Vi lever i en tidsalder præget af et læringsparadigme, hvor skolen opfattes som en absolut forudsætning for, at læring kan finde sted. Det er i klasseværelset, man forestiller sig, at begrebsparret undervisning og læring naturligt hører hjemme.
Som hjemmeunderviser kan jeg imidlertid konstatere, at dette er et forvrænget billede af, hvad uddannelse og læring overhovedet er.
Spørgsmålet er derfor, hvad undervisning egentlig er, og hvordan den adskiller sig fra livets øvrige aktiviteter. Hvis jeg stikker hovedet ind i et klasselokale for at se, om der finder undervisning sted – hvad er det så, jeg kigger efter?
Hvordan ser undervisning ud?
Er den knyttet til lærerens intention? Til en bestemt handling? Til elevernes opmærksomhed? Til et bestemt indhold? Eller til et skema?
Hvis læreren spidser blyanter, åbner et vindue, pudser sine briller eller taler med en elev om noget, der ikke står i planen – er der så undervisning? Og hvis ikke: hvornår præcist ophører den, og hvornår begynder den igen?
Hvis en lærer demonstrerer et kemiforsøg eller fremlægger historiske fakta, men eleverne ikke hører efter, ikke forstår, hvad der bliver sagt, eller er uinteresserede – er der da undervisning? Er undervisning knyttet til lærerens handlinger og intentioner, eller til elevernes opmærksomhed og forståelse?
Er undervisning en eksklusiv aktivitet, der kun kan opstå, hvis læreren mestrer sit fag, stiller de “rigtige” spørgsmål og følger en veltilrettelagt plan? Og hvad hvis præcis de samme aktiviteter finder sted uden for klasseværelset – i køkkenet, i skoven eller ved middagsbordet? Ophører de da med at være undervisning?
Er det kun undervisning, når det opleves som udmattende arbejde? Hvad nu hvis man gør noget lystfyldt?
Spørgsmålene afslører, at undervisning ikke kan identificeres ud fra bestemte handlinger, lokaler eller roller alene. De samme handlinger kan i én sammenhæng kaldes undervisning og i en anden blot betragtes som almindelige menneskelige aktiviteter, også hvor læring rent faktisk finder sted. Det afgørende er ikke, hvad der gøres, men hvordan situationen efterfølgende fortolkes.
Uanset hvordan man vender og drejer det, må man konkludere, at undervisning er aktiviteter, der forsøger at tilvejebringe læring, selvom læring kan opstå uden undervisning.
Undervisning uden læring giver derfor ikke rigtig mening. Det er netop denne indbyrdes afhængighed, der gør undervisning til et relationelt og fortolket fænomen frem for en isoleret handling: uden en modtager, der gør det til sit eget, eksisterer undervisning ikke som sådan.
Undervisning som begreb lever en parasitær tilværelse på begrebet læring. Undervisning eksisterer ikke selvstændigt, men får al sin mening gennem læring. Uden læring er der ingen undervisning.
Da undervisning ikke er én bestemt aktivitet, må man også afklare, hvad man forstår ved læring. Man kan lære gennem trial and error, gennem undersøgelse, observation, via samtale, ved at få noget forklaret – eller på mange andre måder. Læring er heller ikke knyttet til én bestemt aktivitet.
Undervisning er polymorf. Læring er polymorf.
Når læring er polymorf, kan undervisning ikke standardiseres og sættes på formel uden betydelige tab. Ethvert forsøg på at gøre undervisning entydig, one-size-fits-all, forudsætter en forenklet og reduktionistisk læringsforståelse.