I mit sidste blogindlæg stillede jeg spørgsmålet:
Hvorfor insisterer vi på, at læring kun kan ske indenfor klasselokalets fire vægge?
Det var der flere, der slog sig på. Men spørgsmålet trænger sig atter på, når man læser, at forkvinden for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, Regitze Flannov, advarer mod, at vi glemmer selve ”kernen” i folkeskolen: undervisningen i fagene.
Ifølge Flannov er det fagene, eleverne og lærerne, der er skolens centrum. Det er den treklang, alt andet vokser ud af. Ja, det er ifølge hende selve formålet med at holde skole.
Her bliver skolens nuværende struktur — klasselokalerne, fagopdelingen, den lærercentrerede undervisning — fremstillet som en naturtilstand. Som et uforanderligt grundstof, al pædagogik skal vokse fra. Læring forstås som noget, der formidles af særlig lærte voksne, systematisk og lineært, trin for trin.
Men det er jo netop problemet. For den idé får os til at tro, at der findes en særlig kerne, en rigtig måde at lære rigtigt fagligt stof på — og at den kerne er uløseligt bundet til skolens institutionelle form.
Men der findes ingen kerne.
Det er en vildledende forestilling.
Fagene er ikke naturgivne. De er ikke hugget i sten. De er kultur — politiske, historiske og institutionelle valg, noget man vælge anderledes.
At lære er et menneskeligt grundvilkår. Verden er et stort klasserum.
Hvis skolens ”kerne” defineres som fagopdelt viden, kernestof og centraliserede læringsmål, bliver alt, der ikke passer ind, betragtet som mindre rigtigt.
Når vi fastholder idéen om en kerne, lukker vi samtidig blikket for alle de andre steder, hvor læring faktisk opstår: i skoven, på vejen, i samtaler, i fællesskaber, i projekter, i fordybelsen uden en klokke der ringer, i friheden til at lave ingenting, eller i friheden til at undersøge verden, fordi den er interessant — ikke fordi den står på en liste over kernestof. Læring opstår også spontant, uplanlagt og kaotisk.
Det gør det også tydeligt, hvorfor mit spørgsmål, jeg stillede, ikke bare hører hjemme i vores egen hjemmeskolefamilie, – det hører også hjemme i skoledebatten:
Læring er ikke bundet til klasselokalet. Det er klasselokalet, der er bundet til en bestemt idé om læring.
Hvis denne idé om en “kerne” er skolens primære formål, bliver skolen i realiteten en kulturel konserveringsfabrik — en ensartet og forenklet transmission af menneskelig kultur. Ideen om kernestof gør læring til noget statisk, noget der skal afleveres i rette afmålte doser, i en bestemt rækkefølge, af en bestemt type voksen. Eleverne gennem generationer skal gentage emner systematisk, lære forudbestemte færdigheder og reproducere en kanon, ikke fordi den nødvendigvis giver mening, men fordi nogen én gang har besluttet, at dette er kultur.
I dette ‘kerne’- perspektiv bliver læreren repræsentanten for den rigtige kultur, ikke som medmenneske, men som autoriseret formidler af det rigtige kernestof. Skolens opgave bliver at skabe borgere til arbejdsmarkedet og at bevare skolens akademiske funktion — koste hvad det vil. Frem for alt vil kernefortalerne under ingen omstændigheder imødekomme elevernes “barnlige luner”, deres interesser, skøre indfald, intuitioner eller manglende tidsfornemmelse. Børns egne bevægelser i verden afskrives som midlertidige diller, noget man retter til, ikke noget man lytter til.