Jeg synes faktisk man lige bør stoppe op, når man læser Riisager og Rømers kronik. Man bør dvæle et øjeblik ved ordene. For ja, det er da fint nok, at man er optaget af sikkerhedspolitik og krudt og kugler – men hvad hjælper det, hvis man vender det blinde øje til de indre forsvarslinjer? Hvad nytter det at drømme om pansrede køretøjer og missiler, mens demokratiets grundlæggende værdier smuldrer? Hvad er det egentlig, der sker med børns frihed?
Og hvad er det så, vi forestiller os, at vi skal gå i krig for?
De skriver blandt andet:
“der er noget konkret indhold, eleverne skal lære.”
“Understreg folkeskolens egentlige formål: undervisning og dannelse, og sæt lærerne i spidsen for denne opgave.”
Lad os lige se nøgternt på det:
De siger, at der findes ét bestemt, foruddefineret indhold, som alle børn skal lære.
De siger, at skolen skal udpege retningen – ikke barnet.
De siger, at lærerne skal være autoriteten, der leder, styrer og definerer meningen med barnets tid.
De siger, at formålet er undervisning og dannelse, forstået som noget skolen leverer til barnet – ikke noget barnet er medskaber af.
Dermed reduceres skolens formål ikke til de værdier, der står i formålsparagraffen – menneskeværd, ligeværd, demokrati, frihed, ansvar. Nej. Formålet bliver noget helt andet: en forestilling om, at skolen ved bedre end barnet, hvad barnet har brug for at vide, tænke, mene og forstå.
For følger man Riisager og Rømers logik, er det skolen, der definerer, hvad børn skal lære. Ikke som et fælles demokratisk projekt. Ikke som en dialog. Men som en top-down proces, hvor barnet bliver et objekt, der skal formes i de voksnes billede.
Der er ingen tale om frit valg.
Ingen selvbestemmelse.
Ikke engang en fælles bevægelse.
Det er ren: “Du gør som jeg siger, makker.”
Og når undervisning og dannelse reduceres til noget, der skal tilføres barnet udefra, lugter det langt væk af noget, vi i andre sammenhænge kalder dressur. Eleven bliver i denne logik en tom beholder, der skal fyldes – ikke et menneske med egne anlæg, erfaringer, interesser eller ret til at definere sin egen tilværelse.
Så hvor adskiller denne beskrivelse sig egentlig fra indoktrinering?
Indoktrinering handler netop om:
at nogen bestemmer, hvad der skal læres
at indholdet ikke kan kritiseres eller fravælges
at modtagerens rolle er passiv
at formålet er tilpasning til et givent verdensbillede eller normsystem
Riisager og Rømer taler naturligvis ikke om politisk propaganda. Men strukturen er den samme:
En autoritet definerer indholdet.
Barnet skal modtage det.
Barnet kan ikke vælge.
Er det ikke netop indoktrineringens mekanisme? Jeg spørger bare.
Jeg synes virkelig, man bør tænke over, hvad det egentlig er, de gør sig til talskvinder for.