Spørgsmålet virker ved første øjekast uhyggeligt banalt. Alligevel er det forbløffende komplekst.
I Danmark har vi undervisningspligt. Staten forpligter dermed alle børn til undervisning. At stille spørgsmålet “hvad er undervisning?” er derfor ikke et snævert fagligt anliggende for skolelærere, men et spørgsmål, der angår os alle.
Hvornår er en aktivitet undervisning? Hvad adskiller undervisning fra arbejde, underholdning eller tidsfordriv? Er det undervisning at gå en tur med hunden? At køre i bil? At stå på hovedet?
Som hjemmeunderviser oplever jeg, hvordan børn også lærer uden for skolen. Samtidig er der børn, der sidder i klasselokalet, dag efter dag i ti år, og som mister lysten til at lære og i nogle tilfælde forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne. Undervejs mister nogle også troen på deres egen værdi.
Den britiske uddannelsesfilosof Paul H. Hirst definerer undervisning i en begrebslig ramme, der kan bruges analytisk på tværs af sammenhænge. Det er en logisk model, som hverken fastlåser undervisning til et bestemt fagligt indhold, en bestemt metode eller en bestemt situation.
Hirst definerer undervisning således:
“En undervisningsaktivitet er en aktivitet udført af en person, A, over for en person, B, hvis intention er at opnå en bestemt tilstand (f.eks. viden, forståelse eller færdighed), og hvis objekt er X (f.eks. en forestilling, en holdning eller en kompetence).”
Hos Hirst handler læring ikke nødvendigvis om målbare resultater eller bestemte præstationer, men om forandringer i mennesket selv: nye forståelser, nye dispositioner og nye måder at se, tænke, vurdere og handle på. Som han selv skriver:
“Læringens endelige resultat er nye tilstande hos personen.”
Hos Hirst er undervisning altså en aktivitet, hvor en person (A) har til hensigt, at en anden person(B) lærer noget (X). Undervisning forudsætter altså at noget kan læres, ellers er den blot en hvilken som helst handling. Det betyder ikke, at der er garanti for, at undervisning fører til læring. Men det betyder, at uden læring bliver undervisningsbegrebet tomt og meningsløst.
Undervisning handler ikke om aktiviteten i sig selv – om man går tur med hunden, kører i bil eller står på hovedet – men om, hvorvidt aktiviteten bæres af en intention om at fremme læring. Uden intention er der ingen undervisning.
Alligevel misforstår mange undervisning som en styrbar proces, hvor B’s tilegnelse af X automatisk følger af A’s handlinger. Det er en udbredt opfattelse, at undervisning automatisk medfører læring. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. A’s forsøg på at lære B noget kan resultere i, at B slet ikke lærer det tilsigtede – eller lærer noget helt andet, i værste fald noget ugunstigt, især hvis forsøget sker med tvang.
Undervisning hænger sammen med læring, men udfaldet kan ikke forudses. Man kan ikke adskille undervisning fra læring, men man kan derimod godt frigøre læring fra undervisning. Man kan sætte læringen fri. B kan lære uden A. Læring finder sted overalt og hele tiden – den er en del af vores DNA; noget mennesker er biologisk designet til.
Et ofte overset, men helt afgørende element er X – altså det indhold, der ønskes lært. I den offentlige debat behandles X ofte som noget givet og konstant, på linje med tyngdekraften. Når nye fagplaner søger at definere et kernestof, forudsættes det, at X allerede er kendt. Men X er ikke naturgivent. X er altid et valg.
Et eksempel er antagelsen om, at børn nødvendigvis skal lære at læse i de første skoleår og knække læsekoden inden for et snævert aldersvindue. Men hvem har besluttet, at det absolut skal være sådan? Hvad nu, hvis børn i stedet fik lov til at være kunstnere i tre år – lege med maling og mudder, bygge huler i træerne og spille bongotrommer – og først senere møder læsningen, når motivationen og behovet opstår?
Et andet eksempel er historieundervisningens kronologi. Hvorfor skal historien læres fra oldtiden og frem i en fast rækkefølge? Hvorfor kan man ikke arbejde med Den Kolde Krig i 3. klasse, hvis interessen er der? Valget af rækkefølge fremstår som fagligt neutralt, men er i virkeligheden udtryk for bestemte forestillinger.
Hvad der anses for værd at lære, er ikke et neutralt faktum, men et normativt og politisk spørgsmål. Når X fastlægges på forhånd og uafhængigt af den lærende, flyttes undervisning fra at være en relation mellem mennesker til at blive et redskab for magt. Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan der undervises, men hvem der definerer X – og med hvilket formål.
I den offentlige debat tales der ofte om undervisning, som om begrebet giver sig selv. Det antages, at undervisning er bestemte aktiviteter, udført af uddannede personer i dertil indrettede lokaler. Men undervisning er ikke begrænset til et sted, til at følge et skema, og det er heller ikke fag opdelt i 45-minutters lektioner.
Når et samfund indfører undervisningspligt for samtlige borgere, påtager det sig et tungt etisk ansvar. For hvis børn forpligtes til undervisning med magt, må det også kunne forsvares, hvad undervisning er, hvordan den praktiseres – og hvem den tjener.
Hvis undervisning og læring forstås som noget, der kan påtvinges, styres og produceres uafhængigt af barnets egen læringsproces, ophører barnet med at være mål i sig selv. Det er her, spørgsmålet om undervisning bliver et dybt etisk og demokratisk anliggende.