98,5 procent af alle danske børn går i skole, så det er klart, at valget om at hjemmeskole virker radikalt og vækker nysgerrighed. Der er rigtig mange grunde til, at vi har valgt hjemmeundervisning, så det er ret svært at gøre rede for. Her er dog mit forsøg på at beskrive enkelte udvalgte punkter:
Som respons på folkeskolereformen
Vores førstevalg var den lokale folkeskole, og i de år, vi ramte skolen, blev folkeskolereformen rullet ud for fuld kraft. Dengang var vi ikke bevidste om den totale ideologiske og politiske omkalfatring, folkeskolen gennemgik, og som vi tillidsfuldt overlod vores barn til. Men det blev mere og mere tydeligt og konkret for os, som tiden gik: Pisa-panik, opgør med reformpædagogik, lange skoledage, topstyring fra Christiansborg med de tusindvis af centralt bestemte læringsmål og kompetenceudvikling, som ikke alene var styrende for indholdet af undervisningen, men også påvirkede undervisningsformen på et didaktisk niveau.
60’ernes forestillinger om, at børnene var et mål i sig selv – som beskrevet i Den Blå Betænkning, der betonede, at skolens opgave frem for alt var at skabe harmoniske og lykkelige mennesker – blev endelig smidt på møddingen. Det satte de nationale tests en streg under; børnene blev behandlet som et produkt, der skulle kvalitetskontrolleres. De var ikke længere et mål i sig selv. Lærernes faglighed blev trådt under fode, og forældre kunne måbende se til. Skolen var befolket med dygtige lærere, der forsøgte at trække i en anden retning, mens skoledagen sikkert og støt blev koloniseret af reformens mange krav.
Vi tog på et tidspunkt initiativ til et forældremøde, hvor 20 ud af 22 forældrepar sammen lavede en underskriftsindsamling for at få sat skoletiden ned. Lærerne støttede os, men ledelsen afviste blankt vores appel. I stedet responderede de med at indkalde hele klassens forældregruppe til workshops, hvor vi kunne blive undervist i, hvordan man som forældre bedst bakkede op om skolens linje.
Vi måtte erkende, at skolen ikke var et sted, hvor hverken børn eller forældre kunne få reel indflydelse.
Vi erfarede først senere, at folkeskolens formålsparagraf blev ændret i årene op til skolereformen. Tidligere skulle skolens virke bygge på demokrati, hvilket betød, at demokratiske værdier var fundamentet for skolens hverdag. Denne formulering blev i 2006 ændret til, at skolen blot skulle være præget af demokrati.
Det frustrerede os at opleve, at forældres begrundede modstand effektivt blev slået ned, og at skolelærerne fik mundkurv på. Skolesystemet var blevet topstyret og forældrene blev i bund og grund instrueret i, hvordan de skal opføre sig i forhold til skolen.
Efter gentagne forsøg på at skabe forandring indså vi, at skolesystemet ikke kunne ændres indefra, og at der var en grundlæggende uoverensstemmelse mellem skolens politiske struktur og vores værdier.
Barndommen har en værdi i sig selv
Umiddelbart skulle man mene, det er selvindlysende, men det er det alligevel ikke, når barndommen kapres af en politisk ideologi. I dag er kundskaber erstattet med teknisk-instrumentel kompetencestyring, samtidig med at man forsøger at forudbestemme og sikre arbejdsmarkedskompetencer til et arbejdsmarked, der ligger 20 år ude i fremtiden – et arbejdsmarked, som ingen reelt kan forudse!
Barndommen er en politisk slagmark, hvor skolen styrer, hvad børn skal lære, og hvornår de skal lære det. I 2006 tilføjede man til folkeskolens formålsparagraf, at skolen skal forberede børn til videre uddannelse. Dermed blev barndommen frataget sin egenværdi og omdannet til en forberedelse til arbejdsmarkedet.
Enhver ny generation rummer potentiale til at forny sig og forandre verden, men når man presser et politisk fokus ned over børnene, lukker man fremtiden, i stedet for at åbne den op. Det bliver ufrit.
Ved at forme børnene efter spekulative fremtidige behov begrænser man deres evne til at finde nye veje – når vejen allerede er fastlagt på forhånd.
Børnene bestemmer ikke selv, hvad de skal lære, hvornår de skal lære det, og det sker i et system med klare politiske mål.
Vi øser generøst af kulturelle gaver fra den ene generation til den næste, men kan vi virkelig bestemme, hvad de skal bruge disse gaver til?
Hannah Arendt beskriver det så smukt:
“Pædagogik er det øjeblik, hvor vi afgør, om vi elsker den fælles verden nok til at tage ansvar for den og dermed, om vi vil redde verden fra den ruin, som vil være den uundgåelige konsekvens, hvis ikke de nye og unge kan opdage og genskabe den. Og pædagogik er også det øjeblik, hvor vi afgør, om vi elsker vores børn nok til at udelukke dem fra den fælles verden og overlade dem til deres egen skæbne og til ikke at fratage dem muligheden for at starte noget nyt, noget for os uforudsigeligt, men at forberede dem på deres opgave med at genskabe en fælles verden.”
Naturen har skabt det sådan, at man er barn før man er voksen. Barndommen er en periode, hvor børn har ret til at være og lære- i det tempo, der passer til dem, uden at blive presset af krav om, hvad de skal kunne eller forsøgt støbt og designet til en forudbestemt opgave.
Hvis vi ikke giver børnene plads til at starte noget nyt, stjæler vi deres potentiale og retten til at forme deres egen fremtid og finde deres egen vej i livet. Muligheden for at begynde forfra må sikres alle mennesker.
Børns frihed
Skoler er på systemniveau ens. De følger den samme struktur med aldersinddeling og bygger på en række antagelser om, at børn skal sidde stille, lytte opmærksomt og blive undervist af en særlig vidende voksen for at lære noget. Reel læring foregår i skolen, og hvis børnene får lov, vil de smyge sig udenom.
Folkeskolerne følger fuldstændig ens læringsmål, som er centralt fastsat fra Christiansborg, lærerne er uddannet på samme måde og er forpligtet til at følge den samme trinvise læring, de samme fag, samme pensum og de samme tests og eksamener. Friskolerne læner sig i vid udstrækning op ad samme skabelon, selv dem der tegner sig for de ideologiske undtagelser.
For børnene er skolegang en tvangsforanstaltning. De har ikke ret til at sige nej til skole, og de har ikke frihed til at bestemme, hvad de vil lære, hvor de vil bevæge sig hen eller hvornår de må spise og lege.
Men skolen er ikke en absolut nødvendighed for at lære. Børn er fra naturens side hard-wired til at lære. Det ligger i deres DNA. At lære er en vital egenskab, der har udviklet sig gennem millioner af år. En naturlig evne, der evolutionært har udviklet sig gennem menneskehedens historie. Set fra et evolutionært perspektiv er det moderne tvangsprægede skolesystem meget nyt.
“ Today most people think of childhood and schooling as indelibly entwined. We identify children by their grade in school. We automatically think of learning as work, which children must be forced to do in special workplaces, schools, modeled after factories. All this seems completely normal to us, because we see it everywhere. We rarely stop to think about how new and unnatural all this is in the larger context of human evolution and how it emerged from a bleak period in our history that was marked by child labor and beliefs in childrenś innate sinfulness. We have forgotten that children are designed by nature to learn through self-directed play and exploration, and so, more and more, we deprive them of freedom to learn, subjecting them instead to the tedious and painfully slow learning methods devised by those who run the schools”. Peter Gray, Free to learn
