Danmark har verdensrekord i at putte børn i institution: fra de er så små, at de ikke engang kan gå, tale eller danne deres egen mening – og senere med timer i klasselokalet, kun overgået af Australien blandt OECD-landene [1]. Vi er ekstreme – og alligevel kommer der børn og unge ud i den anden ende af skolesamlebåndet, som ikke kan læse, skrive eller regne. Ja, man fristes til at spørge, om det måske er på grund af alle de timer?
Siden skolereformen i 2013 fik folkeskolen over 4.000 lærings- og kompetencemål. Ambitionen var klar: mere læring, bedre resultater – ellers ville kineserne overhale os. “Uddannelse starter allerede i vuggestuen”, sagde skoleforsker Andreas Rasch Christensen [2].
Chefideolog Niels Egelund sagde: “at selv vi i Grundtvigs fædreland kan indføre lidt kinesisk undervisningskultur, hvis vi altså vil, og hvis vi arbejder sammen med forældrene om det, og jeg er helt sikker på, at vi vil opleve, at såvel elever som lærere bliver gladere og mere tilfredse i deres dagligdag – og at vi faktisk kan nærme os den skole i verdensklasse, som danskerne fortjener”[3].
Men eleverne blev ikke dygtigere – de blev mere skoletrætte, begyndte at tisse i bukserne, græde, få skolevægring, og volden i skolerne steg.[4] Evalueringer fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd talte deres eget tydelige sprog: Den længere skoledag gjorde ikke eleverne fagligt stærkere [5]. Selv den seneste minimale reduktion af skoledagen for de yngste ændrer ikke nævneværdigt på vores enestående placering.
Det mest påfaldende er næsten, at i samme år som lærerlockouten i 2013, hvor eleverne slet ikke kunne komme i skole, steg elevernes eksamenskarakterer – en stigning, der vist ikke er set siden.[6]
Vi har stadig førertrøjen på, når det gælder institutionalisering – men det virker, som om folk har glemt det. Vi er institutionaliseringsekstremister.
Under den socialdemokratiske regering har vi igen og igen måttet høre om børn, der lider af PDO, og været vidner til lovforslag om skærpede ordensregler, akutskoler og øgede magtbeføjelser. Forslag, der i praksis giver mulighed for at trække børn hen over linoleumsgulvet ved armhulerne, hvis de ikke kan sidde stille og deltage i morgensalmesang.
Det er ekstremt – og det illustrerer, hvor langt man er villig til at gå for disciplin og kontrol, fremfor at se børn som legende, frie, snakkende mennesker med rettigheder og behov.
Jeg får lyst til at synge Natasja: “Hey, Danmark – hvad sker der for dig?”
Hvem har ansvaret for denne ubrudte kæde af elendige politiske beslutninger? Det er næppe børnene.
[4] https://politiken.dk/del/DGd0ttAGzsHA
[5] https://www.vive.dk/media/pure/14678/3742456
[6]https://www.dr.dk/nyheder/indland/hoejere-eksamenskarakterer-efter-laerer-lockout