Regeringens storstilede plan om frisættelse af folkeskolen er det rene blændværk. Det er muligt, at man løsner lærerne fra det bureaukratiske jerngreb med 4000 bindende læringsmål ved at reducere dem til 400, men man gør det ikke grundlæggende anderledes ved blot at kalde det kernestof. Læringen er fortsat topstyret, standardiseret og målbar.
Eleverne skal fortsat kunne de samme ting på samme tidspunkt, i en forudbestemt rækkefølge. Man forudsætter en lineær udvikling med ens progression: A før B. Lærerne er nu sat fri til selv at bestemme, om de vil hinke på højre eller venstre ben, når de underviser børnene i 5-tabellen – men genuint frie er de ikke.
Idéen om, at der findes et kernestof, er langt fra neutral. Den forudsætter, at der eksisterer viden, som kan udpeges som essentiel og stabil, og et politisk nedsat udvalg, der afgør, hvad der tæller. Det er udtryk for et bestemt menneske- og læringssyn.
Så ja, lærerne bliver måske fri fra langt de mest specifikke læringsmål, men de bliver erstattet af kernestof, men lidt semantik gør ingen verden til forskel. De bliver fortsat ikke fri til at udfolde pædagogisk dømmekraft på filosofisk grundlag. Man kan kalde det meget, men frisættelse er det ikke. “Frisættelsen” er snarere en ny lænke til en anden ideologisk ramme.
Det er gammel vin på nye flasker.
Forestillingen om ét kernestof beror i virkeligheden på et normativt valg om, hvad der skal tælle som kernen. Men det ændrer sig over tid og er heftigt influeret af hvad der er politisk moderigtigt. Viden er relativ. Det, der fremstår logisk i én kultur eller i ét historisk øjeblik, er det ikke nødvendigvis i et andet.
Det handler ikke om, hvorvidt børn skal lære noget. Det handler om, hvem der har magten til at definere, hvad der er vigtig viden – og at dette valg fremstilles, som om det ikke kunne være anderledes.
Men idéen om kernestof er og bliver politisk.
Hvis man vil sætte lærerne reelt fri, må man give dem pædagogisk og filosofisk råderum – ikke blot udskifte sproget, mens styringen består. Problemet er, at frisættelsen præsenteres som et brud, når den i virkeligheden er en gentagelse. Målbarheden, standardiseringen og at det skal være ens overalt. Vi bliver forført af ordene, mens strukturen forbliver intakt. Gammel vin på nye flasker smager stadig af det samme.