“Han ville kede sig i skolen,” sagde vores tilsynsførende, efter vi havde beskrevet, hvordan vi bruger vores tid, og hvilken litteratur vores søn læser. Om det siger mest om skolen, vores søn eller vores undervisning, er umuligt at sige – ligesom man ikke kan afgøre, om en zebra er sort med hvide striber eller hvid med sorte striber.
Men måske siger det noget vigtigt om, hvad undervisning egentlig er: at det handler om at åbne verden for et andet menneske. Undervisning er at skabe et lærende univers – en menneskelig gestus, hvor nysgerrighed, opmærksomhed og forståelse sættes i spil.
Jeg vil gerne provokere den gængse antagelse om, at undervisning er en mekanisk overførsel af viden og færdigheder, der forudsætter, at børnene sidder stille i ensartede grupper og kigger den samme vej. Jeg vil også udfordre idéen om, at skolen er en samfundsteknologi, designet til at sikre arbejdere på et fremtidigt arbejdsmarked, som ingen i virkeligheden kender. I stedet ser jeg undervisning som noget dybt menneskeligt, relationelt og intentionelt – noget, der opstår i mødet med verden og mellem mennesker, ikke nødvendigvis i en skole, hvor læreren underviser efter en fastlagt læseplan og nyeste evidensbaseret metode.
Mange forudsætter, at de allerede ved, hvad undervisning er, og tænker automatisk på, hvad der foregår i skolen med en belærende lærer i et åbent kontorlandskab. Derfor er der god grund til at dvæle lidt ved ordet.
Slår man ordet op på lex.dk, kan man læse, at det er afledt af middelnedertysk unterwisen, hvor unter betyder “imellem” eller “indbyrdes”, og wisen betyder “vise til rette”.
Oprindeligt handler undervisning altså ikke først og fremmest om at overføre viden, men om at vise nogen vejen eller åbne noget for en anden. Man peger – man siger i virkeligheden: “Se her.”
Den amerikanske filosof og pædagog John Dewey formulerede i 1933 en analyse af begrebet undervisning:
“Teaching may be compared to selling commodities. No one can sell unless someone buys. We should ridicule a merchant who said that he had sold a great many goods although no one had bought any. But perhaps there are teachers who think they have done a good day’s teaching irrespective of what people have learned. There is the same exact equation between teaching and learning that there is between selling and buying.”
Deweys pointe er enkel, men udfordrende: Man kan ikke tale meningsfuldt om undervisning uden samtidig at tale om læring. Ligesom et salg forudsætter en køber, forudsætter undervisning, at nogen faktisk lærer noget.
Senere uddannelsesfilosoffer har dog peget på, at forholdet mellem undervisning og læring ikke er mekanisk. Læring kan ikke produceres på kommando; den opstår hos den, der lærer. For eksempel fremhæver Scheffler og B. Othanel Smith, at undervisning er en intentionel handling:
The teacher intends to bring about learning.”
Dewey ville sandsynligvis være enig. Han skriver:
“Since learning is something that the pupil has to do himself and for himself, the initiative lies with the learner. The teacher is a guide and director; he steers the boat, but the energy that propels it must come from those who are learning. The more a teacher is aware of the past experiences of students, of their hopes, desires, chief interests, the better will be understood the forces at work that need to be directed and utilized for the formation of habits.”
Her understreger Dewey, at undervisning ikke er en mekanisk aktivitet, der automatisk skaber læring. En underviser kan vejlede og skabe muligheder, men energien – læringen – kommer fra barnet selv. Jo bedre den voksne forstår barnets erfaringer, interesser og ønsker, desto mere effektivt kan undervisningen åbne verden for barnet. Derfor bliver jeg så forbitret, når jeg hører om dem, der taler om børn og skole som en form for læringspligt.
Måske er det netop derfor, hjemmeundervisning ofte kan være både provokerende og uhyggelig effektiv. Hvis et barn interesserer sig for kaskelothvaler, giver det langt mere mening at læse Kaskelotternes sang af Bent Haller end Tove Ditlevsens Pigesind. Når undervisning forstås som en intentionel handling, hvor den voksne forsøger at åbne verden for barnet, og barnet samtidig aktivt – af sig selv! – engagerer sig, opstår en helt anderledes levende dynamik end i en traditionel skole.