Så er det den tid på året, hvor man gør status over det forgangne år. Altså ikke en opgørelse om økonomiske balancer, men om de erkendelser året har bragt – og de bøger, der har sat spor.
Sideløbende med at jeg for nu ni år siden kastede mig ud i at hjemmeundervise, har jeg knoklet for at forstå, hvad vi egentlig har haft gang i. Ikke kun i vores lille familie, men i en større sammenhæng: Hvad vil det sige at holde skole? Hvad er formålet? Hvad er læring? Hvad vil det sige at være et barn i denne verden? Hvilket menneskesyn ligger bag de skolestrukturer, vi tager for givet?
I år har mine tanker især kredset om læringsfilosofi. Om forholdet mellem frihed og tvang. Om hvem der bestemmer, hvad der er vigtigt at lære – og hvornår. Og om hvordan børn faktisk lærer, når vi ikke overvåger og detailstyrer børn hver eneste time af deres liv.
Når jeg forsøger at forstå, hvorfor vi i dag diskuterer disciplin, kontrol og faglige kriser, er det ret slående, at argumenterne ikke er nye. De går igen – det er genbrug. Når jeg retter blikket bagud for at se, hvor idéerne kommer fra, og hvad de udspringer af, er et af de klareste historiske spejle at finde i 1930’erne.
1930’erne var et vildt årti. Verden oplevede fascismen i Italien, nazismen i Tyskland og stalinismen i Sovjet. Forældrene til børnene under Den Store Depression tilhørte selv “den fortabte generation” – Lost Generation – en generation præget af krig, tab og desillusion. Inden for uddannelsesverdenen opstod på samme tid en ny ideologi: educational essentialism, som et svar på krise, frygt og bekymring for ungdommens faglige og moralske forfald.
Ved et konvent i National Education Association i 1938 fremsatte skolefolk en ny retning for den amerikanske folkeskole. Amerikanske børn kunne hverken læse, skrive eller regne tilstrækkeligt, og deres akademiske præstationer haltede bagefter i forhold til de lande, USA sammenlignede sig med. Samtidig blev der registreret en stigning i disciplinære problemer i skolen og kriminalitet i samfundet. Det var alt for galt, så der måtte andre boller på suppen.
Essentialisterne rettede en skarp kritik mod den progressivistiske pædagogik, som de mente havde gjort skolen for slap. Bevægelsen blev anført af William C. Bagley, professor ved Teachers College, Columbia University, og opstod som en direkte reaktion på progressivismen, der ifølge Bagley lagde for stor vægt på børns frihed, leg og interesser. Essentialisterne fastholdt, at læring uden faglige krav, disciplin og hårdt arbejde var en illusion.
Løsningen ifølge essentialisterne var at indføre et basis-curriculum, der på de yngste klassetrin lærte børnene ‘the essentials’ – grundlæggende færdigheder som læsning, skrivning og regning. På de ældre klassetrin fulgte et fast curriculum med fag som historie, naturvidenskabelige fag, matematik og sprog. Undervisningen var systematisk, trinvist opbygget og lineær, så eleverne kunne tilegne sig viden gradvist og målrettet. Forudsætningen for læring var disciplin, og tilegnelse af viden krævede anstrengelse og vedholdenhed. Respekt for autoriteter – både i skolen og i samfundet – blev betragtet som fuldstændig central, og undervisningen forudsatte veluddannede lærere med solid faglighed, der kunne formidle stoffet klart og struktureret.
Det er uhyggeligt, hvordan historien gentager sig. Kritikken af “blød” pædagogik, manglende disciplin, stigning i kriminalitet og faldende faglige standarder, som essentialisterne rettede i 1930’erne, minder bemærkelsesværdigt meget om den debat, man ser i dag. Progressivismen blev dengang fremstillet som et radikalt eksperiment, der underminerede både faglighed og autoritet – og fungerer også i nutidens debat som syndebuk, nu ofte under betegnelsen “woke”. Samtidig bruges kritikken til at legitimere ønsket om en mere disciplinerende, standardiseret og kontrolorienteret skole.
Dengang som nu er kritikken af “blød” pædagogik og ønsket om mere disciplin født af krisestemning. Den opstår, fordi voksne bliver bange – bange for ungdommens forfald, faglige niveau og samfundets sammenhængskraft. Frygt bliver til kontrol, og kontrol bliver til autoritet og standardisering, som man håber kan genskabe tryghed, ro og orden.
Men frygt er en virkelig dårlig kompasnål.
Når vi lader krisenarrativer styre, forsvinder barnet som mål i sig selv mellem hænderne på os
Når samfundet opleves som i opløsning, bliver skolen et sted, hvor man vil genetablere orden. Nu skal børnene atter holde kæft, sidde stille og gøre som de voksne siger. Alle marcherer i takt. Alle opruster. Hvorfor går alle i den gale retning?