. Den nuværende skoleparagraf fra 1953 står sammen med de andre frihedsrettigheder; §79 forsamlingsfrihed, §78 foreningsfrihed, §77 ytringsfrihed, § 71 personlig frihed og § 67 religionsfrihed.
Denne placering understreger, at retten til undervisning ikke blot handler om at sikre borgernes uddannelse, men også om at beskytte den enkeltes ret til selvbestemmelse og frihed. Sammenhængen mellem disse frihedsrettigheder kittes sammen af begrebet åndsfrihed, som senere bliver en central del af skolens formålsparagraf.
Kort efter Grundloven blev friskoleloven vedtaget. Den gav forældre mulighed for at vælge alternativer til folkeskolen, så længe undervisningen står mål med folkeskolens krav. Disse love fungerer som vigtige samfundsventiler, der beskytter forældre mod at skulle overlade deres børn til en skole, der fungerer som redskab for en ideologi, de ikke sympatiserer med. Uddannelse kan således tilpasses individuelle behov og overbevisninger – en frihed, der er fundamental i et demokratisk samfund.
1937: Broen mellem tradition og fornyelse
I 1937 begyndte spirende tråde af Grundtvigs og reformpædagogikkens tanker at vise sig, især gennem begrebet selvvirksomhed. Der kom også et øget fokus på børnenes evner og anlæg.
I årene op til denne ændring blev Den store skolekommission nedsat i 1919, og kommissionen udarbejdede en række lovforslag, der fik stor betydning for skolens udvikling. Kommissionen indleder bemærkningerne til lovforslagene med at understrege folkeskolens rolle som en selvstændig og uafhængig pædagogisk institution:
“Med hensyn til det grundsynspunkt, der skal præge nærværende lov, har der indenfor kommissionen været enighed om, at folkeskolen som den betydningsfuldeste af alle skoleformer skal have sit mål i sig selv og ikke behøve at indrette sig på, hvad den højere skole måtte fordre af den.”
Selvom Grundtvig var imod ideen om en børneskole, fokuserede hans pædagogik på, at børneskolen ikke blot skulle ses som en forberedelse til voksenlivet – men som et liv i sig selv.
Kristendomsundervisningen var stadig forankret i folkekirkens evangelisk-lutherske lære, men dette harmonerede også med Grundtvigs idé om, at kristendommen kunne fungere som en kulturel og åndelig ramme uden nødvendigvis at være autoritær.
Formuleringen fra 1937 afspejler en tid, hvor skolens opgaver var ved at skifte fra at være primært en religiøs og disciplinerende institution til også at være et sted for selvstændig udvikling og dannelse. Ordet selvvirksomhed fungerede som en bro mellem den traditionelle, kristne dannelsestradition, filosofisk naturalisme og nyere reformpædagogiske strømninger, der begyndte at få fodfæste i det 20. århundrede.
1975: Reformpædagogikkens guldalder
I 1975 skete der et markant brud med fortidens kristne og autoritære præg. Reformpædagogikkens idealer blev tydelige, og kristendommen blev for første gang ikke nævnt som en eksplicit del af skolens opgave. Fokus skiftede til den enkelte elevs alsidige udvikling og skolens rolle som en demokratisk dannelsesinstitution.
Åndsfrihed blev en central værdi, der trak en klar linje til Grundtvigs arv.
Efterkrigstiden havde lært os vigtigheden af kritisk tænkning og demokratisk dannelse – aldrig mere Auschwitz. Skolen blev en arena for at skabe kritiske, ansvarlige og etisk reflekterede borgere. Modstand er dannelse i sig selv. Målet var ikke længere blot at uddanne, men at danne mennesker, der kunne modstå totalitære ideologier og fremme frihed og demokratisk fællesskab.
Denne periode repræsenterede kulminationen af pædagogiske idealer, der byggede på respekt for barnets rettigheder og værdighed
1993: Globalt og økologisk udsyn samt ligeværd
Tiden efter Berlinmurens fald krævede et mere internationalt perspektiv. Vægten er nu også lagt på at forstå dansk kultur og andre kulturer, fordi multikulturalisme har betydning i en globaliseret verden. Derudover kommer der fokus på forholdet til naturen i forbindelse med den tidlige opmærksomhed på økologiske problemer.
Denne formålsparagraf afspejler en verden i hastig forandring, hvor dannelse ikke kun handler om individet, men også om dets plads i en åben global økonomi og økologisk sammenhæng.
Formål sætter ting i perspektiv
Da jeg fulgte mit barn i skole i 2014, blev det tydeligt, hvor meget systemet havde ændret sig siden mine egne skoleår. Et historisk tilbageblik på skolens formålsparagraffer hjalp mig med at forstå, hvordan de værdimæssige skift i skolen gennem tiden havde formet systemet, som vi kender det i dag. Jeg vil i et senere indlæg komme ind på perioden fra 1993- 2006.
