Memento Mori.
Husk, at du skal dø.
Det er ikke en dyster tanke for os.
Det er en klargørende én.
En dag holder vi op med at trække vejret. Vores kroppe bliver kolde og bliver til ormeføde. Det gælder os alle. Det er et vilkår. Og netop derfor er det også livsbekræftende: Hvordan vil vi leve, mens vi er her?
For os er memento mori den eksistentielle baggrund for vores valg om hjemmeskoling.
Vi ønsker ikke at opdage, når det er for sent, at vi brugte vores liv på at forberede os på noget, der aldrig rigtig begyndte. At vi udskød alt det, der betød noget til “senere”. At barndommen blev reduceret til en overgangsperiode– noget, der skulle overstås effektivt, så det “rigtige liv” kunne begynde bagefter.
Barndommen er ikke kun en forberedelse til videre uddannelse.
Den er liv, der leves.
Og liv har værdi i sig selv.
Når børn bruger størstedelen af deres vågne timer i institutionelle rammer, hvor tempo, indhold og mål er fastlagt på forhånd, risikerer vi at glemme det mest grundlæggende: at tiden aldrig kommer igen. Ikke for børnene – og ikke for os som familie.
Hjemmeskoling handler for os ikke om at optimere læring eller producere særlige resultater. Det handler om at tage livet alvorligt, netop fordi det er endeligt. Om at leve sammen, mens vi kan. At dele hverdage, samtaler, fordybelse, rejser, stilhed og begejstring. At give plads til det, der opstår, når livet ikke hele tiden skal presses ind i skemaer og målbare output.
Vi vil suge marven ud af livet, mens vi kan.
Ikke i jagten på lykke, men i respekt for tiden.
Memento mori minder os ikke om døden –
men om livet.
