Der hersker sandt for dyden mange fordomme om hjemmeundervisere – eller måske snarere en hulens masse ubegrundede bekymringer. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor mange bliver usikre. De fleste kender kun én form for skoleliv. Bekymringerne drejer sig oftest om det samme ‘det sociale’ og ‘det faglige’.
Implicit i disse bekymringer ligger en antagelse om, at udvikling kun kan finde sted inden for skolens mure, med læreren som mellemled og med skolens remedier. At børn kun dér kan blive klogere, dygtigere og socialt kompetente.
Denne antagelse er så gennemgribende i vores kultur, at mange end ikke overvejer, at det netop er en antagelse – ikke en naturlov.
Under denne forvirring ligger en gigantisk blind plet, der gør at man slet ikke kan forestille sig at læring og almindelig menneskelig udvikling sker hele tiden og overalt – i relationer, i hverdagsliv, i fællesskaber, i fordybelse, i leg, i nysgerrighed og i møder mellem mennesker på tværs af alder. At skolen ikke har monopol på hverken faglig læring eller socialt liv. Skolen kan være en ramme ja, men bestemt ikke den eneste.
Derfor ligger der også et oplysningsarbejde for os hjemmeundervisere, hvis vi vil imødegå nogle af de sejlivede misforståelser. Ikke fordi jeg skylder nogen at forsvare vores valg, men fordi den offentlige samtale om læring og børn er så snæver, at mange slet ikke kan forestille sig et børneliv i den undervisningspligtige alder uden for klasseværelset.
Først og fremmest vil jeg pege på at hjemmeundervisning er en frihedsrettighed. Og i denne frihed ligger en pædagogisk autonomi, der betyder, at man ikke er forpligtet til at kopiere skolens undervisning 1:1 derhjemme. Tværtimod — den pædagogiske frihed er selve kernen i hjemmeundervisning.
Det er den, der gør, at man en tilfældig onsdag aften kan køre til Brorfelde og stå i mørket og tale om stjerner, fordi nysgerrigheden opstår nu og ikke først næste tirsdag kl. 10.15. Og det er den, der gør, at man kan blive ude sent uden at bekymre sig om vækkeuret næste morgen.
Jeg glemmer aldrig den vinteraften, hvor vi stod på Brorfeldes observatorium, helt stille i kulden, og så Saturns ringe gennem teleskopet. Unge astronomistuderende guidede os – mindst lige så smittende i begejstring som Holger Bech Nielsen. Og dér, i et øjeblik uden skemaer og uden krav, så vores børn for første gang noget, der befandt sig milliarder af kilometer væk.
Den oplevelse på Brorfelde er ikke unik. Den viser netop, hvordan børn kan lære, når man åbner verden for dem. Forskning viser, at sådanne oplevelser ikke bare er anekdotiske øjeblikke, men en del af en mere grundlæggende måde, hvorpå børn kan udvikle sig, når de får frihed til at udforske verden på helt andre præmisser end dem, skolen kan tilbyde.
I septemberudgivelsen af KvaN, lærernes eget faglige tidsskrift, gennemgår Maja Kielberg, cand.soc., den internationale forskning om hjemmeskolede børns sociale og faglige udvikling. Hun skriver at de forældre der vælger at hjemmeundervise ofte er ressourcestærke og skriver videre at:
“En central pointe i forskningslitteraturen er, at socialisering ikke er begrænset til interaktion med jævnaldrende i et klasseværelse. Hjemmeskolede børn interagerer ofte med personer i forskellige aldre og med forskellige baggrunde, hvilket flere forskere argumenterer for kan give en mere virkelighedsnær social træning. Moderne hjemmeskoleforældre danner typisk netværk og foreninger, hvor børnene mødes regelmæssigt til fælles aktiviteter og undervisning.
(Kunzman og Gaither, 2020)”
Kielbergs gennemgang bekræfter noget, der sjældent når ud i det offentlige rum, nemlig at socialisering ikke er en supereksklusiv ting, som kun skolen tilbyder. Tværtimod peger forskningen på, at de blandede fællesskaber og netværk, der naturligt opstår i livet som hjemmeundervisning er en del af, kan give børn et bredere og mere nuanceret socialt repertoire – ofte tættere på den måde, mennesker faktisk omgås hinanden i det virkelige liv.
Om det faglige niveau beskriver Maja Kielberg studier fra udlandet, der viser, at hjemmeskolede elevers præstationer på standardiserede tests ligger i den 86. percentil – langt over det nationale gennemsnit – og scorer højt på tværs af alle fagområder. På baggrund af sin gennemgang af den internationale forskning vurderer Kielberg, at “hjemmeskolede elever overordnet klarer sig godt fagligt både på kort og lang sigt.”
Det står i skarp kontrast til de udbredte fordomme om, at hjemmeundervisning nødvendigvis fører til mangelfuld undervisning og social afsondrethed. Tværtimod peger forskningen på, at hjemmeskolede børn er glade børn, og når læringen tilpasses barnet og ikke omvendt, kan det faglige niveau ikke blot opretholdes, men i mange tilfælde ligefrem styrkes.
Men faglige mål er i sig selv en snæver forståelse af læring – og kan endda komme til at skygge for andre former for udvikling. Som Peter Gray argumenterer i bogen Evidence That Self-Directed Education Works, så viser den samlede evidens fra selvstyrede læringsmiljøer, at børn her udvikler en række kompetencer, standardiserede tests slet ikke er designet til at måle: indre motivation, selvstændighed, entusiasme, robusthed, ansvarsfølelse og en dyb glæde ved at lære. Gray bygger sine konklusioner på både spørgeskemaundersøgelser, kvalitative interviews og forskning i børns naturlige læringsprocesser.
Det er kompetencer, der rækker langt ud over det, man kan indfange inden for skolens målelogik.
For evnen til at lære er en del af børns DNA. Børn er hardwired til at lære. De undersøger, imiterer, eksperimenterer, skaber, afprøver teorier og finjusterer deres forståelser af verden, længe før nogen sætter dem i et klasselokale, og fortsætter ufortrødent livet igennem efter de har forladt det. Hvis vi da bare lader være at ødelægge det. Måske er det netop den egenskab, vi bør værne mest om?
Alt i alt viser både forskningen og vores egne erfaringer, at hjemmeundervisning ikke handler om at isolere børn fra verden. Tværtimod handler det om friheden til at lære på måder, der giver mening – i eget tempo, ud fra egne interesser, og i fællesskaber, der rækker ud over klasseværelsets fire vægge.
Det er en erkendelse, vi hjemmeundervisere gør hver dag, fordi det udfolder sig lige foran vores næsetip. Samtidig er det en indsigt, som rækker langt ud over vores egen familie. Måske kan den inspirere andre til at forstå, at læring ikke nødvendigvis er lænket til et klasselokale.
Og måske… kunne de erkendelser, vi gør os som hjemmeundervisere, også komme andre børn og familier til gavn. Hvad ville der ske, hvis vi satte læringen lidt mere fri?