Den danske skoles formålsparagraffer repræsenterer en række idealer, der både er inspirerende og rummer en enorm pædagogisk dybde. Formål er netop ikke det samme som mål, der kan afkrydses på en checkliste, som skolen har været styret af de sidste årtier. Formål kan ikke styres eller måles som objektive størrelser. De fungerer snarere som pejlemærker, der inviterer os til at reflektere over, hvad der gør skolen meningsfuld.
Som forældre eller undervisere kan vi bruge formålsparagrafferne som et værktøj til at vurdere, om skolen lever op til sine egne idealer. Men man kan også blive dannet andre steder end skolen. Som hjemmeundervisere giver det anledning til at overveje, hvilke værdier vi selv ønsker at videreføre uden for skolens rammer.
Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- ogerhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kanstille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige oggode mennesker. – Den Blå Betænkning
Den Blå Betænkning er betegnelsen for en undervisningsvejledning, der blev skrevet i 1960 og 1961. Den gjorde op med den sorte skole – en skoleform, der var præget af udenadslære, disciplin og autoritære strukturer. Vejledningen blev trykt med et blåt omslag, og derfor blev den kendt som Den Blå Betænkning. Bag den stod hundredvis af skolefolk, heraf mange reformpædagoger, som ønskede en anden vej for skolen og dens elever.
Det centrale i Den Blå Betænkning var et skifte i formålet med undervisningen. Skolens opgave blev beskrevet som mere end blot at lære eleverne endeløse rækker af fakta; den skulle også skabe harmoniske og lykkelige mennesker. En ambition, der uden tvivl kan diskuteres – kan en skole virkelig gøre mennesker lykkelige? Og hvad betyder det overhovedet at være harmonisk?
Men uanset hvordan vi forholder os til det ideal, så repræsenterer det en filosofisk tanke: at børnene skulle være et mål i sig selv, ikke blot midler til opfyldelse af samfundsmæssige målsætninger.
UDENADSLÆRE OG LYDIGHED – FARERNE VED EN ENSPORET TILGANG
Den sorte skole var kendetegnet ved terperi og en streng disciplin, hvor elever blev opdraget til blind lydighed. Efterkrigstiden bragte en dybere forståelse af de farer, der lurer i en sådan tilgang. Totalitarismens fremmarch i det 20. århundrede viste, hvor galt det kan gå, når kritisk tænkning undertrykkes, og mennesker reduceres til lydige redskaber.
Hannah Arendt belyser netop den problemstilling i sine værker, blandt andet Eichmann i Jerusalem og Menneskets vilkår. Hun argumenterer for, at evnen til at tænke selvstændigt og stille spørgsmål er afgørende for at undgå dehumanisering. Uden denne evne risikerer vi, at individer blindt følger ordrer – selv når disse ordrer er dybt umenneskelige.
Denne indsigt ligger tæt op ad Den Blå Betænkning, som insisterede på, at skolen skulle være mere end en fabrik, der masseproducerede arbejdskraft. Skolen skulle være et sted, hvor børn udvikledes som hele mennesker – med selvvirksomhed og kapacitet til at bidrage til et sundt demokrati.
Fra harmoniske mennesker til “møtrikker i maskineriet“
Vi forlod visionen om børn som mål i sig selv omkring 00èrne, hvor skolen i stedet blev en del af konkurrencestatens maskineri. Børn blev møtrikker, der skulle opfylde økonomiske og politiske målsætninger. De første PISA test i 2000 og 2003 udløste en krise, fordi man politisk fik en oplevelse af at skolen var i en faglig krise. Særligt blev der fra borgerlige kredse ført en kritik af den slappe skole, men kritikken blev siden også delt af Socialdemokratiet. I 2013 kom også Radikale Venstre og SF med på vognen. (Thomas Rømer, 2022)
Anders Fogh Rasmussen gjorde op med det han døbte “rundkredspædagogik” i sin åbningstale i Folketinget i 2003:
“Der har i nogle årtier været tilbageholdenhed med at stille krav og vise konsekvens.
I skolerne er de faglige krav blevet slækket. Måske af frygt for, at kontante faglige krav ville være til ugunst for de svageste. Men skadevirkningen er alvorlig. De svageste elever er blevet ladt i stikken. Og danske skoleelever klarer sig dårligere end elever i andre lande på en række afgørende punkter.
Der er kun én vej fremad. Vi skal til at oppe os. Vi skal simpelt hen være endnu dygtigere. Vi skal højne de faglige krav over alt i uddannelsessystemet.
Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi.
Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?””
Man anså altså reformpædagogik ikke alene som modsætning til faglige færdigheder, men som selve årsagen til at skolen var blevet for slap. Nu måtte der igen stilles krav, strammes op og indføres konsekvens!
Men ved at frigøre skolen fra reformpædagogik blev skolen ikke befriet, tværtimod blev den lagt i nogle endnu mere skrækindjagende lænker. Skolen blev en del af konkurrencestaten, hvilket endeligt blev cementeret med folkeskolereformen og mistede dermed sin humanistiske vision.
